Rambo like a motherfucker!

Anmeldt af Søren Nielsen

Sidder du i den danske sen (host) sommer og lurer efter et solstrejf, mens du grubler over hvornår den fede actionfilm døde? Hvornår vi konverterede fra mænd som Clinten, John Wayne, Lee Marvin, Walther Hill og Sam Peckinpah til at lade os bolle i røven af højpoleret CGI glansbilleder, feministiske øko-fairtrade-ædende low fat kampmaskiner og politiskkorrekthed. Hvornår det blev en dødssynd at sige neger(bolle) og tegne en pædofil bonde? 2008 er et godt bud. Her tog John J Rambo sit sidste (?) ladegreb og sejlede os ned ad floden som tourguide for one last time. 

Lad mig sige det som det er: Rambo er film viagra! Den er en stenhård rejsning i stivkuling. Her har du en film der ikke bare leverer hvad den lover. Men en film med en fedtkant der syder på grillen og hvæser fuck af til salaten. Vi har en historie så rå, ren og simpel i sit udtryk, at den alene skriger filmkunst. Altså den ægte størrelse. Ikke den pseudoagtige klappe-kage opskrift, hvor publikum skal google symbolikken for at kunne fortælle alle der gider lytte, at de har vidnet noget magisk. 

 

Rambo er 92 minutter i volds paradis. Vi tager den lige igen: 92 minutter. En time og toogtredive minutter. Ikke to en halv time eller to timer og femogfyrre tik-tak minutter, som der står i Hollywood butt plug bibelen i dag, at alle film skal presses op i. Film som hverken har historie eller handling til det halve. Det er som at have byens bedste pizzeria lige om hjørnet, og du så alligevel skal gå en omvej på 7.8 km. for at høre ordne Go’daaa chef. En nummer 17? Get to the fuckin’ point! Al for mange film prøver ubehjæpeligt at balancere humor, drama, action og spænding, men som vi og Kinderæg allerede ved, så er alene tre ting én for meget. Hvad er fire så ikke? Crash and burn baby. Crash and burn! 

 

Rambo går ikke bare planken ud, den sprinter planken ud i et kompromisløst no bullshit actionbrag der på smukkest vis forener 80’er action med et moderne touch som kun Stallone kunne koge sammen. Filmen har en perfekt pacing og jager ikke sin egen hale i en halvtime før den finder ud af nååe det er den vej vi skal. Bemærk i øvrigt Bryan Tylers smukke variant over Jerry Goldsmiths ’Home Coming’ theme i starten og under end credit. Et ord: Beau-ti-ful! 

Rambo er utvivlsomt, i hård konkurrence med Firstblood, det bedste indspark i serien. Stallone gør alt rigtigt. Modsat mange andre aldrene actionbisser der kæmper en endnu mere nådesløs kamp mod alder og rynker end the bad guys, så bruger Stallone sin alder til at fremme filmens styrker. Rambo er gammel og bitter. Han har mistet troen. Der er ingen patriotisk flag waving og mumlende monologer om svigt og forræderi. Han finder, modvilligt, en sidste ting at kæmpe for. Live for nothing or die for something!

Men lad os nu ikke narre os selv. Det her er ikke en film to end all wars. Det er ikke Deer Hunter eller Coming Home. Det er et høj potent actionbrag hvor kulissen er verdens røvhul og dårlige samvittighed Burma. Et land der ikke bare har været tvunget i knæ af skiftende militærjuntaer, men hvor befolkning har haft en sømbeslåede militærstøvle størrelse 45 placeret i nakken og tvunget ned i mudderet i årtier. Hvorfor? Burma har ingen olie er et godt bud. Vi kigger væk. Det gør Rambo ikke. Og hvor hans indtog i Afghanistan efterfølgende kom til at virke lidt komisk, da de amerikanske interesse skiftede, så er der ingen tvivl om, at Burma er et safe bet. En mere betændt byld skal du lede længe efter.

Selv om Stallone har rundet de 70 og hverken har lagt karrieren på hylden eller revet våbentilladelsen i stykker, så tyder det på, at Rambo blev det sidst kapitel om vores alle sammens yndlings Vietnam veteran. Og ja…fred være med det, for smukkere punktum sættes der ikke. Stallone eksekverer både foran og bag ved kameraet. Vi får serveret smukke headshots, afrevne lemmer. kvinder der for kraniet smadret med en geværkolbe og børn der smides i flammerne, i actionsekvenser der sammensmelter kaos, forvirring og blodbadet fra Saving Private Ryan og Black Hawk Down i Glen Macpherson smukke fotografering. En eller anden burde sende d'herrer Stallone og Macpherson en mail med de tre små ord: The Wild Geese. Do it!

                                                        Rambo 2008 IMDB