It's alive!

Anmeldt af Søren Nielsen

Jason Lives! Og ja, selvfølgelig gør han det. Efter forsøget på at skubbe Friday serien i en ny retning med den passende titel: A New Beginning, hvor der var masser af blod, gore og nudity, men til gengæld meget lidt af ham folk opsøger biografmørket for at se, og dette valg ikke var et hit hos anmeldere og endnu vigtigere; fansene, ja så var det på tide at sadle om og finde den gamle kogebog og hockeymaske frem fra Paramounts kælder igen.

Tommy Jarvis, en ung mand som har en mere end problematisk fortid med Mr. Voorhees er begyndt at tvivle på, om manden med hockeymasken nu også er død. Altså sådan helt død (han bude have set nogle af de tidligere film) derfor beslutter han sig for at vender tilbage til badenymfens gravsted (yep, Jason er faktisk både død og begravet i mellem tiden) lige for at sikre sig, at han nu også er du ved, død-død. Og som bonus, nu han alligevel er der, at give ham et velfortjent tak-for-sidst-din-motherfucker los i skridtet. 

Det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end efter at Tommy drengen (denne gang portrætteret af Thom Mathews, Freddy fra The Return of the Living Dead) og en ven i fællesskab har gravet Jason op og plantet en jernstang igennem vommen på ham, så slår lynet bogstaveligt ned i Jason og ja….du gættede det….Tommy har ufrivilligt genoplivet sin ærkefjende og vores alle sammens teenagemorder.

Tommys ven, der aldrig var sådan rigtig lun på idéen om at grave en massemorder op, mister hurtigt evnen til at trække vejret, hvor i mod det lykkedes Tommy selv at undslippe til den lokalepolitistation hvor de dog ikke er meget for at lytte til den paniske ungersvend og hans fantastiske historie om at Jason ikke bare er i live, men i live og pissed. For nu havde de jo lige begravet Jason, myten om ham og sågar skiftet bynavnet ud. Samtidig er der (tro det eller ej) en ny flok børn på vej til Crystal Lake på summer camp, eller måske mere korrekt: Efterårs camp….i følgeskab med, selvfølgelig,  en flok liderlige teenagere naturligvis. Let the fun begin!

Det 6. epos i Friday serien er stadig for die hard fans, for tager du fanbrillen af, bare for et kort øjeblik og gnider øjnene i aftenskumringen, ja så er der ikke meget at komme efter. Persongalleriet er mere end papirtyndt, det er faktisk ikke eksisterende, men man kan med god grund argumentere for, at det et eller andet sted faktisk er ganske befriende at filmens bagmænd end ikke har prøvet at tilluske de unge mennesker noget der kunne forveksles med en personlighed. Men blot stiller dem op på en lang række som slagtekvæg. Så slipper alle vi fans af Jason for at bruge tid på noget vi alle ved alligevel ingen ting fører med sig, andet alså, end endnu en sequel. 

Når det så er sagt, så er der alligevel ting der skiller sig ud i Jason Lives. Dette er den første film hvor Jason tager form af en force, en mytologisk, supernatural figur som ikke kan slås ihjel. Det kan man selvfølgelig påstå har været tilfældet hele vejen igennem serien, nu dette er nummer seks i rækken og manden stadig er alive and kicking. Men ved genoplivningen af seriens hovedperson via et lyn fra himlen bevæger Jason sig over i anden af kategori af boogeymen. Den Michael Meyers tilhører. Hvor drivkraften mere er en kraft, en ondskab bag masken, end det er et forpint menneske der søger hævn. Med Jason Lives tog serien også en anden drejning og blev mere konventionel action orienteret. Nu bliver Jason nemlig skudt på og der er sågar biljagter. Man kan faktisk med rette påstå, at Jason Lives på mere end en måde var en skillevej ikke bare for Jason, men selve serien. 

Et andet punkt filmen skiller sig ud på er humoren. Aldrig før eller siden har den været så fremtrædende som her. Instruktøren og forfatter Tom McLoughlin er stor fan af de klassiske monsterfilm og komedier og det skinner tydeligt igennem. Faktisk blev netop dette 6. segment inspiration og grobund for Kevin Williamson utrolige populære Scream film (og serie). Og det er let at få øje på elementerne i Jason Lives, som har inspireret til dette. En anden vinkel som er synlig, er netop McLoughlin begejstring for de gamle sort/hvide monsterfilm fra Universal. Jason bliver, som du nok husker, netop vækket af et lyn (elektricitet) og som en andet Frankensteins Monster rejser han sig fra graven. He’s alive!!

Når Jasons Lives ikke er en fremragende horrorfilm, men stadig er et markant bedre bekendtskab end f.eks. besøget på Manhattan, så skyldes det at den faktisk er ganske lækkert filmet. Fine farver og en veletableret stemning og ikke mindst god brug af de få locations der er, samt en forholdsvis dynamisk instruktion. Til gengæld trækker det voldsom ned at T&A faktoren er nul og bekendtskabet faktisk er (for en Friday film) ganske ublodig. 

Normalt lægger instruktøren arm med filmselskabet, som gerne vil have en mindre hård rating, så flere kan slues ind i biografmørket. Her var det modsat og Paramount der ville have tilført Jason Lives mere blod og gore. Det pæne soft rock score der indhyller Jason og co. står i øvrigt ingen ringere end Alice Cooper for. 

Jason Lives: Friday the 13th Part VI 1986 IMDB