mandag den 3. august 2015

We really don't need another hero





Der er film man har det med, som var de ens 14-årig lillesøster der stod på tærsklen til sin første fest: Keep your fucking hands off her! Sådanne film er Mad Max 1 og 2. Mad Max var en overraskende low-low budget perle der ti år efter Armstrongs berømte fodspor på månen, satte sine i den australske ødemark og med dem grundlage post-apocalyptic wasteland genren som vi kender den i dag. To år efter kom så mesterværket The Roadwarrior, and the rest is history som de siger i Sønderjylland.

  
(Jamen glemte du ikke den-der Tina Tuner ting, We don’t need another hero med alle Peter Pan børnene? .........Shåååt up!)

Moving on….

Her, 30 år efter, samler George Miller så atter stafetten op, og rebooter sin australske darlig. Vi tager den lige igen: 30 år! Hmm, er det her nu verdens næst bedste idé? Var vi mange der spurgte os selv om, da den blev luftet første gang. Nej! Er det korte svar. For hvornår har det lige været en god idé, at fortsætte en succesfuld serie flere år senere? The Grandfather part 3? Snork Wars I-III? Eller Indiana Jones 4: Halløj med aliens? Nej, vel?

Glemmer du Lucas, så husker vi.
  
Der var engang, ja det forekommer faktisk stadig, dog ikke i samme omfang som tidligere, at udenlandske film får en fordansket titel klistret på når de krydser grænsen. Den bizzare adfærd har igennem årene kastet både nogle besynderlige, fantasifulde og ikke mindst mindre flatterende titler af sig. Specielt hårdt har Clinten været ramt. The Rookie: Koldt bly og varme øretæver og Every Which Way But Lose: Bankekød til slemme drenge, for nu blot at skåne den ældre herre og kun nævne et par stykker. Skulle Mad Max Fury Road fordanskes, ville en passende titel have været noget i retning af: Ud og se med Max og DSB. For Mad Max er om noget en transport film. Faktisk er den en lang køretur. Først kører vi ud børnlille og ja, så kører vi hjem igen. Andet sker der ikke. Det er lykkes Miller at blende alle syv Fast and Furious film sammen og lave én lang biljagt. Eller er det en truckjagt? Mere om det senere.

Problemet med Fury Road begrænser sig desværre ikke kun til at filmen består af en laaaaaang biljagt. Persongalleriet er så fladt og ligegyldigt, at samlede du hele fimens cast i en stor bunke, så ville de end ikke kunne udgøre et vejbump på en villavej. Værst står det til med Max og lad os på den konto bare slå fast med det samme, nej Mel Gibson er ikke verdens bedste skuespiller, men han har karisma og med det i rygsækken, så kommer du langt. Kig blot på Robert Downey Jr. Det samme kan man til gengæld ikke påstå om hans afløser.


I Tom Hardys skikkelse er Mad Max nu degraderet til en ligegyldig transparent bifigur i sin egen film. Et sandkorn i øjet om bedst. Hardy der tilsyneladende kun kan spille roller med gitter for munden, fisker om muligt efter en Hannibal Lector rolle i fremtiden? I Fury Road har de til gengæld strippet hans figur for alt det der gjorde de to første film til hvad de var. Fedtkanten er skåret væk. Væk er personlighed, bil, køter, ja end ikke hundemad står øverst på menuen længere. Max's bevægelsesgrunde og valg, både de motiveret og umotiveret forekommer helt random og uden logik filmen igennem og generelt virker Hardy mest af alt træt. Læg der til en underlig række flashbacks med personer som han tilsyneladende har svigtet og bombarderes med billeder af i starten, for så at blive pakket pænt væk igen til filmens slutning. Hov! Nå, der var i.

  
Filmens virkelige hovedperson og omdrejningspunkt, er en enarmet og kronraget Charlize Theron og ja, hun er lækker. Både med en og to arme og kort som langt hår. Men selv en bad ass enarmet Theron kæmper forgæves med dette manuskript. For der er ingen historie. None what so ever. Personificeret bedst i scenen hvor de har kørt og kørt og kørt og kørt og kørt og endelig kommet til ’The Green Place’, hvor hun voksede op, og nu opdager til sin forfærdelse at det er pist væk (spoiler alert min bare røv) og i sin fortvivlelse falder opgivende på knæ. Oh-my-god! Bad acting 101.

Tankevækkende leveres den bedste præstation af en af de skaldede albinoer silver-skummund-mænd, spillet af Nicolas Hoult, som også gjorde det fremragende i zombie filmen Warm Bodies. Men selv det ødelægger Miller og co til slut, hvor han indgår i en heeeelt naturlig hokuspokus romance med en af de fem white virgins.


Laver du genre film, så er der spilleregler inden for de forskellige genre som alle bør notere sig før de kaster sig ud i projektet. Nu og da kan de brydes eller omgås og med stor succes. Forudsat altså, at man har evnerne som filmskaber. Men i langt de fleste tilfælde bør man lade hænderne forblive dybt i lommerne (hvem bøvsede Twilight?). Men nu er George Miller jo ikke en hr. hvem som helst og han om nogen burde kende til logistikken og rammerne for en god post-apokalyptisk film, da han var en af arkitekterne bag genren. Om det så skyldes at det er 30 år siden han sidst har været i berøring med den og i mellemtiden har brugt sin tid på film som Happy Feet og Babe den kække gris. Eller han blot er ramt af demens, skal være usagt.

Men faktum er i hvert fald, at han har glemt serien præmis. Postapokalyptiske film bygger på simple grundregler som alle tager sit udspring i én ting: Mangel! Der er mangel på vand. Der er mangel på brændstof. Der er mangel på våben. Der er mangel på ammunition. Der er mangel på mad og der er mangel på frugtbare kvinder. Ingen af disse ting berører tilsyneladende Mad Max Fury Road. Vand er der nok af. Ja, faktisk kan de sprøjte tusindvis af liter ud fra et bjerg når lysten indfinder sig. Ammunition er der også i overflod. Hver eneste lille gokart er bevæbnet til tændere med både eksploderende spyd, granater, flammekastere og skydevåben. Benzin udgør heller noget problem. Alle kan køre (og gør det) og meget, meget langt.

Og med det, er vi så endnu engang havnet i rundkørslen ved Fury Roads alt overskyggende problem. ”Historien”. Der sker simpelthen ingenting. Det er en laaaaaang biljagt hvor de samme sekvenser gentages igen og igen fra forskellige vinkler og med enkle indlagte pitstop. Du kan gå på toilettet. Kokkerere en tre retters menu. Få dig en lille snak med mor i telefonen og vende tilbage til filmen uden at have misset det mindste. Havde du trykket pause var resultatet blevet det samme. Summa summarum det bliver ikke bare ensformigt, det bliver langtrukken og slutteligt kedelig. Selvfølgelig er der highlights og enkle wow scener og grin. F.eks. er detaljen med den guitarspillende "kølerfigur" sjov. Det samme er flagstangsmændene, men de bliver også hurtigt old news. Og da vores konvoj så endelig – ENDELIG når frem til dens destination, det såkaldte Green place, ja så består det af en flok gamle koner og en enkelt nøgen kvinde hvis dag tilsyneladende går med at stå i et tårn og håbe på, at nogle kommer forbi så de kan lokke dem i en fælde. Fast arbejde kan man vist rolig kalde det. Her efter vender de så om og kører hjem igen. Frem og tilbage er lige langt er der nogen der påstår. Vrøvl, det er dobbelt så langt! Filmen mangler simpelthen galskab.


Mad i Mad Max er nemlig en tilsnigelse af de helt store i Fury Road og det samme kan man sige om George Millers comeback til den postapokalyptiske wasteland genre. Der skulle i følge rygterne være en fortsættelse på vej. Man kan i sit stille sind håbe på, at Rejsekortet bliver inddraget og kørerturen denne gang bliver knap så lang. All aboard!

Pssst! Fik du læst bloggen om Italienske Post-apokalyptiske film?

                                                            PA Film







Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar