Anmeldt af Søren Nielsen
Der var engang hvor film (og musik) ikke stank. Det var dengang man spillede Space Invaders for en daler. Hvor voksne mænd ikke lavede hjertetegn med fingrene. Hvor hysteriske forældre ikke det ene øjeblik lavede en shitstorm mod Bilka for at udskrive en konkurrence til Sea World og i det næste, bestilte en afbudsrejse for hele familien til det åh så demokratiske Tyrkiet - morans!
Det var
dengang filmplakater var håndmalet kunstværker, og var de af den helt rigtige
slags, ja så var de prydet af en badass nigga med en kæmpe afro fritz, Elvis solbriller,
pumpgun, halv nøgne tøsepiger, speedbåd og en eksplosion i baggrunden. Det var
dengang at videohylderne bød på film som Black Mama White Mama
Og lad mig da
bare løftet sløret, skulle du fortsat være ramt af den mindste tvivl. Dette er
en badass movie. Dette var før film blev lavet af revisorer. Før romertal, før reboots
og 87 superhelte titler på et år. Dette er en film med the one and
only chokopops princess of black exploitation Pam Grier!
Chokoladeskønheden der er så awesome, at
hun smelter før hun når at kilde dig på kyssetøjet. Dette er…(jeg bliver liiige nødt
til at trække luft ind).. en film med Sid fuckin’ Haig! Vi gentager lige: Sid Haig! Manden som er teleporteret til
moder jord fra en dimension hvor Co2 er udskiftet med coolness. En mand
for vis lige vi skal have fat i kraven på William
Forsythe, for blot at fatte lidt af omfanget på. Vi taler Captain fuckin’ Spaulding in the making her
ladies and gents! Og ja,
bliver du nu blindet af neonreklamen så lad mig læse budskabet højt for dig: Black Mama White Mama er en (du gættede det) badass no bullshit movie!
Fra før voksne mennesker løb rundt som hjernedøde zombier efter gule bamser og tv ikke
var tapetseret med bolig -og madprogrammer 24-7.
 |
| The Devils Rejects: Moseley, Zombie, Haig og Forsythe |
Pam Grier og Margaret Markov (Black & White Mamas) ankommer til et
kvindefængsel og her spilder de ikke tiden, men sender de to damer i et
rask brusebad med en flok andre indsatte, alt i mens en af de kvindelige vagter
i al hemmelighed står i et skab og masturberer til det overdådige syn. Det er imidlertid
ikke nok for hendes lyster, hun vil gerne i close encounter med Miss Grier, som dog ikke er helt varm på invitationen,
så hun smasker i stedet Grier lidt
rundt med en sort læderhandske alt i mens hun stødvis stønner den fillipinske
nationalmelodi. That’s right, som alle rigtige W.I.P film, er denne perle
selvfølgelig filmet i Asien, da det koster nul og en krone.
Her efter
blusser Black & White Mama
rivaliseringen for alvor ud lys luge og efter et hvis-jeg-først-flår-dit-tøj-af-har-jeg-vundet-slagsmål ender de to
hotties nøgne sammen i boksen. Boksen, som er et Ikea skab placeret midt i middagssolen
hvor du så kan tænke lidt over livet. Og ved du hvad? Vi har knap nok rundet de 20 min. endnu.
Det viser sig efterfølgende, at White Mama er tilknyttet en militant
oprørsbevægelse (hey, det er70’erne det her, venstreorienteret militante grupperinger
er ligeså normalt som grisefest på Mallorca) og for at lokke White Mama's
medsamsvorende frem i lyset, beslutter man sig for at overfører hende og Grier til et andet fængsel. Planen
kunne dog være eksekveret en hel del bedre, da stort set alle vagterne bliver majet
ned og det endda lykkedes de to madammer at flygte. Lænket til hinanden - selvfølgelig. Let the show
begin.
Der er
absolut W.I.P film der er langt mere ekstrem i sit udtryk fra perioden, men
ikke nødvendigvis mere underholdene. Denne sag kan du med ro i sindet lure
uden du vågner med stiverik og dårlig samvittighed dagen efter. Det eneste du risikerer, er
et lidt længere brusebad. Grier og Markovs elegante, men ikke problemfri flugt fra myndigheder,
Haig, hunde, sex -og voldspsykopater på tværs
af landet til the final shootout er ikke bare a joyride, men en fuldblodstur i
underholdningskarrusellen. Også har jeg endda ikke nævnt, at der er en nonne
beating som dessert.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar