Mit navn det står med prikker....

Anmeldt af Søren Nielsen

David Fincher genopfandt i 1995 seriemorderfilmen med den mesterlige Se7en. Hollywood fulgte hurtigt efter med en endeløs strøm af mere eller mindre heldige ’copycats’. Tolv år efter vendte Fincher så tilbage til den genre som for alvor placerede ham på filmkortet som en af de mest stilistiske og interessante filmskabere i dagens Hollywood.

Modsat Se7en og dennes John Doe figur, har Zodiac ikke en fiktiv person som omdrejningspunkt, men en virkelig morder som begik en række bestialske mord i slutningen af 60’ernes USA. At Fincher denne gang netop har valgt at kaste sig over et stykke amerikansk historie, og der med låse sin fortælling med de håndjern der nu engang følger med en non fictional fortælling, er ikke den eneste markante forskel på de to film.

Hvor Se7en var et blæret, visuelt knivstik-indblik i en korrupt og betændt verden i forfald, med en 24-7 udstilling af menneskelig fallit og fornedrelse i yderst potens og hvor Fincher tillod sig at lege med lys, lyd og design for at understrege sine pointer i sit dommedags univers, så er Zodiac et gyldent eksempel på at han også mestre det dimentrale modsatte. Zodiac er nemlig ikke blot en fremragende film, den er også et blændende tidsbillede på USA og at Fincher med god samvittighed kan spejle sig i kollegaer som Alan J Pakula og Sidney Lumet.

Zodiac er om noget en film som er lavet med en stor respekt for sin tid. Detalje rigdommen (som i Se7en) er nærmest overvældende og vil helt sikkert kræve mere end blot et enkelt gennemsyn for at konsumere alle indtrykkene.

 

Vi befinder os denne gang ikke i en fiktiv storby i 90’erne, vi er der i mod i USA i 60’erne, vi er i SF. Her dufter der mere af All The Presidents Men end et Hollywood fastmotion trip anno 2007. Zodiac adopterer ikke blot sin tidsperiode, men også tempo og er absolut en low-key film på alle parametre og i ordets bedste forstand. I en tid hvor der ingen tid er og hvor alt skal afsluttes eller klippes ned før det er forbi, så vi hurtigt kan komme videre til det næste, vi heller ikke har tid til, er Zodiac ikke blot et spejlbilled på en anden tid hvor folk læste aviser, men samtidig en verden der stadigvæk respekterede sit publikum. Før tålmodighed blev målt i evnen til kun at tjekke sin telefon hvert tredje minut og journalistik ikke var videoer om hvordan du lettets og hurtigst skræller en appelsin eller en afstemning om Amalies nye frisure.

The Zodiac Killer er og var hverken USA's mest kendte seriemorder, eller ham der slog flest personer ihjel. Her vil bl.a. folk som Ted Bundy, Wayne Gacy, og Richard Ramirez stå foran i køen. Men det betyder alt sammen mindre i hænderne på Fincher. For nok er morderen og morderne omdrejningspunktet i filmen, men historien handler primært om de mænd som Zodiacs handlinger berørte og på trods af den intense jagt på morderen, så er Zodiac en karakterdreven film.

 

Vi følger de to ledende politiefterforskere på sagen, David Toschi (Mark Ruffalo) og William Armstrong (Anthony Edwards). Plus journalisten Paul Avery (Robert Downey jr.) og tegneren Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal) som alle mere eller mindre fik vendt deres liv på hovedet af Zodiac.

Den unge bladtegner Robert Graysmith, hvis bog filmen også bygger på, er manden som bliver besat af at afslører Zodiacs identitet, selv lang tid efter alle andre har fortrængt ham. Graysmith kaster sig ud i et sandt arbejdsraseri som både koster ham forhold og arbejde i sin søgen efter sandheden om hvem der skrev de kodet breve til aviserne.  

Downey jr. er fremragende som den excentriske journalist der kommer lidt for tæt på morderen, og må betale sin pris. Det samme er Ruffalo og Edwards hvis parløb skal opklare sagen. Ruffalo som stilikonet der inspirerede Hollywood mens Edwards er selve billedet på troværdighed, og samtidig ham der giver os mange af de oplysninger vi fodres med igennem filmens første halvdel. Overordnet set er Zodiac mesterlig castet ned i selv de mindste bi-roller.

Fincher er med sin krimi lykkes med en klassisk fortælling om en politijagt på en usynlig morder som samtidig har meget mere på hjertet. Zodiac er nemlig ikke en film du for åndenød af, eller vil citerer grusomme mord fra. Som i Se7en er volden forholdsvis afdæmpet og rammer kun udvalgte gange lige i smasken.

Leder man på samme konto efter uhyggen, skal man lede længe. Den er her fortrængt af stemning og når den endelig stikker snuden frem, er der ingen billige chokeffekter. Fincher evner nemlig som få andre filminstruktører i dag,  at skabe en truende stemning i hvert eneste billede uden at skulle gribe til explicit virkemidler.  

Zodiac er først og fremmest en fortælling om mennesker. Et puslespil på 5000 brikker om mænd og deres valg. Fortalt i et tempo og med en nuance og indlevelse som der sjældent levnes plads eller et ledigt åndehul til i genren - og Hollywood i særdeleshed. Zodiac er med andre ord endnu en fremragende film fra Finchers hånd som man bør yde retfærdighed og respekt ved at se mere end den ene gang.

Zodiac 2007 IMDB