Guldvask

Anmeldt af Søren Nielsen

I en lille by i midtvesten er tilværelsen god, tryg og forudsigelig, indtil en tilsyneladende beruset farmer går amok med et haglgevær. Kaos bryder snart løs i den lille by, hvor den ene efter den anden af beboerne går amok i en uforklarlig blodrus. Sheriffen, Dutton (Timothy Olyphant), vil have sin kone (Radha Mitchell) til at flygte, men det er for sent. Militæret har lagt en jernring om byen og lader ingen undslippe. Vanviddet spredes som en virus, og desperat forsøger Dutton og hans kone at slippe væk fra den dødsdømte by og de må sørge for at undgå både de smittede og militæret, der ikke tager nogen chancer

Havde dette nu været en pornofilm jeg anmeldte, ja så var overskriften nok luret i et lidt andet lys, men nu snakker vi altså en horrorfilm, så stryg blot den tanke og fokuser på det stuerene.....Sådan!

Horrorfilm er modsat hvad mange måske tror, en vanskelig størrelse at håndtere. Måske endda den vanskeligste af alle? Det er en genre som visse personer pr. automatik fravælger på forhånd og de der følger den, har som ofte set de mest obskure ting i forvejen, og er vanskelige at imponere. Når det kommer til segmentet virus-horror, indrømmer jeg gerne, at jeg har et stykke kryptonit i lommen. Jeg har en svaghed. Måske ligefrem en kløe? De smager nemlig pokkers godt. Lidt som en hotdog og Cocio ved pølsevognen en råkold efterårsdag. 

The Crazies er mere eller mindre et remake af den gamle Romero sag fra begyndelsen af 70'erne og det gør den faktisk ganske fornuftigt. Indrømmet (igen) her er der ingen uventet overraskelser, for er du til genren, så har du set det hele før og lidt til endda. Alligevel fandt jeg The Crazies en fin lille underholdene sag. Det skyldes ikke mindst, at det meste af det der foregår, faktisk er ganske plausibel (i kotekst til præmissen) og at vi for en gang skyld har med voksne mennesker at gøre til en forandring.

Selvfølgelig kunne der havde været skruet en tand eller to op for splat-ometeret, men alt i alt er det på et acceptabelt niveau. Plusser skal der også lyde til the Dutton’s (Olypanth og Mitchell) som faktisk leverer et styk ganske troværdigt filmpar. Åbenbart en disciplin som er mere end vanskelig i Hollywood. Filmen har desuden en overraskende god pacing. Ofte er det sådan, at der enten klippes i et maskingevær tempo så du har problemer med at se hvad der forgår og deraf hurtigt mister både overblik og interesse. Eller så foregår det hele i et snegletempo, så aftens største (og eneste) chok er, når du vågner med savl ned af kinden. Her er det lykkes for instruktøren Breck Eisner at finde en fin balancegang.

The Crazies anno 2010 er, som allerede afsløret, hverken en genre fornyer, eller åbenbaring. Det er end ikke en virus top ti film, men det betyder ikke, at det ikke er en ganske veldrejet og underholdene sag vi for serveret som både vi freaks og almindelig dødelige bør kunne lure med god samvittighed.

Sluttelig bør enhver film der evner at gøre en vaskehalsscene små-klaustrofobisk pr.automatik have ros. Og der med mine herrer så endte vi hvor vi beyndte balladen. Ved Guldvasken.

The Crazies 2010

Instruktør: Breck Eisner

Manuskript: Scott Kosar, Ray Wright

Fotograf: Maxime Alexandre

Medvirkende: Timothy Olyphant, Rada Mitchell,

Joe Anderson, Danielle Panabaker, Chritine Lynn Smith

IMDB