Anmeldt af Søren Nielsen
Desertøren lander i noget der skal forestille en skov/majsmark, et eller andet sted i US of A. Når jeg skriver forestille, så er det fordi at landskab og lys/mørke ligger i en bitter strid filmen igennem om at skifte mest fra klip til klip. Og den konkurrence opsummerer så samtidig ganske godt Scarecrows for almindelige mennesker i to ord: Komplet idioti! Hvordan vores ven i øvrigt havde tænkt sig at manøvrere rundt med den tunge kiste fyldt med penge i det mere eller mindre ufremkommelige terræn, ja det for vi aldrig svar på da han heldigt nok, finder en forladt og faldefærdig rønne med tilhørende bil i ca. samme stand. Undervejs for vi dog et unikt indblik i hans gøren og laden og ikke bare ud fra hans handlinger, men også tanker.....ja, den er god nok. Vi kan høre mandens tanker. Her burde man måske fra manuskripforfatter og instruktørs side havde overvejet blot at lade ham tale med sig selv, men næ nej. Vi skal høre hans tanker. Som den eneste i øvrigt - eller så tænker de andre måske bare ikke?
Nå, nu sidder hans gamle venner jo ikke
blot i flyet med hænderne i skødet og tænker det var da lige godt tarveligt gjort, nu var vi jo lige enig om en til dig og en til mig. Ja, okay, det
gør de måske nok, men de har samtidig planer om at
gøre noget ved den uholdbare situation. Tre af dem hopper efter og den
sidste,
en kvinde som ligner en ung udgave af Betty Thomas fra Hill Street Blues (er
du gammel nok til at huske den fra de glade monopoldage) bliver ombord for at sikre at farmand
og datter nu også lander flyet i noget der pludselig ligner et ørkenområde. I
mellemtiden har vores pengegriske lejesoldat fået monteret sine night vision
goggles og dem er de meget, meget glade for. Især i filmens indledning.
Han har med andre ord dem på HELE tiden. Både når der lyst og mørkt og det er i bund og grund måske meget forståeligt når alt kommer til alt, for det skifter som sagt hvert andet øjeblik. Det eneste tidspunkt han ikke benytter sig af dem, er da han stikker af i bilen, for så kan de andre nemlig se lyset fra lygterne og dermed lokalisere ham. Temmelig dumt af en professionel lejesoldat, men ganske smart for filmens fortsatte udvikling. Nu skrev jeg udvikling, men det bør tages med et gran salt eller to. I hvert fald hvis man tænker udvikling i location og handling. Med den forladte rønne og ”majsskoven” har Scarecrows nemlig fundet sin playground. For her, i mellem træerne, er der opstillet en skov af kors og scarecrows, og det viser sig hurtigt, at de evner mere end blot at holde kragerne og det Radikale Venstre på behørig afstand.
Han har med andre ord dem på HELE tiden. Både når der lyst og mørkt og det er i bund og grund måske meget forståeligt når alt kommer til alt, for det skifter som sagt hvert andet øjeblik. Det eneste tidspunkt han ikke benytter sig af dem, er da han stikker af i bilen, for så kan de andre nemlig se lyset fra lygterne og dermed lokalisere ham. Temmelig dumt af en professionel lejesoldat, men ganske smart for filmens fortsatte udvikling. Nu skrev jeg udvikling, men det bør tages med et gran salt eller to. I hvert fald hvis man tænker udvikling i location og handling. Med den forladte rønne og ”majsskoven” har Scarecrows nemlig fundet sin playground. For her, i mellem træerne, er der opstillet en skov af kors og scarecrows, og det viser sig hurtigt, at de evner mere end blot at holde kragerne og det Radikale Venstre på behørig afstand.
Scarecrows er en ultra low-low budget film. Den har kostet i
underkanten af en halv million dollars og det reflekterer den på godt og ondt.
Skuespillet (og det ord bruger jeg med alle tænkelige forbehold) er tre
niveauer under forbavsende dårligt, men samtidig må man lade sig imponere af,
at dialogen er i synk med spillernes talenter. Her skyder ingen under eller over målet.
Hvad Scarecrows halser forpustet efter i plot, skuespil og dialog,
prøver den til gengæld (og det, yderst succesfuldt) at kompensere for i blood n’
guts afdelingen. Og det er her, lige her, filmens sande værdi skal tilskrives. Når
fugleskræmslerne kommer til live (ups, sorrry! Det gør de selvfølgelig ikke -spoiler) og
begynder at gøre et seriøst indhug i vores lille gruppe af lejesoldater ved at
sprætte dem op og udstopper dem med lige delt penge og halm (I kid you
not!), ja så er der ikke et øje tørt og landbrugsstøtten burde have regnet ned
over denne produktion. Se, det er nemlig ikke almindelige ehm...omvandrende
fugleskræmsler vi har med at gøre, men zombie-fugleskræmsler (!). Så når du har
fået hakket arm eller knæskallen af. Flænset maven og rykket tarmene ud og
efterfølgende udstoppet, så er der dømt walking dead scarecrow. Og
alene den detalje er så tilpas underholdene, at man sidder og hepper på næste
encounter.
Scarecrows i øvrige flotte dyster look kan tilskrives Peter
Deming, som også gemte sig bag kameraret på film som Evil Dead II, Jack the Ripper filmen From Hell og
Lynchs Lost Highway. I Scarecrows understøttes billederne superb af Terry Plumeri’s
effektive score. Et andet plus i den lille sorte bog er at ingen er sympatiske.
Så skulle du være en af dem der normalt sidder og krydser fingre for at helt eller
heltinden slipper med liv og lemmer i behold, så slipper du for den øvelse her.
Med en ensemble bestående af en flok idiotiske lejesoldater og en
datter der er så pisserøvirriterende at du fra første øjekast hepper på hende
som næste offer med en halmballe oppe i røven, ja så er der kun en ting at sige: Slagt løs, og lad kraverne
gå på rov i majsen imens. Hov og husk i øvrigt at få fat i den uklippede udgave som MPAA ikke har haft deres små fedte fede klippe-klistre fingre i. Det er der mine damer og herrer, klumperne i jordbærmarmeladen gemmer sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar