Anmeldt af Jes Beier
John
Frankenheimer startede sin karriere i TV og op igennem 50’erne lavede han en
række bemærkelsesværdige ”americana”-film, der beskæftigede sig med
generationskløften, ungdommens fremmedgørelse og opgør i familien, alle værker
der holder temmelig godt i dag og som vakte berettiget opsigt dengang. Det
kontroversielle tog han med over i de mere spændingsmættede film, som senere
skulle blive hans særkende og blandt disse film er det umuligt at komme uden om
”The Manchurian Candidate” (1962) og ”Seconds”(1966), der stadig må regnes som
hans bedste film.
Nogle kritikere har begrædt, at de takter som Frankenheimer
lagde ud med i de tidlige film ikke senere blev foldet ud og at han
efterfølgende syntes at have koncentreret sig om ren spænding, men det er nu
ikke en retfærdig dom at fælde, for han holdt balancen i de fleste af sine film
og det var først i de sidste år at instruktøren begyndte at falde af på den med
nogle temmelig rædselsfulde film, hvoraf vi her nøjes med at nævne ”The Island
of Dr. Moreau” (1996) og ”Reindeer Games” (2000). Eeeew!
Frankenheimer var
også manden bag ”French Connection 2” som nogle mener, var lige så god – og måske
endda bedre – end den originale film og året efter kom så ”Black Sunday”, der
efter min opfattelse markerer højdepunktet blandt hans film fra 70’erne og –
uagtet at det er en spændingsfilm – tillige er en film, hvor han gør sig nogle,
indrømmet banale, betragtninger over konflikten i Mellemøsten. Det er en
klassisk opbygget plotdrevet historie om den palæstinensiske terrororganisation
”Sorte September”, der planlægger et angreb på USA. En af de udsendte, spillet
af sexede Marthe Keller har ved et tilfælde tiltrukket sig opmærksomhed
undervejs og derfor er FBI og Mossad lige i hælene på hende og hendes
amerikanske allierede, spillet af en forrygende Bruce Dern, der fik en af sine
bedste roller i denne film. Dern er en nedbrudt Vietnam-veteran, der har fået
job som pilot på luftskibet over Miami og som føler sig ladt i stikken af
myndighederne, der intet gør for at hjælpe ham, men i stedet træder ham
yderligere ned i skidtet ved at hive ham ind til ydmygende og resultatløse
samtaler med skrankepaver. Han har derfor masser af gode grunde til at vende
sig mod sit eget land.
Robert Shaw er Kabokov, den jødiske militærmand der
efterhånden indser, at der er tale om en operation på et niveau han ikke havde
troet muligt og Fritz Weaver er FBI-agenten Cowley, der til at begynde med ikke
sympatiserer med Kabokovs metoder, men gradvist indser, at der skal sættes
hårdt mod hårdt, hvis det skal lykkes at sætte en stopper for terroristernes
plan. Det er netop i beskrivelsen af disse mænd og deres udgangspunkt, at
Frankenheimer prøver at nuancere Palæstina-konflikten og viser, at vold kun
avler vold og at der kun er ofre uanset hvad, men han tager (klogeligt) ikke
stilling, men det er godt set af ham i 1976 og er med til at hæve filmen over
den rene spænding og gøre den medrivende på et menneskeligt plan også.
Filmen
er meget lang, men det virker tilsigtet, idet historien bliver gradvist mere
intens indtil de sidste tyve minutters næsten uudholdeligt spændende crescendo,
der stadig hører til de mest nervepirrende øjeblikke i nogen spændingsfilm og
mere end retfærdiggør den lange forberedelsestid.
Hertil kommer så John
Williams’ mesterlige score, der folder sig stadigt mere ud efterhånden som
historien gør det og så er der en række støtteskuespillere i castet, der alle
fylder deres roller stærkt ud bl.a. Steven Keats, Michael V. Gazzo, William
Daniels og Walter Gotell.
Billedsiden må heller ikke forbigås og her var det
John A. Alonzo, der satte dem sammen og han var ikke en hr. hvem-som-helst, med
titler som ”Chinatown”, ”Norma Rae” og ”Scarface” på CV’et.
Endelig kan man
sige, hvis man ellers er til det profetiske, at Frankenheimer med denne film
pegede frem mod katastrofen 11.september 2001. En af filmens taglines var
ihvertfald: ”It could be tomorrow!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar