Anmeldt af Jes Beier
Der
er nogle film man aldrig bliver færdig med. Sådan er det bare. Det handler ikke
om at de nødvendigvis hører til de allerbedste i verden eller at man bare har
et nostalgisk forhold til dem. Det handler om, at de blev lavet i en tid der
aldrig kommer tilbage og derfor heller ikke kan genskabes. Okay, men sådan kan
man jo sige om mange årtier, siger du måske. Ja, det er måske rigtigt, men der
er altså et enkelt årti i filmhistorien som oppebærer en særlig status når det
kommer til anderledes film og det er 70’erne.
Hvis man ser på perioden, så var
det tiden, hvor Hollywood blev væltet over ende af en række unge og innovative
filminstruktører (jeg nævner bare Spielberg som en enkelt, så vil de fleste
være med) og de banede vejen for at filmsproget fik en ny toning og kant. Det
var også en periode, hvor mange skæve film kom frem og hvor instruktører som f.eks.
Robert Fuest og Gordon Hessler lavede makabre og bizarre gysere og Andy Warhol
jonglerede med Frankenstein-variationer. Exploitation-genren blev også født og
fostrede en lang række mere eller mindre heldige afkom; her tænker vi
naturligvis først og fremmest på blacksploitation-genren, hvor navnlig Pam
Grier slog sine folder. Og hvilke folder!
Er du SÅ færdig! 70’erne var simpelthen bare et årti der endnu ikke var
blevet løbet over ende af den i dag så omsiggribende politiske korrekthed, der
langsomt, men med usvigelig sikkerhed er ved at kvæle alt, der ikke dufter af
Doris Day og friskbagt speltbrød. Derfor så man også en række tema-film, der
beskæftigede sig med en forskellige kontroversielle emner (genren blev fuldt
udfoldet i sidste halvdel af årtiet og i begyndelsen af 80’erne) og i 1978 fik
verden så The Boys from Brazil, der bekvemt lagde sig ind i rækken af
no-nonsense spekulationsfilm af den mere polerede, men ikke desto mindre
alligevel stærkt potente slags. Men Hollywood – dét var det!
Baseret på en roman af Ira Rosemary’s Baby Levin fortalte den historien om en nazistisk organisation, der udarbejdede en djævelsk plan for at indføre Det Tredje, undskyld, Det Fjerde Rige, selvfølgelig. Hvad planen går ud på må man se ved selvsyn, men filmen er et unikum, idet den bringer nogle af de bedste filmskuespillere verden har set sammen og sammensat på en yderst spidsfindig måde. Gregory Peck er castet imod sin type for (vistnok) første gang i rollen som den skruppelløse og komplet vanvittige Josef Mengele, der var slyngveninder med Adolf Hitler og hele den nazistiske inderkreds på Berghof.
Baseret på en roman af Ira Rosemary’s Baby Levin fortalte den historien om en nazistisk organisation, der udarbejdede en djævelsk plan for at indføre Det Tredje, undskyld, Det Fjerde Rige, selvfølgelig. Hvad planen går ud på må man se ved selvsyn, men filmen er et unikum, idet den bringer nogle af de bedste filmskuespillere verden har set sammen og sammensat på en yderst spidsfindig måde. Gregory Peck er castet imod sin type for (vistnok) første gang i rollen som den skruppelløse og komplet vanvittige Josef Mengele, der var slyngveninder med Adolf Hitler og hele den nazistiske inderkreds på Berghof.
Mengele er flygtet til Paraguay, hvor han fra
sin bungalow trækker i trådene og som en anden giftedderkop styrer sine særligt
udvalgte lejemordere til at føre sin bizarre plan ud i livet. Tæt på sig har
han en aristokratisk massemorder og bøsse, komplet med armlænke og charmeklud,
oberst Eduard Seibert, superb spillet af James Mason, der med jævne mellemrum
aflægger rapport om begivenhedernes gang ude i verden. Men planen er afsløret
for en ung jødisk mand (Steve Guttenberg i en af sine første filmroller) er
kommet på sporet og har informeret en østrigsk nazijæger Ezra Liebermann
(naturligvis kalkeret over Simon Wiesenthal), forrygende fremstillet af
Laurence Olivier, der straks går i gang med at efterforske de sydamerikanske
bagmænd. En ikke ufarlig beslutning og filmen ender da også i et af de mest
nervepirrende og hjertebankende crescendos man har set.
Nok om filmen, hvis
handling enten vil få dig til at trække på smilebåndet eller uvilkårligt få det
til at løbe dig koldt ned af ryggen. Filmen formår nemlig at gøre begge dele
simultant og den unikke blanding af sort humor og brutal pludselig vold er med
til at give den unægteligt lidt svage historie den nødvendige rygdækning.
Instruktøren Franklin J. Schaffner, der var manden bag klassikerne Planet of
the Apes og Papillon var den helt rigtige til at tage livtag med historien;
med sin særlige sans for både det spændingsmættede og det principielt interessante
i et givet materiale, gjorde Schaffner filmen til et rollercoaster-ride, hvor
man aldrig rigtigt ved om man skal le eller græde - eller hvornår.
Det giver filmen en særlig aura som aldrig er matchet, hverken før eller siden. Det kommer sig naturligvis af historien, men også af den særlige tone som Schaffner rammer undervejs og måden han bygger filmen op på, der har karakter af en gradvis acceleration mod stigende vanvid og desperation, der eksploderer i en forløsning, der imidlertid bliver stikkende i halsen i den temmelig tvetydige slutning. Ira Levins roman, der blev en bestseller fra dét øjeblik den ramte boghandlerne, var egentlig ikke synderligt velskrevet og heller ikke særligt morsom, men Schaffner foldede alle fortællingens potentialer ud og tilføjede ydermere en særlig grovkornet humor, der gav filmen den nødvendige ”edge” som bogen manglede.
Det giver filmen en særlig aura som aldrig er matchet, hverken før eller siden. Det kommer sig naturligvis af historien, men også af den særlige tone som Schaffner rammer undervejs og måden han bygger filmen op på, der har karakter af en gradvis acceleration mod stigende vanvid og desperation, der eksploderer i en forløsning, der imidlertid bliver stikkende i halsen i den temmelig tvetydige slutning. Ira Levins roman, der blev en bestseller fra dét øjeblik den ramte boghandlerne, var egentlig ikke synderligt velskrevet og heller ikke særligt morsom, men Schaffner foldede alle fortællingens potentialer ud og tilføjede ydermere en særlig grovkornet humor, der gav filmen den nødvendige ”edge” som bogen manglede.
Har
man ikke set filmen er man gået glip, måske ikke af en stor filmoplevelse, men
i hvert fald en original én af slagsen. Derfor til sidst et par ord om de
forskellige udgaver der findes af denne (i min bog, i hvert fald) semi-klassiker.
Da filmen blev udsendt på leje-kassette i 80’erne var der fjernet 5 minutter af
filmen, og det var denne version der sidenhen blev vist på TV også. Problemet
var stadig ikke løst, da filmen blev udgivet som købe-kassette i 90’erne.
Heldigvis er den efterfølgende blevet udgivet i sin fulde længde der løber 125
min. Censorerne (formentlig et par høje herrer i England) har fjernet et par
scener med eksplicit vold, men har ydermere skåret et hel afsluttende scene ud
(som romanen også slutter med), ligesom man har fjernet nogle besynderlige
ting, der under ingen omstændigheder kan ses som censurfarlige – medmindre man
ligger inde med en særlig viden (temaet fra The Twilight Zone!) Få evt. fat i
begge versioner, så det er til at sammenligne. Uanset hvad: Se filmen!
Der er film man ser en enkelt gang, dernæst de gode og
direkte fremragende film og så er der de film der ikke kan slides op, uanset om
de så faktisk er gode eller ej. The Boys from Brazil er belagt med teflon fra
yderst til inderst og snart 40 år efter premieren fremstår den lige så frisk
som dengang. Men ham Mengele havde jo også lidt sans for at fremtidssikre
Fremragende anmeldelse til en ellers halv glemt film. Flere af dem tak!!
SvarSletHej og mange tak.
SletTak, ja der laves ikke den slags film mere. Når du skriver halvglemt, hvad mener du så? Er filmen blevet kult?