The Studio That Dripped Blood! Part II

Lad dig omfavne af aftenskumringen og 2. del af Monkeymans betingelsesløse kærlighed til de klassiske monstre og Hammer Films. Fik du ikke læst 1. del finder du den her

Tanken om at lave en fortsættelse til The Curse of Frankenstein blev tilsidesat for i stedet at lave en kulørt og blodrød spillefilm om vores alle sammens yndlings Greve nummer 1.             

På samme måde som det havde været tilfældet med The Curse of Frankenstein, så var Hammers planer for deres Dracula film heller ikke uden problemer. Og denne gang var der ikke kun tale om det britiske Medieråd, der bestemt ikke havde glemt eller tilgivet, at de var blevet taget i røven og deres råd smidt i skraldespanden ved Hammers sidste filmproduktion. Denne gang var problemerne en gammel kending ved navn Copyright. Hvor rettighederne til Mary Shelleys Frankenstein var et public domain, så sad Universal til gengæld tungt på rettighederne til Hammers næste projekt Dracula. En hurtig, men ikke gnidningsfri aftale blev sat i stand, hvor Universal fik rettighederne til at distribuerer filmen globalt, til gengæld for at skulle punge lidt ud til filmens beskedne budget og samtidig give Hammer kreative kontrol til at lave deres helt egen version af Bram Stokers bestseller. 

Men som folkene i Hammer hurtig fandt ud af, så er det super dejligt af have kreative kontrol, men når pengene er små, så kan den kreative proces nogle gange være en forbandelse. Især nu, man havde drømmen om at lave en storslået version af Dracula. Så, der måtte hugges nogle store knaster af manuskriptet og ambitionerne måtte nedtones for at tilpasse budget og de locations man havde til rådighed. 

                                                         

Så har du kendskab til Bram Stokers romanforlag vil du hurtig indse, at denne film på INGEN måde følger sin inspirationskilde. Horror of Dracula skipper meget af Jonathan Harkers lange rejse til Draculas slot. Et slot som Harkers voiceover fortæller os, nu ligger nær byen Klausenburg, som mere lyder som en landsby nær Bayern, men som rent faktisk er navn for en romansk by ved navn Cluj-Napoca. 

  

I Hammers film, kommer Dracula heller ikke og henter Harker i hestevogn ved Borgo Passet, men Harker må selv hanke op i bagagen og gå den sidste vej op til slottet, da budgettet sikkert ikke har været til at skaffe en sort hestevogn. Jonathan Harker er heller ikke hyret af Dracula til at finde en bolig i London, men er en vampyrdræber, der under dækket af at være bibliotekar (nu bliver det udspekuleret), er ankommet for at gøre en ende på Grevens rædsler. Hvilket han så ikke klarer til topkarakter, da han i stedet ender med at blive et af Draculas utallige ofre. Dracula rejser derpå til… ja, ikke London, men en anden tysk klingende by, hvor Harkers forlovede, hans bror og svigerinde Mina også selvfølgelig Doktor Van Helsing bor. Og så kan kampen mod blodsugeren begynde!  

 

Med et budget på lidt over 80.000 pund og det samme hold af produktionsfolk og skuespillere som på Frankenstein, gik optagelserne i gang i november 1957. Igen spiller Christopher Lee filmens monster. Et monster der skulle ændre hans karriere og status som skuespiller for altid. Lee er uden tvivl en af de bedste der har spillet Dracula og for mange fans er han simpelthen Greven og den bedste nogensinde, hvilket man selvfølgelig kan diskutere (og gør) herfra og til al evighed. Men uanset om man er enig eller ej, så blev det en rolle og en figur han aldrig kunne ryste af sig igen. 

 

Med sine 1.98 cm. var Lee en tårnhøj blodsuger og med blodsprængte øjne og spidse hjørnetænder gav det ham en stærk erotisk tiltrækningskræft, hvilket han ikke selv synes han udstrålede. Lee nægtede endda, at han spillede Dracula som en erotisk figur, hvilket er en underlig selvobservation, da han tydelig er møghamrende erotisk… men, han turde nok bare ikke indrømme det? Peter Cushing spiller denne gang Van Helsing, og han er klart Monkeymans favorit i den rolle! Cushing er som altid den viljestærke, beslutsomme og kultiverede person og det gør ham til et brag af en vampyrjæger, som altid har en Kjeld-taske (ham fra Olsen Banden) ved hånden med alle mulige og umulige remedier af dimser og våben der gør ham til enhver vampyrs værste mareridt!

Horror of Dracula, var en meget betydningsfuld film, ikke bare for Hammer, de medvirkende, men også for vampyrgenren selv. Trods det minimale budget, så sprang filmen rammer, som de datidige (og dyrere) vampyrfilm ikke gjorde. Der var hjørnetænder, hvilket ikke var normalen (Bela Lugosi havde fx aldrig vampyrtænder). Der var, ligesom i Hammers forgående film blod, hvilket var uhørt før. Der var elementer til den såkaldte ”vampyr lore”, som filmisk først blev tilført her (og i efterfølgende Hammer-vampyr film) og så var der selvfølgelig de før omtalte erotiske elementer, hvilket bestemt ikke var velanset i de konservativ 50’er!       

                   

Horror of Dracula fik premiere i 1958, og igen var det meste af den britiske presse alt andet end tilfreds med det lille filmstudie. Filmen blev både beskyldt for at være pervers og lede folk i fordærv, men hvis The Curse of Frankenstein havde været en succes, ja så kunne Dracula gå på vandet! Horror of Dracula blev simpelthen et gigantisk hit verden over og faktisk så forlyder det, at pga. af filmens overskud, så reddet den Universal Studios, som på daværende tidspunkt var i store økonomiske vanskeligheder, fra fallit. Hvilket igen blot beviser, at disse filmstudier og høje cigar-herrer, skylder meget til disse kære monstre. Og for Hammer? Ja så betød filmen, at de ikke blot genoplivede, men genopfriskede monstrene som alle troede var døde og borte. Men Hammer var først lige begyndt!       

  

Efter den enorme succes med Horror of Dracula gik tingene meget hurtigt, og det var nu tid til at kaste sig over endnu et af Universals elskede monstre. Denne gang stod Hammer menuen på mumie. The Mummy havde nok engang Lee i rollen som monsteret og Chushing som helten, hvilket blot dokumenterer, at de to engelske herrer simpelthen var den perfekte horror-duo. Her efter blev der produceret film om hekse, djævletilbedere, voodoo, menneskelige reptiler, letpåklædte stenalderpiger og dinosaurer og gale historiske personligheder som

f.eks. Rasputin (spillet umådelig godt af Lee). Der blev også lavet en del film med såkaldte ”almindelige” psykopater. Hvor en af de mere kendte The Nanny, med Bette Davis, som eftersigende skulle ha’ været næsten ligeså syg i skallen både på og udenfor settet! Hammer lavede sågar en film om Den Afskyelige Snemand og hvad angår de ellers så populære varulvefilm, så blev det kun til en enkel med selveste Oliver Reed i rollen som ulven i The Curse of the Werewolf.

På trods af alle disse forskellige produktioner, så var det Hammers Frankenstein og især vampyrfilm, de masse producerede. The Curse of Frankenstein fik ikke færre end 6 efterfølgere, der svinger gevaldig i kvalitet, men omvendt alle som en er værd at tjekke ud, hvis man kalder sig for gyser og ikke mindst Hammer-fan. Men for mig, så var det vampyrfilmene der var Hammers bedste del, og som barn og ung teenager slugte jeg disse film råt og de var med til at gøre, at vampyren for mig altid vil være mit favorit monster.

I 1960 lavede Hammer så The Brides of Dracula, som man måske skulle tro, var en fortsættelse til The Horror of Dracula. Men titlen snyder, da du hverken finder Lee eller Dracula i den, men derimod en vis Baron Meinster (spillet af David Peel), der selvom han manglede den samme karisma og udstråling Lee’s Dracula havde, var en fin midlertidig afløser. Heldigvis, så var Peter Cushing tilbage i rollen som Van Helsing i sin måske bedste præstation i karrieren - set fra mit perspektiv (hvis man ikke tæller Star Wars med). The Brides of Dracula er en god, atmosfærer fyldt og til tider sleazet, men så sandelig også en mindeværdig hugtandsfilm. Hvis du er fan af genren.

Dracula var som sagt en rolle Lee havde mere end svært at ryste af sig, og efter at ha’ holdt en pause på 7 år, så valgte den tårnhøje englænder endnu engang at tage hjørnetænderne på. Resultatet blev den egentlig fortsættelse til Horror of Dracula med titlen: Dracula: The Prince of Darkness og som fik premiere i det herrens år 1965. Samtidig i øvrigt, med Rasputin: The Mad Monk. Og alle vi der har set Lee’s genkomst som Greven over dem alle, har altid undret sig over, hvorfor Dracula aldrig mægler så meget som et ord filmen, men i stedet hvæser og viser hjørnetænder. Svaret er ganske enkelt…. Lee synes at dialogerne var så latterlige, at han nægtede at sige dem. Så hvad vi får i stedet, er en dialogløs, men utrolig skræmmende udgave af Dracula og muligvis Lee’s bedste performance i titelrollen. I hvert fald den mest interessante. Plottet der i mod er til gengæld uhyre simpelt, men det eneste man sådan set mangler i denne film er Peter Cushing, der ville ha’ gjort dette til en fabelagtig film. Hans stedfortræder Andrew Keir, spiller i øvrigt præst. Filmens finale er dog både fed og en lille smule latterlig, men man tilgiver let disse gamle klassikere.

  

Lee troede nu, at han en gang for alle var færdig med Greven, men da han nægtede at træde ind i rollen for tredje gang, fik han et telefonopkald af Hammers ejer, James Carreras, der fortalte at Lee var nød til at spille Dracula en gang til, da han allerede havde solgte den næste film og med ham i hovedrollen. Nægtede Lee, ville han gøre en hel masse produktionsfolk arbejdsløse. Et argument og undskyldning Lee skulle høre på, indtil han lavede sin sidste Draculafilm i 1973, der gik under titlen The Satanic Rites of Dracula og endnu engang var Cushing ved hans side. Vi skal dog ikke glemme i denne ligning, at Lee rent faktisk har spillet Dracula for andre end Hammer. Han lavede i 1970 en mere tro udgave af Bram Stokers roman, med porno/sleaze/exploitation instruktøren Jess Franco bag rattet.