fredag den 28. august 2015

Touchables!



Anmeldt af Jes Beier

Brian De Palma havde sin storhedstid fra midten af 70’erne med pletskud som ”The Phantom of the Paradise” (74), ”Carrie” (76) og ”The Fury” (78) og da han ramte 80’erne var han stadig oppe på den høje klinge med ”Dressed to Kill” (80) og ”Blow Out” (81). I 1987 brillerede han imidlertid som aldrig før eller siden med virtuosnummeret ”The Untouchables” som efter næsten 30 år på bagen fortsat er en robust stang dynamit af en film. 

 
Filmen var baseret på TV-serien fra 50’erne med Robert Stack som Eliot Ness der bekæmpede Chicago’s underverden i almindelighed og Al Capones forbrydersyndikat i særdeleshed. Det blev David Mamet der skrev historien, stærkt inspireret af Oscar Fraley og Eliot Ness’ bog. Mamet, der både er kendt som manuskriptforfatter, producer og instruktør, må have begået sin største bedrift på papiret i bogstaveligste forstand, for spændingen i ”The Untouchables” er massiv fra første til sidste scene. Intet mindre. 


Det er dog De Palma’s instruktion, der i sidste ende er garanten for at filmen fungerer, for han demonstrerer her hvordan man holder publikum fast i et skruestik, nærmest billede for billede. De Palma er en af de få instruktører der åbent har vedkendt sig sin inspiration af – og gæld til – Alfred Hitchcock og når det nogle gange er blevet brugt imod ham, er det egentlig ikke helt retfærdigt. For i betragtning af at netop Hitchcock var dén instruktør i sin generation der har haft – og vel stadig har – den største indflydelse på efterfølgende generationer af filmmagere, så er det måske i virkeligheden snarere misundelse end faglig stolthed, der har motiveret kritikerne af De Palma


Han har under alle omstændigheder nok forstået mest af hvad begreberne suspense og surprise i film dækker over og er nok dén instruktør i s i n generation, der har brugt det på den mest raffinerede og effektive måde. Hans måde at blande humor og spænding på er også ramt helt rigtigt her og leder igen tankerne hen på Hitchcock. Når det kommer til at voldføre et publikum, så viser De Palma med denne film hvordan det skal gøres.  


”The Untouchables” er filmschool, når det kommer til dette og hvilke virkemidler der skal tages i brug. De Palmas gæld til Odessa-scenen i EisensteinsPotemkin” fra 1925 er filmens højdepunkt (hvis et sådant udtryk ellers giver mening i en film hvor adrenalinen pumper konstant) og instruktøren har grundlæggende skabt en ny scene og i grunden ikke kopieret noget som helst. Han er i øvrigt også så elskværdig at smide
et par matroser ind i scenen, så ingen kan være i tvivl om hvor han låner fra. 


Man sidder på kanten af sædet fra første til sidste billede (det gjorde jeg i hvert fald da jeg sad i Gentofte Kino i 1987 og mine knæ rystede af sindsbevægelse bagefter) og netop billedsiden er et overflødighedshorn af fede farver og detaljer og derfor må Stephen H. Burum lige nævnes. De Palma brugte ham i flere af sine film og med stort held, men her yder han nok sin bedste indsats.


Billederne er mættede og nærmest stoflige og så er der bare så meget guf i farverne at man aldrig bliver træt af at glo. Musikken af Ennio Morricone er et mesterværk i sig selv, og det er et af de mange scores man aldrig glemmer og som lægger sig fint ved siden af dem han lavede til Leones film. Hans brug af blæserne når et højdepunkt her og selvom man måske godt kan beskylde ham for at overlæsse nodepapiret, så er det n e t o p det svulstige der kendetegner det og som derfor illustrerer hvad filmen er all about. ”The Untouchables” e r nemlig overkill, men på den fede måde. 


Det er en voldsballet, en gangsteropera for fulde gardiner der uden blusel voldtager sit publikum med den ene dramatiske scene efter den anden og et persongalleri der siger spar to. Robert De Niro var på toppen af sin kreativitet dengang og hans portræt af Al Capone hører til hans bedste præstationer ever og det på trods af, at han i grunden ikke er meget med i filmen. Han tilfører rollen lige dele farlighed og stupiditet og kombinationen er fascinerende og uhyggelig og på mange måder også utroligt morsom.  

 
Kevin Costner som Ness er udmærket og han gør ikke mere end hvad der forlanges af ham. Han er den klassiske og lidt intetsigende protagonist (ligesom Tintin!), der styrer publikum igennem den spændende historie og ikke så meget andet. Men Costner gør det godt og overbeviser, noget han ikke altid slap af sted med. Det er imidlertid Sean Connerys Jim Malone, der er filmens egentlige hovedperson og som bærer utroligt meget af den lille gruppes motivation, som næsten er ved at drukne i al spændingen. En bundreel irsk strømer, der i sit livs efterår får chancen for at gøre en ekstra indsats mod Chicago’s forbrydere og som bliver en afgørende spiller i konfrontationen mod Capone. Connery er intet mindre end forrygende god og fik fortjent en Oscar for ulejligheden. 

 
Som de to andre strømere gjorde både Andy Garcia og Charles Martin Smith indtryk som handlekraftige og effektive hjælpere. Desuden må nævnes Richard Bradford som politichefen og Billy Drago som den sadistiske Frank Nitti; begge er et stort plus for filmen, ligesom de øvrige støtteskuespillere er det. Som med de fleste rigtigt gode film er der ingen der falder igennem og alle er lige vigtige i det samlede resultat. ”The Untouchables” er simpelthen bare en Renoir i den mest gyldne ramme der findes, en af den slags sjældne film hvor grænsen mellem kunst og underholdning udviskes og der bare er, ja ren film! 

 
Det blev også De Palmas sidste gyldne stund – hvis man ser bort fra den, i min bog, også ret suveræne ”Carlito’s Way” fra 1993 med Al Pacino og så var filmkaleidoscopet ved at løbe tør for skema plus variation. De sidste godt 20 år har ikke for alvor budt på noget af særlig interesse og De Palma er endt som flere i sin generation, heriblandt Carpenter, Spielberg og – i særlig tragisk grad – Coppola, alle instruktører der markerede nybruddet i amerikansk film i 70’erne, men som nu har udspillet deres rolle. Paletten er tom, men hvilke farver blev der ikke malet med mens det stod på!



6 kommentarer:

  1. Vildt undervurderet gangsterfilm!

    SvarSlet
  2. Undervurderet? Den får max seks???

    lars

    SvarSlet
  3. Jeg mente The Untouchables generelt. Altid Godfather, Once Upon a Time og Goodfellas der bliver nævnt. Måske er den mere "poppede" - men stadig et mesterværk med en fantastisk holdbarhed. Jeg vil hellere se den en Coppolas trilogi. Fin anmeldelse Jes og gode sammenligninger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kasper. Tak for rosen! :) Hvordan tænker du, at filmen er undervurderet? Er den ikke blevet et ret sikkert hit igennem årene? Du har nok ret i, at filmen ikke er blevet "stueren" i genren; er det dét du tænker på?

      Slet
    2. Hej Jes og velbekomme.

      Ja, netop. Når de store gangster epos rulles op er det som ofte Godfather, Once Upon a Time in America, Godfellas, ja selv Casino. Det er som om at De Palma aldrig bliver helt stueren og at filmen bliver betragtet som en gangster-tegneserie. Det synes jeg på ingen måde er retfærdigt. Alene scoret er gudommeligt.

      Slet
  4. Så passer pengene bedre ;-)

    lars

    SvarSlet