Tyler beslutter sig for at lave en dokumentar omkring sin holy grail og overtaler sin ven og kæreste (ikke en og samme person) til at hjælpe. Det gør de så med en vis portion modvilje. Tylers bedste spor er Concannon’s datter. Hun tjener til smør på brødet ved at strippe mens resten af pengene går til heroin. Eller er det omvendt? Nå, men Tyler finder hende og hjælper hende med en kold tyrker og sammen pakker de fire "venner" så sovepose og rygsæk og tager ud for at lede efter skoven hvor THRR blev filmet.
THRR's præmis
er, at den opererer med en historie i historien. Netop det at læner sig op af
historien om en anden film i filmen, er ikke er ny idé. Men hvor om alting er,
så fungerer det faktisk ganske okay her. Faktisk for godt kan man postulere, da
baggrundshistorien om THRR og dens bortkomst i bund og grund er mere interessant
end selve hovedhistorien. Go figure folks.
THRR er til gengæld en
voldsom film. Her bliver der ikke sparret på hverken blod eller indvolde. Den
ene mere makabre scene afløser den anden og modsat f.eks. Eli Rots gabende
kedelige tortursaga Hostel, så er her også udtænkt en baggrund for løjerne.
Altså en anden end blot at lemlæste folk på samlebånd.
Når det umiddelbart var (og er) let at blive begejstret for THRR, så hænger det unægtelig sammen med det faktum at den kom til verden i en periode hvor det var en tynd gang sjat pis genren spyttede ud. THRR både flirter med fortiden og går planken ud og selv om den ikke kan sige sig helt fri for den populære kobling til den manglende logik som altid syntes at præge horrorfilm (en leg som Scream serien voldtog til sidste blodsdråbe) ja, så prikkes der kun. Tylers ven medbringer nemlig både pistol (så de kan skyde de lokale redneck tosser der evt.vil slå dem ihjel, eller endnu værre, få dem til at skrige som en gris) og så nødblus, nu når lommelygter alligevel aldrig virker i krise situationer.
På skuespillerfronten skiller to sig ud, nemlig William Sadler som den forsvundne instruktør. Den mand stjæler simpelthen hver eneste scene han er med i. Den anden er hans stripper datter (Sophie Monk). Blondine spiller faktisk ganske fornuftigt og smider desuden tøjet i tide og utide og bringer der med THRR op på en pæn T&A rating. Tak for det.
Et andet
stort rødt plus i filmen er stemningen. Taktstokken svinges fra første sekund i en fremragende
åbningssekvens hvor en lille dreng mellem credits klipper (!) sit ansigt af. Og den
fastholdes faktisk helt til målstregen med blot få udsving. Der med kammer THRR heller ikke over i den
irriterende tone af afvæbnende selvironi som mange film fra den periode undskyldte sin eksistens og blodsudgydelser med. En undtagelse her, var det fremragende Wes Craven remake The Hills Have Eyes. Der er altså et-eller-andet med de der bakker.
På minus siden må man til gengæld notere sig, at selv om det vælter med blod og afhugget lemmer, flækket hoveder, tortur og andet godt fra bland selv slik hylden, så er en stor del udført med CGI og det skjules visse steder bedre end andre. Desværre tyder alt på, at det er en ”udvikling” vi må finde os i.
Opsummering: selv om der er rigtig mange fine plusser i bogen til
THRR, så svinger den sig aldrig op til at være en direkte konkurrent til fortidens
bedrifter. Der til er den trods alt for uoriginal. Når det så er sagt, så er
det absolut ikke en film man må snyde sig selv for er man til genren. For her
er der knivskarp underholdning fra først til sidst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar