A Bugs Life

Anmeldt af Søren Nielsen

Der har alle dage været noget dybt fascinerende ved animal horror. Især afarten der er koblet op på os, og konsekvensen af vores ligegyldighed over for naturen. Denne gave kan vi ikke mindst takke atomalderen for. Igennem 60 år har atomprøvesprængninger og affald været med til at kreere det ene mere mindeværdige filmøjeblik efter det andet. Konceptet er simpelt. Smid et par tønder radioaktivaffald i en sø eller flod og vupti, du har en krokodille på 25 meter. Frøer der kan sluge dig og din familie i et kvæk. Eller du ender med en flok radioaktive edderkopper på størrelse med en HT bus på nakken. Mulighederne og variationerne er uendelige og tak for det. For hvem har nogensinde hørt om gigantiske kaniner gå amok og udrydde en mindre provinsby i en blodrus, fordi de tilfældigvis har gnasket en håndfuld biodynamiske gulerødder i sig eller en pose nedbrydelig økologiske fairtrade pistacienødder fra Irma?

Empire of the Ants er endnu en variant over denne herlige præmis og følger den på sin vis slavisk til dørs også alligevel ikke.

En nådeløs ejendomsspekulant (altid små-lækre Joan Collins) prøver ihærdigt at sælge nogle jordlodder på en kommende paradis ø til en flok mere eller minde interesserede kunder, som hun har fået lokket der over med udsigt til strand, gratis sprut og pindemadder og efterfølgende rundvisning på øen. Hvad den senere Dynasty heks til gengæld ikke har taget højde for i sin kalkule, er at et skruppelløs firma har dumpet adskillige tønder med radioaktivafflad i havet, og en af disse tønder er skyllet på land, lækket og nu udgør morgen-middag og aftensmad for øens myrer. 

Filmen åbner med en lille montage med hårdt arbejdende myre og en voice-over der ville have gjort Ed Wood våd i angora trussen. Her lærer vi at myre er mennesker overlegende på alle tænkelig måder og det faktisk kun er deres størrelse der afholder dem fra at overtager verdensherredømmet. Guess what? Det lille bump på vejen er nu elimineret.

Ant attack!

Der går dog heller ikke længe, før Collins og hendes følge opdager at der er noget helt galt på øen. Her efter går den vilde flugt på tværs af øen, igennem en sump og til nærmest by, hvor det endelig opgør kan finde sted. Og det er så samtidig her….lige her, at Empire of the Ants bryder med de fleste film i Giant Bugs genren. For det viser sig nemlig, og hold nu godt fast i tastaturet, at myrerne ikke blot er vokset til rene kæmper med smag for menneskekød, de har samtidig overtaget kontrollen med den nærliggende by, hvis økonomi er centreret om en sukkerfabrik! Her holder de befolkning i et jerngreb med en ugentlig ”hypnose” fra dronningen som sprøjter en hvid sky i hovedet på dem en efter en i et glasbur, så myrerne frit kan muntre sig i sukkerland, mens indbyggerne kan slave på fabrikken. Udspekulerede sataner! 

Hvordan myrerne er kommet til byen, fået kontrol over alle indbyggerne og ingen er flygtet, ringet efter hjælp eller der er kommet nogle til udefra, skal man ikke spekulere nærmere over. I samme moment, skal man hellere ikke vride sin hjerne med hvorfor det kraftige regnskyl der kommer, sker i fuld sollys? Hvorfor skuespillerne skiftevis er drivvåde, tørrer igen og deres tøj møgbeskidt og

nyvasket. Hvordan de på kryds og tværs flygter igennem skoven og alle (de i live) finder ned til en lille robåd i sumpen, hvor de aldrig har været før. Men ved du hvad? Det vil være spild af tid og give lige så lidt mening som filmen er bygget på en novelle af H.G. Wells'. En anden mindeværdig scene er hvor vores helte er på flugt i en stjålet bil fra myndighederne i den besatte by og ender op i en møg beskidt sø. Her virker skuespillerne decideret desperate og Collins gør dog også en notits i sin biografi, at hun på et tidspunkt frygtede for sit liv.

At kalde Empire of the Ants en b-film vil være at skyde to-tre hundrede meter over målet. Den er virkelig, virkelig dårlig. Og desværre ikke dårlig på den-der sjove måde. Selvfølgelig er der scener hvor man enten river sig i håret eller griner, men de er få og spredte. Det skyldes primært filmens cast, som ellers både har før omtalte lækkermås Joan Collins i hovedrollen og B-movie drive in star Robert Pine, samt Pamela Susan Shoop på rollelisten. Men eliminerer vi myrerne fra filmen, så fremstår både dialog og persongalleriet mest af alt som en episode der er blevet vejet og fundet for let til enten Glamour eller Days of Our Lifes. - ”Oh my god! They’re herding us like cattle”

Pssst myrerne er fremad

 

Myrerne er et kapitel eller tre for sig. Når vi ser dem i fuld figur, er det myrer filmet i et akvarium hvor efter de er sat ind i filmen hvor de skal kravle på en bygning, eller angribe vores forsvarsløse venner. Det resulterer i en del komiske scener hvor myrerne helt umotiveret kravler i den blå luft, eller skuespillerne desperat slå ud efter dem i retninger hvor de ikke er. Når skuespillerne er i infight med myrerne, er det i form af et stort plastichoved og nogle behåret ben også et kamera der bliver godt og grudigt rystet for at give hele scenen et touch af….skal vi kalde det liv? 

A hard days work på sukkerfabrikken.

Hele herligheden er sat i scene af legendariske BIG (Bert I. Gorden) som eksilerede i denne type film. BIG vil der blive kigget nærmere på igen senere, når en af hans andre klassikere: Food of the Gods kommer under luppen.

Empire of the Ants 1977 IMDB