Anmeldt af Søren Nielsen
Peter
(John Hargreaves) og Marcia (Briony Behets) er et ungt succesfuldt forstads par der har alt. Alligevel er deres ægteskab langsomt
ved at falde fra hinanden og før frustrationerne spinder fuldstændig ud af
kontrol, beslutter de sig for i et sidste desperat forsøg på at redde stumperne
og genfinde hvad der engang var og tage væk for weekenden. Men som med alt
andet kan de heller ikke her finde fælles fodslag. Marcia vil på et
luksushotel, mens Peter vil leve det primitive campingliv i naturen. Naturen
vinder. På alle fronter.
Long
Weekend er en lille glemt australsk øko-perle fra 78’ som fortjent fik et glimt
af spotlightet da et nyt publikum fik øje på den efter et (surprise-surprise) skrækkeligt
remake.
Australske
film lever ironisk nok alt for ofte et skyggeliv hos den brede befolkning. De
bedste af dem, de film hvor handling og skuespillere sammensmelter og opsluges
af den barske og ubarmhjertige, men smukke natur har ikke bare en fascinerende, men ofte hypnotisk
tiltrækningskræft over sig. Bare tænk på film som Peter Weirs mesterværk Picnic at Hanging Rock, The Proposition, Van Diemens Land, Wolf Creek og Wake in Fright - for blot at nævne
nogle få. Og det samme gør sig i høj grad gældende for Long Weekend.
Long
Weekend er i bund og grund en klassisk man vs. nature eller animal attack film
- også alligevel ikke. Her er der ingen uretfærdighed til eller uskyld at miste,
da omdrejningspunktet er vores yderst usympatiske par, hvis indbyrdes
konflikter eskalere filmen igennem med en bitter cocktail af fremmedgørelse, isende kulde,
spydigheder og evige skænderier. Selv da deres verden ramler sammen har de tid
og overskud til at fortsætte deres angreb på hinanden. På samme måde lader
instruktøren os aldrig vælge side eller finde ro og genkendelse i en af dem. Sympatien, når den flygtigt viser sig,
svinger som et hidsigt pendul fra den ene til den anden uden nogen af dem
hverken evner eller ønsker at fastholde den. Begge udviser lige stor dis respekt for
den natur de har valgt at campere i. Peter skyder på ænder i vandet og dræber
en søko. Marcia stjæler og smadre et ørne æg. Og regningen som de på ingen måde kan
betale, vokser minut for minut.
Filmens
opbygningen, tilløbet mod det uundgåelige og ikke mindst stemningen der lægger
sig som en dyne over historien og vores par, kan sammenlignes med The Blair
Witch Project. Ikke at ret mange vil beskylde de to herrer bag den succesfulde
indie-film at have stjålet fra Long Weekend, da de med god samvittighed og
endnu større sandsynlighed kan postulere som de fleste andre på guds grønne
jord, hverken at have set eller hørt om den australske low-budget film. Men
ikke desto mindre er der sammenfald.
Ikke
mindst fornemmelsen vi fodres med, at der ingen steder er at flygte hen. Det overnaturlige
element af terror og al bevægelse er cirkulær. Lydene og skrigene i natten der tager til og kommer nærmere og nærmere til konfrontationen er uundgåelig og
timeglasset er løbet ud.
Det
endeløse og fascinerende australske landskab spiller endnu engang hovedrollen i et
land hvor du ikke skal køre mange kilometer før den såkaldte civilisation giver
slip og naturen tager over. Peter og Marcia skal campere ved en berømt
strand, som ligger op til et tæt skovområde der byder dem velkommen med en
ufremkommelig labyrint af træer, buske og krat de skal igennem for at nå frem
til paradis. Vi fornemmer det og Peter undres, da de tanker benzin og de lokale på tankstationen han spørger om vej aldrig har hørt om stedet selv om det kun er få kilometer væk. Men blot sender parret lange blikke som de kører afsted. Men de finder det. Eller det finder
dem.
Long
Weekend er på trods af det er en milimalistisk film med reelt set kun to skuespillere en smuk film. Stranden og
naturen er den perfekte baggrund for det voyeuristisk kamera der lader os kigge
med og nærmest belure parrets opløsning med en stilsikker instruktion. Begge
spillere gør det fremragende og du er ikke et øjeblik i tvivl om deres på den
ene side, sidste desperate forsøg på at nå hinanden. Og på den anden, afskyen der vækkes konstant og vokser og vokser til den
sluttelig veksles til det ultimative mareridt hvor kun afgrunden venter dem. Der er ingen
tvivl om at parrets manglende respekt for naturen er deres skæbne, men samtidig
er det deres forholds kollisionskurs og barnløse ægteskab der besegler
den. Long Weekend er en film der på trods af sin alder og minimums budget
fortjener en langt større udbredelse sammen med mange andre filmperler fra
down under.
Jeg har kun set remaket og det er skrækkelig!!!
SvarSletlars