Send in the clowns

Anmeldt af Søren Nielsen

Lige siden Stephen King i 86' introducerede verden og vores mareridt for Pennywise the Dancing Clown, som levede i kloakkerne under byen Derry og fornøjede sig med at spise små børn og teenagere, ja så er klovne aldrig blevet set på med helt de samme øjne. I horror genren er klovnen da også en figur som hyppigt hives frem i manegen og piskes rundt i spotlightet med mildt sagt blandede resultater til følge. Et af de seneste skud på stammen i denne sub-genre er Eli Roth produktionen Clown.

  

Ejendomsmægleren Kent McCoy's søn holder fødselsdagsfest, men desværre viser det sig, at den hyret klovn bliver nødt til at aflyse. Da Kent får beskeden af sin kone, gennemsøger han i frustration loftet i det dødsbo han er ved at besigtige og finder et gammelt klovnekostume i en kiste. Kent tager det på og vupti, redder sønnikes fødselsdag. Om aften falder han i søvn på sofaen med kostumet på og dagen efter da han vågner, kan han først til sin store overraskelse, så frustration og til sidst panik ikke få det af. Kostumet og parykken er blevet en del af ham. Kent prøver desperat igen og igen at komme af med kostumet og da hans kone til sidst bliver inddraget rykker hun det mest af huden af næsen i sit forsøg på at få klovnenæsen af. 

  

I de senere år er det blevet populært at lave hoax trailers til film og smide dem på nettet. Både blandt fanboys, men også etablerede filmskabere. Rodriguez lavede for eksempel Machete til hans Planet Terror og siden fulgte også Hobo With a Shotgun. Begge trailere blev sidenhen til film. På samme måde lavede Jon Watts en trailer til hans upcoming film Clown, og proklamerede sågar at den var instrueret af ingen ringere end de seneste års king of torture porn Mr. Eli Roth (Cabin Fever, Hostel 1+2 og ja, Mr. Roth vi venter stadig på The Green Inferno). Der var bare lige den lille-bitte detalje ved hele projektet, at Roth intet kendte til det. Traileren fangede dog hans opmærksomhed og Roth synes at Watts havde så store nosser, at han fortjente at få hans støtte. Så det endte med, at Roth både producerede filmen og snuppede en rolle i den. Well miracles do come true boys and girls.

  

Heldigvis så er Clown mere end blot en smart trailer gimmick. Den har faktisk en hel del plusser i bagagen at byde ind med. Blandt andet solidt skuespil af Andy Powers (Kent) og Laura Allen (hans kone) hvor især Kents transformering til klovn er fremragende. Kigger man nærmere på det forløb og der med hans både fysisk og psykisk nedbrud (eller opløsning om man vil) ja, så ligger en sammenligning med Jeff Goldblum i The Fly lige for. Filmen er desuden, på trods af et sparsomt budget, flot fotograferet og med en stilsikker instruktion hvor specielt første halvdel imponerer. Det er samtidig også her, at historien får lov at udfolde sig og vores nysgerrighed udfordres.

Det er her Kent jager sandheden bag kostumet og klovneforbandelsen. Her han flygter fra sig selv og den sult efter børn der rumler i maven og som er ved at fortære ham – indtil selvfølgelig, at han må give efter. Desværre varer de lovende takter ikke ved. Anden halvdel, hvor historien skifter karakter, og det er Kents kone der overtager stafetten i jagten på både sin mand og den grusomme sandhed bag kostumet (igen ikke ulige The Fly’s dna og Gena Davis) her går det hele desværre lidt i selvsving og det er som om Watts ikke har gennemtænkt hvad der nu skulle ske og hvordan vi afslutter den ellers fine idé. Sandheden er måske, at der ikke er historie til mere end en kortfilm og her kunne man fristes til at skule mod den franske Le Queloune (Klovn) som huserede på nettet for nogle år siden og som Clown læner sig op af som grund idé.

Det Clown til gengæld gør så godt, er at den i sine bedste øjeblikke fanger den evige tragedie forbundet med figuren. Det tragiske og det komiske som går hånd i hånd. Kent prøver i sin voksende desperation (efter at have gnavet fingrene af en spejderdreng) at tage livet af sig selv. Men viser sig kun at kan lade sig gøre (efter han har skudt sig igennem munden) ved at adskille hoved fra krop. Det prøver han så med to rundsave anbragt mod hinanden på gulvet og sig selv placeret med ryggen til på en stol, så han kan tippe bagover og lander med halsen mellem savklingerne. Scenen er på en gang ganske morsom og samtidig grotesk tragisk. Ikke mindst på grund af det uventede udfald.

Siger man Eli Roth, siger man også gore og her går Clown med det ene ben planken ud og gør, hvad man ellers ikke må i Hollywood, nemlig at slå børn ihjel. Mens den med det andet hænger fast i bremsen, da morderne sker offscreen. Vi efterlades med de døde børn, halvt fortæret og med afrevne lemmer, men uden at se selve akten.

På trods af den utilfredsstillende anden halvdel, så formår Clown alligevel at tilføre klovne mytologien er par ekstra kilo på sidebenene, så både Pennywise og Wayne Gacy ville smile ekstra bredt. Ikke mindst via den interessant baggrunds historie omkring klovnes oprindelse. Og hører du så samtidig til de personer der er udstyret med en sund portion skeptisk over for disse fastfrosne hvide ansigt, med den røde næse og tænker: Hmm..hvad gemmer der sig bag dette evigt smilende ydre? Ja, så bør du kigge med, snubler du over filmen til billige penge, eller på din streamingtjeneste.

Clown 2014 IMDB