Anmeldt af Jes Beier
Brian
De Palma havde sin storhedstid fra midten af 70’erne med pletskud som ”The
Phantom of the Paradise” (74), ”Carrie” (76) og ”The Fury” (78) og da han ramte
80’erne var han stadig oppe på den høje klinge med ”Dressed to Kill” (80) og
”Blow Out” (81). I 1987 brillerede han imidlertid som aldrig før eller siden
med virtuosnummeret ”The Untouchables” som efter næsten 30 år på bagen fortsat er
en robust stang dynamit af en film.
Filmen var baseret på TV-serien fra 50’erne
med Robert Stack som Eliot Ness der bekæmpede Chicago’s underverden i
almindelighed og Al Capones forbrydersyndikat i særdeleshed. Det blev David
Mamet der skrev historien, stærkt inspireret af Oscar Fraley og Eliot Ness’
bog. Mamet, der både er kendt som manuskriptforfatter, producer og instruktør,
må have begået sin største bedrift på papiret i bogstaveligste forstand, for
spændingen i ”The Untouchables” er massiv fra første til sidste scene. Intet mindre.
Det er dog De Palma’s instruktion, der i sidste ende er garanten for at filmen
fungerer, for han demonstrerer her hvordan man holder publikum fast i et
skruestik, nærmest billede for billede. De Palma er en af de få instruktører
der åbent har vedkendt sig sin inspiration af – og gæld til – Alfred Hitchcock
og når det nogle gange er blevet brugt imod ham, er det egentlig ikke helt
retfærdigt. For i betragtning af at netop Hitchcock var dén instruktør i sin
generation der har haft – og vel stadig har – den største indflydelse på
efterfølgende generationer af filmmagere, så er det måske i virkeligheden
snarere misundelse end faglig stolthed, der har motiveret kritikerne af De
Palma.
Han har under alle omstændigheder nok forstået mest af hvad begreberne suspense
og surprise i film dækker over og er nok dén instruktør i s i n generation, der
har brugt det på den mest raffinerede og effektive måde. Hans måde at blande
humor og spænding på er også ramt helt rigtigt her og leder igen tankerne hen
på Hitchcock. Når det kommer til at voldføre et publikum, så viser De Palma med
denne film hvordan det skal gøres.
”The Untouchables” er filmschool, når det
kommer til dette og hvilke virkemidler der skal tages i brug. De Palmas gæld
til Odessa-scenen i Eisensteins ”Potemkin” fra 1925 er filmens højdepunkt (hvis
et sådant udtryk ellers giver mening i en film hvor adrenalinen pumper
konstant) og instruktøren har grundlæggende skabt en ny scene og i grunden ikke
kopieret noget som helst. Han er i øvrigt også så elskværdig at smide
Man sidder på kanten af sædet fra første til sidste billede (det gjorde jeg i hvert fald da jeg sad i Gentofte Kino i 1987 og mine knæ rystede af sindsbevægelse bagefter) og netop billedsiden er et overflødighedshorn af fede farver og detaljer og derfor må Stephen H. Burum lige nævnes. De Palma brugte ham i flere af sine film og med stort held, men her yder han nok sin bedste indsats.
Billederne er
mættede og nærmest stoflige og så er der bare så meget guf i farverne at man
aldrig bliver træt af at glo. Musikken af Ennio Morricone er et mesterværk i
sig selv, og det er et af de mange scores man aldrig glemmer og som lægger sig
fint ved siden af dem han lavede til Leones film. Hans brug af blæserne når et
højdepunkt her og selvom man måske godt kan beskylde ham for at overlæsse
nodepapiret, så er det n e t o p det svulstige der kendetegner det og som
derfor illustrerer hvad filmen er all about. ”The Untouchables” e r nemlig
overkill, men på den fede måde.
Det er en voldsballet, en gangsteropera for
fulde gardiner der uden blusel voldtager sit publikum med den ene dramatiske
scene efter den anden og et persongalleri der siger spar to. Robert De Niro var
på toppen af sin kreativitet dengang og hans portræt af Al Capone hører til
hans bedste præstationer ever og det på trods af, at han i grunden ikke er
meget med i filmen. Han tilfører rollen lige dele farlighed og stupiditet og
kombinationen er fascinerende og uhyggelig og på mange måder også utroligt
morsom.
Kevin Costner som Ness er udmærket og han gør ikke mere end hvad der
forlanges af ham. Han er den klassiske og lidt intetsigende protagonist
(ligesom Tintin!), der styrer publikum igennem den spændende historie og ikke
så meget andet. Men Costner gør det godt og overbeviser, noget han ikke altid
slap af sted med. Det er imidlertid Sean Connerys Jim Malone, der er filmens
egentlige hovedperson og som bærer utroligt meget af den lille gruppes
motivation, som næsten er ved at drukne i al spændingen. En bundreel irsk
strømer, der i sit livs efterår får chancen for at gøre en ekstra indsats mod
Chicago’s forbrydere og som bliver en afgørende spiller i konfrontationen mod
Capone. Connery er intet mindre end forrygende god og fik fortjent en Oscar for
ulejligheden.
Som de to andre strømere gjorde både Andy Garcia og Charles
Martin Smith indtryk som handlekraftige og effektive hjælpere. Desuden må
nævnes Richard Bradford som politichefen og Billy Drago som den sadistiske
Frank Nitti; begge er et stort plus for filmen, ligesom de øvrige
støtteskuespillere er det. Som med de fleste rigtigt gode film er der ingen der
falder igennem og alle er lige vigtige i det samlede resultat. ”The
Untouchables” er simpelthen bare en Renoir i den mest gyldne ramme der findes,
en af den slags sjældne film hvor grænsen mellem kunst og underholdning
udviskes og der bare er, ja ren film!
Det blev også De Palmas sidste gyldne
stund – hvis man ser bort fra den, i min bog, også ret suveræne ”Carlito’s Way”
fra 1993 med Al Pacino og så var filmkaleidoscopet ved at løbe tør for skema
plus variation. De sidste godt 20 år har ikke for alvor budt på noget af særlig
interesse og De Palma er endt som flere i sin generation, heriblandt Carpenter,
Spielberg og – i særlig tragisk grad – Coppola, alle instruktører der markerede
nybruddet i amerikansk film i 70’erne, men som nu har udspillet deres rolle.
Paletten er tom, men hvilke farver blev der ikke malet med mens det stod på!
Vildt undervurderet gangsterfilm!
SvarSletUndervurderet? Den får max seks???
SvarSletlars
Jeg mente The Untouchables generelt. Altid Godfather, Once Upon a Time og Goodfellas der bliver nævnt. Måske er den mere "poppede" - men stadig et mesterværk med en fantastisk holdbarhed. Jeg vil hellere se den en Coppolas trilogi. Fin anmeldelse Jes og gode sammenligninger.
SvarSletHej Kasper. Tak for rosen! :) Hvordan tænker du, at filmen er undervurderet? Er den ikke blevet et ret sikkert hit igennem årene? Du har nok ret i, at filmen ikke er blevet "stueren" i genren; er det dét du tænker på?
SletHej Jes og velbekomme.
SletJa, netop. Når de store gangster epos rulles op er det som ofte Godfather, Once Upon a Time in America, Godfellas, ja selv Casino. Det er som om at De Palma aldrig bliver helt stueren og at filmen bliver betragtet som en gangster-tegneserie. Det synes jeg på ingen måde er retfærdigt. Alene scoret er gudommeligt.
Så passer pengene bedre ;-)
SvarSletlars