Anmeldt af Monkeyman
Hvis man
troede det var sikkert at gå ud i vandet igen, så kan man godt tro om igen,
især hvis man bor på Øen Amity, for så kan du godt pakke badeshortsene samme,
og bare flade ud ved strandkanten med en solcreme der har en høj faktor, for du
kommer til at bruge hele sommeren på tør grund, da endnu en svømmende dræber er
vendt tilbage til det lokale farvand!
Efter Steven
Spielbergs mesterlige kæmpe-blockbuster af en succes, som Jaws/Dødens Gab var,
så var det fra pengemændenes side ved Universal Studios ren logik for
burhøns, eller klumpfisk, at der ville komme en 2’er, selvom efterfølgere
tilbage i 1977/78, ikke var hverdags kost for det gængse biografpublikum, der
dog indtil videre havde nydt godt af efterfølgere til Abernes Planet og Dirty
Harry filmene.
Men ligesom
den første film, så var Dødens Gab 2 ikke nogen løjerlig og skæg produktions
oplevelse, for dem der kastede sig ud projektet. Filmens oprindelige instruktør
(John D. Hancock) var blevet erstattet af en yngre fransk instruktør (Jeannot
Szwarc)… Roy Scheider, som brilliant spillede poiltichef Brody I den første
film, var desperat for ikke at medvirke I filmen, og derfor lod som om, at han
var ikke helt rask I hovedet, men da han var bundet op af en to films kontrakt
med Universal, så blev han I enden mere eller mindre tvunget til at tag det
job, som han ikke ville, hvilket bl.a. betød gnidninger mellem ham og
instruktøren, hvor vistnok et kort håndgemæng skulle ha’ været forgået…
derudover, så var Murray Hamilton (borgmesteren på Amity) ikke ved sin fulde
fem, da han var klar til at forlade settet, så kan kunne være ved siden af hans
kone, der var under et cancer-forløb, hvilket gjorde, at man akut filmede alle
hans scener hurtigt og på en gang, så han kunne komme hjem til hustruen… og det var
bare en lille bitte håndfuld af de problemer, som produktion af Dødens Gab 2
rendte ud i.
Men, at lide
for kunsten, var noget som man lærte fra den første film godt kunne bære frugt… så er Dødens Gab 2 ligeså brilliant som dens succesfulde storebror?
NEJ, det er
den slet og ret IKKE, og langt væk fra det eminente fortællermæssige håndværk,
som man fandt I 1’eren, og dog, så er det på den anden side heller ikke en så
ringe film endda.
Som barn (8-9 år), der synes jeg Dødens Gab 2 var ligeså god, som dens
forgænger, men fra børnehøjde, så er det også sjældent man analysere og
vurdere, så længe det bare var underholdende, kunne man næsten slippe afsted
med hvad som helst… hvilket gjorde, at man også synes, at Masters of the
Univers var en god film, men det er en helt anden og mere vandet historie ;-)
Hvor den
første film klart var en suspense-spændingsfilm, med et twist af eventyr og
horror, så er dette en ren slasher-film, hvor man har en 8 meter lang og
skrupsulten hvid haj, I stedet for en fyr I hockeymaske, der slagter kåde og
jointrygende teenagere, hvilket ærlig må siges at være en skuffende deroute for
filmserien, men på den anden side, så er det måske også den bedste haj-slasher
film der findes, så heeeey, det hele er ikke lort og lokum.
Filmens plot
har der ikke just været raketfysikere og eksperter I marinebiologi til at sætte
sammen, hvor det basalt bare handler om, at der har sket mystiske hændelser
omkring øen Amity, som politichef Brody er overbevist om skyldes endnu en
dræberhaj (ligesom I 1’eren), folk på øen tror ikke på ham (ligesom I 1’eren),
Brody får ret (ligesom I 1’eren), og nu skal han så redde dagen (dog uden en
havbiolog og en gal hajfisker), da en gruppe sejlglade teenagere, hvor Brodys
to sønner er taget med, er fanget ude på havet, med dræberhajen der kredser
rundt og prøver at spise dem en efter en….. And that’s all folks !!!
Tyndbenet?
HELL YEAH, men filmen er stadig pænt underholdende og skæg at se, trods man
ikke får den samme saftige fiskemenu som før, men den mekaniske haj viser
stadig dens tænder, og takket være filmens fotograf, Bill Butler (som også var
fotograf på den første film), så er den visuelle stil den samme, som 1’eren,
selvom indholdet er noget anderledes.
Filmens måske aller største bonus, er at
musikken er lavet endnu engang af maestro, John Williams, der præsterer et
solid soundtrack, som fungere eminent til en film, om en haj der bare gerne vil
have en bid af det lokale unge kød, som på hajmarkedet sikkert har en vis
værdi. Man kan dog ikke lade være med,
at halv eller hel grine af filmens mange fejl eller bare skæve scener, så som
at den mekaniske haj i scene lige pludselig får en deform mundform, da den
skraver siden af en båd, hvilket kunne være en fed scene, hvis det ikke var
fordi at gummihajen ikke så skæg ud.
En
fejltagelse er det ikke, men en ret spøjs scene er, da hajen spiser en hel
helikopter (med pilot), der er kommer for at redde de arme teenagere, men som i
stedet bliver trukket ned af en 3 tons tung morderfisk, som er komplet ligeglad
med hvilket redningsfartøj, som man kommer med.
Mere latterkrampagtig, er
scenen, hvor hajen angriber en motorbåd, og hvor kvinden ombord hælder benzin
over sig selv og hajen, før hun med en nødraketpistol blæser hende selv og
halvdelen af hajens ansigt i luften, så fisken nu har fået et SCARFACE!!!
Men
selvom plottet er tyndt, og det bund og grund ”bare” er en hajgyser, så er der
skam nogle dramaturgiske øjeblikke, som er værd at nævne, og det gælder ene og
alene Brody familien, hvor der bliver udbygget noget karakter og dybde, så man
føler en slags familiær autenticitet, og kommer til at holde og kære sig af
politichefen og hans kære, selvom man hurtig glider videre til en mekanisk
dukke, som spiser unge personer, med frisurer, der hænger fast i 70’erne.
Ja, Dødens
Gab 2 er ikke nogen luksus laks, men det er en ganske fin makrel i tomat, der
altid har fundet et hjem i min personlige filmsamling, om det enten var på VHS,
DVD og nu Blu-ray, men det er klart, at filmens eksistens grundlag ikke rigtig
(for at sige korrekt) slet ikke er der, og at hvad man har disket op med er en
værre halvbagt røverhistorie, som er lavet over de idéer vi så i den første
film, bare gjort mindre stilfuldt og mindeværdigt, men det er en ret god
tidsrøver af en film alligevel der klart kan nydes til pizza og kolde øl,
eller bare øllerne for sig selv, og flere af dem, da det eneste sande grufulde
element i Dødens Gab 2, er en ung tøs, som konstant skriger og jamre på en
sådan facon, at man har lyst til at trykke på mute-knappen, når hendes flæberig
begynder, da det virkelig er drøn irriterende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar