Halløj i Lalandia

Anmeldt af Søren Nielsen

Selv om jeg er den host glade indehaver af Jaws 3-D, så skulle der en svensk midnatslusker forestilling til, før jeg efter mange år fik genset gyset. Eller rettere to styk, da den åbenbar kørte i rotation.

Lad det være sagt med det samme; al sammenligning med Spielbergs legendariske haj tandsæt er selvfølgelig møg uretfærdigt og det fortjener sådan set ingen af de øvrige film i serien. Men når du nu frivilligt har valgt at sutte på patten, er du samtidig drejet ned af en one way street. Med andre ord: Fortiden forpligtiger børnlille og 2’eren dufter da også lidt af fisk her og der, hvor i mod i 3 og 4’eren, er alle krummerne fra Jaws helt fejet af bordet. Nu taler vi makrel i tomat uden andet på hjertet end blot at underholde. Og det er der sådan set ikke noget galt i. Problemer er blot, at det evner Jaws 3-D ca. lige så godt som Kandis vil begå sig som hovednavn til CopenHell.

I Jaws 3-D er handlingen flyttet fra det åbne hav til en Sea World forlystelsespark i Florida, hvor den ene af Brody drengene fra Jaws nu arbejder og lillebror, der er traumatiseret af vand og især hajer, støder til. Det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end en hvidhaj (faktisk to, mor og unge) får sneget sig inden for afspærringen til delfiner, vandskiløbere, ansatte og gæster også er der nok engang dækket op til det store hvide ta’ selvbord.

Selve idéen med et vandland som baggrund for det tredje segment i serien er sådan set ganske godt udtænkt. Problemet er blot, at filmen ikke udnytter hverken Brody familien eller kulissen til andet end skyggeboksning. Et langt større og mere alvorligere problem for denne haj sequel er dog, at den er ja…ikke bare kedelig, men gabende kedelig. Og er der noget en haj film for alvor bør holde sig fra, så er det at tilskueren gaber kæberne af led.  

Honestly babe. It's a killer whale. Not a shark.

Jaws 3-D er en lang overlevelseskamp hvor samtlige medvirkende desperat træder vande og handlingen (sagde jeg det?) hverken bringer historien, fisk eller skuespillerne tættere på sit publikum - på trods af 3D effekterne. Persongalleriet er som os blot tilskuere og da de endelig træder i karakter, er det alt, alt  for sent. De løber forvirret rundt i mens de skiftevis prøver at finde hoved og hale i hvad der foregår og samtidig undgå, at blive opslugt af alle plothullerne. 

Rent visuelt er der ikke meget hjælp at hentet for Dennis Quaid og Louis Grossett Jr. der er kravlet ombord på denne dødssejler. Kameraarbejdet (især under vand) er uinspireret, uopfindsomt, kedeligt og efterlader os med et konstant grumset udsyn. Det gør at de få hajangreb vi bliver forkælet med hverken ejer never, brutalitet eller overraskelse nok til at fremprovokere mere end et løftet dovent øjenbryn i håbet om at pinslerne endelig er slut.

Jaws 3 er altså meget passende en 3-D film. 3-D er i løbet af de sidste 60 år dukket op til overfladen med jævne mellemrum for så at forsvinde igen. Fænomenet blomstrede for alvor op og havde sin første storhedstid i midt 50’erne med film som House of Wax, Creature from the Black Lagoon og It Came from Outer Space og fik så en kort revival i 80’erne. Det var horrorgenren der samlede stafetten op med Friday the 13th part 3 da der skulle ske noget nyt. Og Jason, nu i kejserens nye klæder, evenede faktisk også at vælte selveste E.T. ned fra box office førstepladsen efter den lysende finger havde tilbragt vanvittige 16 uger der. Her efter fulgte bl.a. Amityville 3D og først i 91' fulgte Elm Streets egen Ole Lukøje så trop med Freddy’s Dead. I dag er det jo nærmest utænkeligt at film ikke spyttes ud i enten ægte eller tillusket 3-D i håb om at hive et par ekstra kroner op af publikums lommer. En ting har dog ikke ændret sig, at 3-D formaet deler vandene. De der elsker den "ekstra" dimension også os, der er mere end lunken ved begrebet. 

Da Jaws 3-D "The Third Dimension" ramte biografsalens mørke, var publikum altså atter bevæbnet med de rød-grønne papbriller og det er da også 3-D effekterne der er filmens omdrejningspunkt og stjerne. Desværre for det negative. Allerede i filmens åbningsscenen, med de skrækkelige Superman rip-off credits, får vi en advarsel om niveauet da et afbidt fiskehovedet langsomt...m-e-g-e-t langsomt bevæger sig i mod os og herfra er ingen flugt muligt. Effekterne Jaws 3-D slår sig op på er, når de er bedst, små pinlige og hvad værre er, bringer den begrænset fremdrift filmen prusten og stønnende kan opbygge til et komplet stop hver gang det rædselfulde score træder i forgrunden og varsler at et eller andet objekt nu igen umotiveret skal kastes i skallen på os.

I dag hvor haj film er eskaleret vanvittigt i både antal og ikke mindst hvor de CGI generede fisk evner at dukker op, i det ene mere urealistiske senarie end det andet, er der så noget go' gammel 80'er retro værdi i at hente dette 3-D opkog ned fra hylden og endnu engang iføre sig papbrillerne? Skuffende nok nej. Der kan ikke serveres så meget som en halv portion lunken hajfinne suppe på dette udspil og det skulle faktisk kun blive værre med Jaws 4: The Revenge. Også alligevel ikke. Men du sagde jo lige? Ja, jeg ved det godt. Men selv om 4'eren er en endnu dårligere film, så er den til gengæld også ufrivllig underholdene fordi den er så helt igennem håbløs og det virker til at personerne både foran og bagved kameraret har opgivet projektet. Så supplerer man sidste kapitel i Brody familiens kamp mod The Great White, der nu er blevet meget personligt, med håndfuld øl, ja så slår den faktisk ganske pænt ud på underholdningsbarometeret. Og det er endda helt uden det-der 3-D. Skål!

Jaws 3-D 1983 IMDB