tirsdag den 25. november 2014

Det 4. Rige





Anmeldt af Jesper Ørsted

På månens bagside skjuler der sig en gruopvækkende hemmelighed, der har ligget skjult i over 70 år. Her har flygtede nazister opbygget en base, hvorfra de planlægger at lade den ultimative gengældelse regne ned over deres fjender på Jorden. Tilfangetagelsen af den amerikanske – afroamerikanske! – astronaut James Washington får dem imidlertid til at indse, at Jordens computerteknologi er overlegen og en ekspedition under ledelse af den ambitiøse Klaus Adler og med den smukke (om end lidt naive) lærerinde Renate Richter som blind passager sendes af sted som spioner. Her lander de midt i den – kvindelige – amerikansk præsidents kampagne for genvalg. Og præsidenter, der starter en krig i deres første valgperiode, bliver ALTID genvalgt.


Fantastisk tungen-i-kinden sci-fi komedie med næsten totalt ukendt cast, et lillebitte budget af $7,5 mio, eller 3% af de store Hollywood blockbusters der laves i dag. Og alligevel er den fantastisk vellykket, castet er fremragende. Konstant underholdende og morsom. Den ualmindligt dejlige Julia Dietze er fantastisk som nazi-lærer i skolen på månens bagside. Stephanie Paul leverer en ætsende satire på Sarah Palin som amerikansk præsident og Peta Wilson er en ond satire på spindoctors.

Altsammen fantastisk godt skruet sammen, der er vid og bid i sartiren, der er nostalgisk sci-fi så det klodser i nazisternes 1940'ere teknologi der møder iPhonen. Christopher Kirby spiller amerikansk astronaut, som nazisterne giver en albinokur for at gøre ham hvid, her kommer mad scientist aspektet ind i filmen. Det steampunk-lignende design passer helt perfekt til nazisterne på månens bagside og historien får alt hvad den kan trække med Wagner og Götterdämmerung.

Filmen har mange finurlige scener, som da et nazistisk away team støder på noget de kender: VW Folkevognsrugbrød og udbryder: Ein Kleinbus! Og så stjæler de den fra en New York gadebande! Eller da Renate (Dietze) støder på rigtige nynazistiske skinheads på jorden og tror det er flinke folk!

 
Lommeuld, entusiastiske ukendte skuespillere, der er glimrende castet og stor opfindsomhed går langt i retning af at lave en film, der sparker røv på Hollywood's $1/4 mia monstre af nogle film på lerfødder. Jo, Iron Sky er en must see og bør ikke mangle nogen kultfilmsamling. Og mon ikke vi i fremtiden kommer til at se mere til Julia Deitze? hun gør i hvertfald "una bella figura" i filmen.



Iron Sky 2012
Instruktør: Timo Vuroensola
Manuskript: Johanna Sinisalo & Jamo Puskala & Timo Vuroensola
Fotograf: Mika Orasmaa
Medvirkende: Julia Dieze, Christopher Kirby
Götz Otto, Udo Kier, Peta Sergeant

IMDB 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar