Anmeldt af Jes Beier
Hvor vidt det
passer, at en filminstruktør kun er så god som sin sidste film, er vel til
diskussion, men sikkert var det, at David Lynch tilbage i 1984 havde brug for
en succes efter fiaskoen med ”Dune”. Selvom filmen fik et kultfølge i årene
efter dens fremkomst, så blev det hverken en publikums- eller kritikertriumf,
så han har nok været under et vist pres for at levere noget bedre. Heldigt var
det derfor også, at han skulle komme til at lave en af sine allerbedste film og
en af de sorteste thrillers fra 80´erne, ja fra nogen periode overhovedet.
”Blue Velvet”
er en utroligt enkel og samtidigt dybt kompliceret historie, som Lynch i øvrigt
selv skrev, og den indeholder en af de mest originale åbninger i filmhistorien,
nemlig med glansbilledfremstillingen af den lille amerikanske by, hvor alt ånder fred og idyl (den lokale brandmand vinker til os fra bilen) og tulipanerne står i snorlige rækker i solen, der skinner fra en skyfri azurblå himmel.
Jeffrey er
den unge mand der er et naturligt produkt af dette trygge middelklasseliv i
byen, men hans nysgerrighed efter at finde ud af hvad der sker i de dunkle
skygger, bliver ikke alene et uigenkaldeligt tab af uskyld på flere planer, men
også en forvirrende og transformerende rejse mod hans egen dobbeltgænger. Han
indser, at de onde mennesker ikke er så meget anderledes end ham selv (noget
som Dennis Hoppers Frank Booth-karakter også påpeger
over for ham i en scene i
filmen) og at også han indeholder muligheden for sin
Se, det var
jo mange ting på én gang! Jeffreys fascination af Isabella Rossellinis tragiske
natklubsangerinde Dorothy starter i medlidenhed, men bliver efterhånden til
mere end dette, fordi hun åbner op for hans indre dæmon, som i Lynch's optik
måske i virkeligheden ikke er så entydig som man skulle tro. For også Frank –
en af filmhistoriens mest rystende skurke, leveret med næsten makaber
intensitet af Hopper – har sin anden side, nemlig det skrøbelige og egentligt
menneskelige, som Jeffrey inkarnerer. Jeffrey og Frank er derved netop ikke
forskellige, men hinandens spejlinger eller sagt på en anden måde: de er begge
aspekter ved det specifikt menneskelige, nemlig at lys og mørke eksisterer side
om side inden i os og der udkæmpes en evig kamp om at finde balancen. Jeffrey
finder balancen, mens Frank fortabes.
”Blue Velvet”
er mange ting, men den er langt mere end en traditionel thriller, selvom
historien måske ikke længere fremstår som særligt original (det gjorde den til
gengæld i 1986!), men det har muligvis heller ikke været Lynchs hensigt.
Fortællingen om Jeffreys opklaring af et mordmysterium er kun rammen og plottet
er ikke det centrale her; instruktøren lader faktisk, hvis man ser filmen efter
i sømmene, hånt om det og lader i stedet sit tema om godt og ondt få plads. Det
er ikke nogen nem manøvre, men Lynch slipper afsted med det og resultatet er en
af de mest fascinerende film som åbner sig stadigt mere op for hver gang man
dykker ned i den.
Det vil ikke
være rimeligt med en film som ”Blue Velvet” ikke at pege på det flotte cast som
Lynch samlede til lejligheden. Ud over Kyle MacLachlan som Jeffrey er der en
meget ung Laura Dern som gør det virkelig godt som Sandy, en pige der ligesom
Jeffrey er fascineret af det dunkle, men ikke rigtigt tør udforske det; hendes
blanding af robust lilleby-pige og sødmefyldt kvinde rammer plet og rollen er
en af hendes bedste. Hopper yder en af sine helt uforglemmelige præstationer og
skaber sammen med Rossellini én af de mest modbydeligt fascinerende og
overraskende scener på film og dem er der faktisk kun en håndfuld eller to af.
”Blue Velvet” er en film der aldrig slipper sit tag i én.
Bluve Velvet 1986
Instruktør: David Lynch
Manuskript: David Lynch
Fotograf: Frederick Elmes
Medvirkende: Isabella Rossellini, Dennis Hopper,
Kyle Machlachlan, Laura Dern, Dean Stockwell
