Empire of the Ants er endnu en variant over denne
herlige præmis og følger den på sin vis slavisk til dørs også alligevel ikke.
En nådeløs ejendomsspekulant (altid små-lækre Joan Collins)
prøver ihærdigt at sælge nogle jordlodder på en kommende paradis ø til en flok
mere eller minde interesserede kunder, som hun har fået lokket der over med
udsigt til strand, gratis sprut og pindemadder og efterfølgende rundvisning
på øen. Hvad den senere Dynasty heks til gengæld ikke har taget højde
for i sin kalkule, er at et skruppelløs firma har dumpet adskillige tønder med
radioaktivafflad i havet, og en af disse tønder er skyllet på land, lækket og
nu udgør morgen-middag og aftensmad for øens myrer.
Filmen åbner med en lille montage med
hårdt arbejdende myre og en voice-over der ville have gjort Ed Wood våd
i angora trussen. Her lærer vi at myre er mennesker overlegende på alle
tænkelig måder og det faktisk kun er deres størrelse der afholder dem fra at
overtager verdensherredømmet. Guess what? Det lille bump på vejen er nu
elimineret.
Ant attack! |
Der går dog heller ikke længe, før Collins og hendes følge opdager at der er noget helt galt på øen. Her efter går den vilde flugt på tværs af øen, igennem en sump og til nærmest by, hvor det endelig opgør kan finde sted. Og det er så samtidig her….lige her, at Empire of the Ants bryder med de fleste film i Giant Bugs genren. For det viser sig nemlig, og hold nu godt fast i tastaturet, at myrerne ikke blot er vokset til rene kæmper med smag for menneskekød, de har samtidig overtaget kontrollen med den nærliggende by, hvis økonomi er centreret om en sukkerfabrik! Her holder de befolkning i et jerngreb med en ugentlig ”hypnose” fra dronningen som sprøjter en hvid sky i hovedet på dem en efter en i et glasbur, så myrerne frit kan muntre sig i sukkerland, mens indbyggerne kan slave på fabrikken. Udspekulerede sataner!
Hvordan myrerne er kommet til byen, fået kontrol over alle indbyggerne og ingen
er flygtet, ringet efter hjælp eller der er kommet nogle til udefra, skal man
ikke spekulere nærmere over. I samme moment, skal man hellere ikke vride sin
hjerne med hvorfor det kraftige regnskyl der kommer, sker i fuld sollys?
Hvorfor skuespillerne skiftevis er drivvåde, tørrer igen og deres tøj
møgbeskidt og
nyvasket. Hvordan de på kryds og tværs flygter igennem skoven og alle (de i live) finder ned til en lille robåd i sumpen, hvor de aldrig har været før. Men ved du hvad? Det vil være spild af tid og give lige så lidt mening som filmen er bygget på en novelle af H.G. Wells'. En anden mindeværdig scene er hvor vores helte er på flugt i en stjålet bil fra myndighederne i den besatte by og ender op i en møg beskidt sø. Her virker skuespillerne decideret desperate og Collins gør dog også en notits i sin biografi, at hun på et tidspunkt frygtede for sit liv.
At kalde Empire of the Ants en b-film vil være at skyde to-tre
hundrede meter over målet. Den er virkelig, virkelig dårlig. Og desværre ikke dårlig
på den-der sjove måde. Selvfølgelig er der scener hvor man enten river sig i håret eller
griner, men de er få og spredte. Det skyldes primært filmens cast, som ellers
både har før omtalte lækkermås Joan Collins i hovedrollen og B-movie
drive in star Robert Pine, samt Pamela Susan Shoop på
rollelisten. Men eliminerer vi myrerne fra filmen, så fremstår både dialog og
persongalleriet mest af alt som en episode der er blevet vejet og fundet for
let til enten Glamour eller Days of Our Lifes. - ”Oh my god! They’re herding
us like cattle”
Pssst myrerne er fremad |
Myrerne er et kapitel eller tre for sig. Når vi ser dem i fuld figur, er det
myrer filmet i et akvarium hvor efter de er sat ind i filmen hvor de skal
kravle på en bygning, eller angribe vores forsvarsløse venner. Det resulterer i en
del komiske scener hvor myrerne helt umotiveret kravler i den blå luft, eller
skuespillerne desperat slå ud efter dem i retninger hvor de ikke er. Når
skuespillerne er i infight med myrerne, er det i form af et stort plastichoved
og nogle behåret ben også et kamera der bliver godt og grudigt rystet for at
give hele scenen et touch af….skal vi kalde det liv?
![]() |
A hard days work på sukkerfabrikken. |
Hele herligheden er sat i scene af legendariske BIG (Bert I.
Gorden) som eksilerede i denne type film. BIG vil der blive
kigget nærmere på igen senere, når en af hans andre klassikere: Food of the
Gods kommer under luppen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar