søndag den 6. september 2015

Master of Suspense



I en ny serie "Spotlight on", kaster Movie Madness sig her over the Grandfather of horror, eller er han nu det? Jes Beier giver dig svaret. Enjoy!

Historien om Alfred Hitchcock er måske nok ikke lige så spændende som hans mange film, men det er vel heller ikke så vigtigt for en eftertid, der blot skal være ham evigt taknemmelig for hans unikke filmarv. Hans betydning for filmkunsten kan ikke overvurderes, selvom det tog ganske mange år før han fik dén anerkendelse han så sandelig havde fortjent. I mange år betragtede man han som en facil underholdningskunster uden meget andet på hjerte end at tjene penge. Faktisk var det først i 1979, året før han døde, at han modtog branchens uforbeholdne hyldest i form af Det Amerikanske Filminstituts Life Achievement Award, en pris der tidligere var blevet tildelt koryfæer som John Ford, Orson Welles og William Wyler. Det er et stort held, og en historisk retfærdighed, at dét filmland der igennem næsten 40 år havde profiteret så massivt af Hitchcocks livslange indsats, nåede at tiljuble ham på rette vis.



Men historien om Hitchcock er faktisk på mange måder næsten umulig at adskille fra hans professionelle liv og virke. Eller sådan er det i hvert fald blevet hævdet i ”Hitchcock-diskursen” igennem mange år. Han blev født i 1899 i London, hvor han begyndte at lave mellemtekster på stumfilm, inden han blev betroet sin første film, da han var i midten af 20´erne.
 
Enhver der har set dette værk - ”The Pleasure Garden”(1925) – kan ikke være i tvivl om, at her er en instruktør, der skulle komme til at drive det vidt senere hen. Det er et lidt banalt og en smule overspændt melodrama, men hvor man straks fornemmer Hitchcocks sans for de to elementer i thrilleren, der siden hen skulle blive begreber synonyme med hans navn, nemlig ”suspense” og ”surprise”. Selvom filmen ikke er det store at kigge på i dag, så er det tydeligt, at instruktøren har en udpræget fornemmelse for at styre sit publikum igennem filmen.

Og det var præcis hvad han ønskede med sine film i det hele taget. Hitchcock havde denne særlige intuitive sans for mediet – selvom han blev notorisk kendt for at være én af de mest kontrollerede (og kontrollerende!) instruktører nogensinde - og indså hurtigt, at det er igennem følelserne at man får fat i tilskueren. Derfor skal man lede publikum som en dirigent styrer sit orkester. Derfor var det for Hitchcock afgørende, at filmen ikke tillod publikum at kede sig eller blive tabt i overflødig dialog.  

Hitchcock hadede derfor film med ”billeder af folk der snakker”, som han udtrykte det. Og nøglen til den gode film lå altså i de to kernebegreber om ”suspense” og ”surprise”. Det første hedder på dansk ”spænding”, og det er jo et vidt begreb men handler jo grundlæggende om forventning, og om at noget er på vej til at ske. Publikum må hele tiden i en film have en forventning om, at der skal ske noget, og det går i virkeligheden langt videre end blot noget så simpelt som spænding i en thriller eller gyser. Med ”surprise” derimod skal forstås, at der introduceres noget komplet uventet i filmen og som bringer publikum ud af fatning. 


Det klassiske eksempel der altid trækkes frem, når talen falder på disse to grundbegreber er derfor den fiktive scene med to mænd der sidder ved et bord og snakker. Pludselig springer der en bombe under dem. Surprise! Men i Hitchcocks univers ville en sådan scene være endt på klipperummets gulv med det samme. Han ville derimod have vist bomben, og hvor lang tid der var tilbage inden den sprang. På denne måde ville spændingen være næsten uudholdelig, og chokket over eksplosionen i virkeligheden så meget større.


Derfor er Hitchcock også én af de få instruktører der ikke bare regnes for den måske bedste thriller/gyser instruktør men som en filmmand, der på afgørende måde bidrog til en udvidet forståelse af det filmnarrative, altså det fortællemæssige formsprog i film i det hele taget: det handler om at få publikum inddraget i hvad der sker på lærredet, men hverken drukne det i information eller holde tilbage med den, når det er afgørende, at de skal have den. Enhver der har set en rigtig dårlig film, og gerne flere af dem, vil ofte kunne argumentere for, at det ofte skyldes et fuldstændigt bevidstløst forhold til de to begreber om ”suspense” og ”surprise”, der har kastet filmen ud i det totale kaos. Det handler ikke om hvad en film fortæller, men hvordan den fortæller det.



Hitchcock er ofte blevet kaldt gysets mester, men i virkeligheden lavede han ikke ret mange deciderede gysere. Alle kender Psycho (1960) og The Birds (1963), men ellers var han nok mest den raffinerede psykologiske spændingsfilms mester. Psycho er i øvrigt ofte blevet betegnet som en horrorfilm, selvom den ikke er så grafisk som dét der senere skulle ramme biograflærredet. Thrilleren derimod er en langt bredere genre, idet den omfatter mange forskellige elementer, som f.eks. politifilm, erotiske dramaer og lignende. Omvendt så har Hitchcock spillet en afgørende rolle for gysergenren sidenhen, selvom han altså ikke selv var den store eksponent for den. Og som inspirator er han rent ud en nøgleperson for mange instruktører.


For at forstå Hitchcocks film – eller måske ikke så meget filmene som baggrunden for dem – har det igennem årene været populært at tolke ham freudiansk. Og med så meget andet er det helt klart en oplagt mulighed, men også en smule tamt. Og nu er det jo sådan med psykoanalysen, at den kan passe på stort set alting; det er en sikker helgardering. Men der er en enkelt historie som Hitchcock selv fremdrog som afgørende for hans liv fremover, og det var en episode som han oplevede som ganske lille. Lille Alfred havde gjort noget slemt, og den lokale betjent, der var en god bekendt af familien, låste ham inde i byens fængsel med ordene: ”Dette er hvad vi gør med små uartige drenge!” Man behøver ikke at være specialist i børnepsykologi for at regne ud,

hvilken grundlæggende angtsprovokerende oplevelse det må have været for en lille femårig dreng, og temaet genfindes i utallige Hitchcock-film: den uskyldige protagonist der kommer i klemme i et intrikat plot, og selv må klare ærterne går igen så tidligt som i De 39 Trin (1935) og senere i Strangers On a Train (1951), I Confess (1953), The Wrong Man (1957) og North By Northwest (1959), men genfindes i utallige afskygninger i mange af hans værker. Blandt hans tidligste film kommer man således ikke udenom at fremhæve Blackmail (1929), Sabotage (1936) og The Lady Vanishes (1938) som eksempler på hvordan Hitchcock forvaltede – og forfinede – sine virkemidler stadigt bedre.

Da han efterhånden fik stadigt større succes i England blev der selvfølgelig bud efter ham i Hollywood, hvor han drog over netop som 2. verdenskrig brød ud. Her lavede han hvad mange har kaldt én af hans mest interessante film Rebecca (1940) med Laurence Olivier og Joan Fontaine, en historie om tragisk kærlighed, skeletter i skabet og mord. Filmen rangerer stadig højt på listen over Hitchcock-klassikere, men er ikke så kendt som mange af de senere film, herunder Rear Window (1954), The Man who knew too much (1956) og Vertigo (1958). Filmene Spellbound (1945), Notorious (1946), Rope (1948) og Stagefright (1950) hører også til mindeværdige Hitchcock-værker – efter nogens mening er Notorious måske hans bedste overhovedet. 


Selv foretrak Hitchcock Shadow of a doubt (1943), et virkelig nervepirrende mordmysterium med Theresa Wright og Joseph Cotton i hovedrollerne. Her er virkelig et rendyrket eksempel på en vaskeægte thriller med snigende uhygge, overraskende plottwists og en virkelig skræmmende skurk. Måske var det derfor, at instruktøren selv holdt så meget af denne film, fordi den for ham illustrerede hvordan et rigtigt gys skulle være?

Hitchcock lavede sine sidste væsentlige film i slutningen af 60´erne og begyndelsen af 70´erne, således Marnie (1964) og Frenzy (1972), hvor den sidste var et forsøg på at følge med den ændrede tidsånd og lave en decideret kras kvindemorder-gyser. Mange har bebrejdet ham dette, men filmen kan ikke negligeres, og er faktisk, om ikke ren Hitchcock, så på mange måder rendyrket film. I årene forud for sin død 29.april 1980 arbejdede Hitchcock på en spion-film sammen med manuskriptforfatterne Ernest Lehman – som havde skrevet North By Northwest – og James Costigan. Men instruktørens helbred var for nedadgående, og projektet blev aldrig realiseret.


Alfred Hitchcock efterlod en arv til eftertiden på i alt 54 film, hvoraf kun en enkelt er gået tabt for altid. Bortset fra et par stykker, som heldigvis er gået i glemmebogen og ikke fortjener at omtales her, så var de alle uden undtagelse genuine underholdningsfilm i ordets bedste betydning og mere end en halv snes er uopslidelige filmklassikere som står usvækket dén dag i dag.






2 kommentarer:

  1. Et ord: Fremragende. Mere af det!

    SvarSlet
  2. Hej, jeg er meget enig. Stor fornøjelse. Har først fundet jeres blog nu, men er allerede igennem 15 anmeldelser :-D

    Django.

    P.S. Hvor tit kommer der anmeldelser op?

    SvarSlet