The Studio That Dripped Blood!

Sluk telefonen (prøv, det er ikke så svært som du tror) tænd et stearinlys og kryb sammen i sofaen med et tæppe og lad trygt Monkeyman guide dig igennem horrorfilmens barndom. Hele vejen fra Hollywood til det lille filmstudie i England, som blev en kæmpe. Her følger 1. del af den utrolige historie om Hammer Film Productions - enjoy!

 

Af Monkeyman

I gyserfilmens spæde barndom var det tyskerne og amerikanerne der var pionererne, og mange filmhistoriker har igennem tiden heftig diskuteret, hvilken film som kan betegnes som den første rigtige horror/gyserfilm.     

                                                                                                                                      Fingren peger i mange retninger, men mange synes at være enige om, at The Cabinet of Dr. Caligari fra 1920, med Conrad Veidt, måske er den film, som kan betegnes som den første, sådan rigtige, skrækfilm.

To år senere fik genren til gengæld et ordentlig spark bagi, da F.W. Murnau, dengang en ung og talentfuldt tysk film -og teaterinstruktør, lavede den første vampyrfilm; Nosferatu, som var løselig baseret på Bram Stokers ikoniske roman Dracula. Filmen skulle dog vise sig efterfølgende at medføre et uventet blodbad, da Stokers enke lagde sag an imod produktionsselskabet Prana-film, for at gå imod Fru. Stokers Copyright rettigheder, hvilket resulterede i, at domstolen beordrede filmen destrueret, og alle kendte negativer af dette gysermesterværk brændt. Konsekvensen blev, at Prana-film gik konkurs med Nosferatu som eneste film på cv’et alt i mens Dracula returnerende til graven. Heldigvis for filmhistorien og ikke mindst alle os der elsker vampyrfilm, så fik lovens lange arm ikke fingrene i alle negativer, og derfor kan vi i dag nyde Murnaus fantastiske mørke og ekspressionistiske version af Stokers roman.

I midt 1920’erne, havde det relative nye filmstudie Universal Studios, der lå midt i mellem appelsinmarkerne uden for Los Angeles, fået den geniale idé, at de også ville prøve at lege lidt med gysergenren. Derfor hev de fat i en deres største filmstjerner Lon Chaney. Chaney var kendt som manden med de 1000 ansigter, da han havde et utroligt talent for make up effekter, og kunne transformerer sig om til alskens mennesker og skabninger.

Lon Chaney 1883-1930

Med Chaney i folden lå det lige til højre benet, da Universal i 1923, søsatte en af datidens dyreste filmproduktioner: Victor Hugos, Klokkeren fra Notre Dame, at Chaney selvfølgelig skulle spille den pukkelrykkede klokker Quasimodo. Chaney tog publikum med lige delt begejstring og rædsel med sine hjemmelavede make up effekter…. men, troede det rædselslagende publikum at troldemandens karriere toppede her, ja så tog de grufuld fejl. De havde endnu ikke set det halve af hans talent, for i horisonten lurede endnu en berømte vanskabning fra byernes by og som skulle vise sig at blive Chaney’s mest berømte rolle, den vansirede Erik, der lever under Paris’ operahus, i The Phantom of the Opera. Filmen og Chaney fik bogstavelig talt publikum til at skide i bukserne, da det endelig blev afsløret hvad der gemmer sig bag masken og The Pahantom of the Opera blev en regulær blokbuster i sin tid. 

I begyndelsen af 30’erne, sikrerde Universal Studios sig rettighederne til en hel stribe af monster-romaner, der samtidig satte gang i en lavine af produktioner der skulle stille de nyslåede gyserfans voksende appetit på hårrejsende oplevelser i biffen. Oplevelser som man dengang ellers skulle kigge langt efter. I dag, kan man kun smile over, at man fandt disse ”gyserfilm” skrækindjagende, da de ofte var utrolig teatralsk opsat og spillet. Men ikke desto mindre fødte de to af filmhistoriens ikke bare vigtigste, men samtidig mest portrætteret monstre!

Frankensteins Monster var den ene, med britisk/indiske Boris Karloff i hans livs rolle som det melankolske og misforstået uhyre der bliver vakt til live af lig dele og efterfølgende går bersærk og spreder død og rædsel! Den anden figur var selvfølgelig kongen af dem alle, eller måske mere korrekt: Greve, nemlig Dracula, som hermed atter blev vækket til live, denne gang med ungarske Bela Lugosi i titelrollen som den blodtørstige greve, der immigrerer til London, for at suge livet ud af unge kvinder! 

Både Frankenstein og Dracula blev hits, og sikrede samtidig den næste bølge af Universal monster-film, men personligt mener Monkeyman, at én film mere end alle andre fra denne periode, var både vigtigere og langt mere visuel og bedre fortalt end Universal filmene…. her tænker jeg på Rouben Mamoulians 1931 version af Dr. Jekyll and Mr. Hyde, der rent faktisk er den eneste film, som jeg personlig (i visse bidder) finder endnu mere skræmmende end hvad Bela Lugosi nogensinde opnåede i hans ikonisk rolle som Dracula. Da Fredric March ganske enkelt er fabelagtig som både den gode Doktor Jekyll, og den onde, sadistiske Mr. Hyde.

Som 40’erne gik mod enden, synes festen også slut for Universal monstrene. Originalitet var en by i Rusland på dette tidspunkt, da det eneste som kom ud fra studiet var såkaldte monster-clash film, hvor man havde Dracula, Frankensteins monster, Ulvemanden, Mumien og Den Usynlige Mand i ikke bare en film, men i flere filmproduktioner sammen. Og da man sideløbende lavede den samme model af film, med det datidige komiske makkerpar, Abbott and Costello, ja der var løbet kørt fra monstrene, der var for støvede og for gammeldags til at skræmme nogen mere.

I skyggen af Anden Verdenskrig og introduktionen af atombomben, blev der født en hel ny type af monster-film! Væk var de gotiske uhyrer, der boede i slotte eller i afsidesliggende landsbyer, og ind på scenen kom kæmpe insekter, og monstre som alle var blevet udsat for en eller anden form for radioaktivstråling. Biografpublikummet ville nu have deres gyserfilm skulle være større, vildere og helst i 3D, som i begyndelsen af 50’erne blev den helt store biografdille, hvilket det komisk nok også er i dag.                                     

Udsigten til at man kunne opleve de gamle klassiske monstre igen, var meget usikker, og selvom der stadig blev lavet vampyr, varulve, mumie og Frankensteins-agtige film uden for Hollywood systemet, eller i mexicanske low budget produktioner, ja, så var det et lille bitte engelsk produktionsselskab, der lå uden for London, der for alvor vækkede de gamle Universal kendinge til live igen.                         

                                                                      
Hammer Films var navnet, og blev grundlagt i 1934, af en datidig britisk komiker og forretningsfyr ved navn William Hinds, der brugte sit scene efternavn (Will Hammer), som titlen på det nyoprettede studie, et navn, som han oprindelig havde tager fra gaden hvor han levede (Hammersmith).                                                                                                                                                                 

I starten lavede Hammer Films, krimi og mysteriums film, og en af deres første titler, The Mystery of the Mary Celeste, havde sågar Bela Lugosi i hovedrollen. Hvilket måske var et tegn på hvad fremtiden skulle bringe for det lille filmselskab?

Men Hammer Films start var ikke uden problemer, og allerede i 1937, var produktionsselskabet på randen af konkurs, men ind fra sidelinjen kom en fyr ved navn James Carreras, der blev studiet redningsmand, og som langsomt, men sikkert rettede Hammer hen imod den profil som de skulle blive internationalt kendt for. Den store ændring kom i 1955. På dette tidspunkt var Hammer stadig kendt for at lave kriminalfilm, men efter at en Science Fiction serie ved navn, ” The Quatermass Experiment blev et kæmpe hit på

britisk tv, så indså de, at tiden var inde til at satse på noget nyt, og bevæge sig over i andre genre! Derfor besluttede Hammer at lave en spillefilm som var baseret på hit-serien der havde taget briterne med storm, og på samme måde som tv-serien, så blev filmatiseringen også et hit, hvilket gav folkene i Hammer selvtillid til at tage endnu et skridt væk fra udgangspunktet og videre over i gyser genren.

Det første projekt fra Hammer var The Curse of Frankenstein, som samtidig også var deres første farvefilmproduktion, hvilket skulle vise sig at være et problem, da det britiske Medieråd eller The British Board of Film Classification (BBFC), var befolket af flok ny victorianske og dybt troende konservative mennesker, som var dybt bekymret over filmens manuskript, der var meget voldeligt, og ikke mindst blodigt, hvilket skræmte dem da de ikke var vant til at se blod på film - og især ikke i knaldrød Technicolor! Men på trods af gentagende løftede pegefingre og trusler, så lod produceren Anthony Hinds (søn af William Hinds), produktionen af The Curse of Frankenstein” fortsætte uden så meget som at ændre et komma i manuskriptet.

Instruktøren var i øvrigt Terence Fisher, som på dette tidspunkt var en ældre herre i 50’er og som efter en lang karriere som klipper havde skiftet rolle til instruktør og lavet en masser komedie, dramaer og krimifilm, men aldrig en gyser! Fisher skulle blive et ikon indenfor genren og opnå stor berømmelse og anderkendelse bl.a. fra kollegaer som Burton og Scorsese.    

Terence Fisher 1904-1980

                                                                                      

I filmens hovedrolle, som Baron Victor Frankenstein, har vi Peter Cushing, der var ærke britisk helt ind til knoglerne. Cushing var en yderst kultiveret personlighed og havde en stærk fremtoning af beslutsomhed. Kombineret med en vilje af stål og skarp profil. Nutidens unge vil nok bedst huske ham for rollen som den øverstbefalende Governor Tarkin, der styrer Dødsstjernen (og Dart Vader) i Star Wars med hård hånd. I rollen som Baronens skabning har vi endnu en horror legende, nemlig Christopher Lee, der før denne film havde været en hårdtarbejdende statist/skuespiller med et cv primært bestående af småroller her og der. Alligevel havde Lee opnået at arbejde med nogle af branchens helt store navne, men på trods af dette, så var Lees største ambition faktisk ikke filmens verden, men at blive operasanger. En drøm han havde forfulgt uden større succes og det var først langt senere i karrieren, at sangtalent for alvor kom til sin ret. Så med skuespillerne på plads, den rette instruktør, og den fantastiske fotograf Jack Asher, så gik optagelserne i gang til The Curse of Frankenstein, der havde et yderst beskedent budget på sølle  65.000 pund.

                                                 

At filmen kunne blive lavet for så få pebernødder, var ikke kun pga. de talentfulde produktionsfolk, som arbejdede med hiv og sving, for at få det bedste og meste ud af så lidt som muligt, men også pga. de locations man havde, og her spiller Bray Studios en stor rolle. Det var et forholdsvis lille studie, ja på størrelse med Nordisk Film, med et par lukkede lydstudier, et stort hovedhus (som man kunne bruge, som et borg/slot set), en stor baggård, hvor man kunne lave billige kulisser… og nok så vigtig, en nærlæggende skov, der var perfekt til uhyggelige gysersekvenser og som flere gange, med lidt baggrundsmaleri-effekt, har været en perfekt stand in for Transsylvanien. Den 2. maj 1957, fik filmen endelig premiere, og blev mødt med elendige og særdeleshed negative anmeldelser over hele linjen. Filmen fik hele Storbritanniens anmelderkorps op i det røde felt af raseri, da filmen for dem, var for meget. Hvilket som så ofte før, blot havde den modsatte effekt og hævede salget af billetter og gjorde, The Curse of Frankenstein, til et vaske ægte hit. Ikke blot i jolly old England, men så sandelig også i monsterfilmens hjemland, USA.         

Filmens enorme succes tog Hammer Film med bukserne nede, og udsigten til at lave gyserfilm for få penge, men med stor profit, var om noget det som blev trylleformular for det lille filmselskab, der straks gik i gang med planerne til en fortsættelse til deres første Frankenstein film, indtil der sikkert var en som havde hvisket…. Jamen hvad med Dracula?