Movie Madness: When tomorrow comes

Anmeldt af Søren Nielsen

The beach is not secured!

Kigger man på de seneste tre store Hollywood sci-fi brag: Oblivion, Elysium og Edge of Tommorrow, så er det utvivlsomt sidstnævnte der skinner klarest på stjernehimlen. Tom Cruise som efterhånden har patent på sci-fi blockbuster roller på trods af at han har nået en alder, hvor han roligt kan lægge billet ind på en plads i Expendables 11, så er Top Gun drengen på mange måder filmens lyspunkt. Og det på trods af jeg på ingen måde er die hard fan af Scientology stjernen. Jeg erkender dog samtidig, at når Mr. Cruise rammer sit top niveau, ja så gør han det godt. Han er vel samtidig også en af de få virkelige superstjerne Hollywood land-land har at byde på pt. Så det er måske forbundet med en hvis poetisk retfærdighed at han får lov at vælge først fra de øverste

hylder? Heldigt for os til gengæld, er han vågnet fra sin tornerose søvn og the zombie walk fra Oblivion og rammer her igen de helt rigtige tangenter. Især i filmens åbning, hvor han fremstår som en kujon (eller menneske, alt efter hvilket syn man har på overlevelse) og gør alt i sin magt (og lidt til) for at slippe for direkte militærtjeneste. Det er ganske klædelig både for Cruise og filmen for den sags skyld. At Cage (Cruise) så snip-snap snude er havnet med bollerne i den rævesaks i første omgang, er måske lidt mere urealistisk. Men hey ladies and gents, det her er en film med big guns og endnu større aliens vi har med at gøre!

Du skal have haft fødderne støbt ind i cerment og placeret solidt på bunden af Marianergraven de senste tyve år for ikke at lure de mange sammenfald med andre film som præsenterer sig i Edge of Tomorrow. Ikke mindst i skikkelse af Groundhog Day. Der er faktisk scener der ligner ren copypaste, uden det nødvendigvis gør dem dårlige. Men det gør til gengæld, at man ofte sidder med good old Bill Murray i baghovedet og drømmer sig tilbage til Punxsutawney, Pennsylvania. Andre ingredienser i denne sci-fi gryderet er Saving Private Ryan og drys Matrix.

Edge of Tomorrows kvindelige (og svedige) islæt er britiske Emily Blunt, som iøvigt tidligere har snuset til genren i den fremragende Looper. Nu spiller hun Rita. En nul bullshit kick ass sværdsvingende supersoldat som promoveres af militærets PR afdeling som the warrior queen i forsøget på at booste moralen og rekruttere endnu flere i kampen mod the alien invasion. Miss Blunt gør begge dele overbevisende. Både som trækplaster og som skuespiller. Hun evner at slange sin svedige olie indsmurte krop når det er påkrævet og skyder Cruise (ja, du læste rigtigt) tilpas mange gange i hovedet, til både vi og Nicole Kidman kan tilføje hende listen af folk der skal have en julehilsen. De to hovedpersoners kemi er i øvrigt forbavsende god.

Looper

Filmens historie der imod, er der til gengæld ingen grund til at bruge spalteplads på, da den simpelthen er ikke eksisterende. Aliens indtager jorden. Vi er på randen af udslettelse. Militæret har søsat en storoffensiv som skal vende krigslykken i en ny D-dag. Hvad den øverste militæreledelse selvfølgelig ikke ved (men Blunt og Cruise gør) er, at det netop er den aktion som de knap så venligsindet gæster ønsker. Så hokus pokus, der blev vores dynamiske duo med et suprise-suprise mans last hope.

Christopher McQuarrie der blandt andet skrev The Ususal Suspects og Valkyrie (også med Cruise, dog i en anden krig) har ikke misbrugt tid eller ressourcer på hvorfor vi er invaderet, eller hvad de vil her. Det samme kan siges om vores standpunkt i krigen. Ud over det forestående slag, er vi left in the dark. Det samme gør sig gældende omkring persongalleriet. Vi får ingen baggrundshistorie at koble figurene op på andet end et par små lunser kød som dårlgt kan fylde en hul kindtand på en hamster. Alt i alt har vi at gøre med en film som har tillagt sig combat mode fra stort set første sekund -og bliver der. Det hele er på godt dansk kogt ned til et mexicansk højteknologisk stand off i Saving Private Ryan sandkasse højde, kombineret med en akut Bill Murray forbandelse. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

En af de ting som de fleste imødeser med voldsom spænding når der annonceres et nyt sci-fi indspark fra Hollywood fabrikken er naturligt nok aliens, set-designs og speciel-effects. Og her ligger filmens største skuffelse så også begravet. Edge of Tomorrow har ikke rigtigt noget nyt at byde op til en intergalaktisk swing om med. Vi bygger fortsat videre på de samme aliens som vi har set på de sidste tyve år. Måske skinner de på en anden måde end tidligere set. Måske har de robot tentakler i stedet for de slimende. Måske bevæger de sig mod uret i stedet for med uret. Men til syvende og sidst er der en lige linje fra ID4 over Matrix til nu. Det kunne være forfriskende ville de

gode kreative kræfter (hvor de end gemmer sig?) komme op med en ny garderope til uindbudte gæster. For den tangent vi kører ud af nu, er efterhånden ældre og mere slidt end mælkevejen. Med andre ord: En ny Predator eller Alien, ville være mere end velkommen (R.I.P Stan Winston & H.R. Giger).

Til filmens ros skal der til gengæld siges, at den på fornemstevis evner den svære balencekunst at veksle mellem tonerne af humor og alvor. Samt der endda er blevet plads til et par syrlige drops af samfunds kritik. Uden dette dog på nogen måde bliver så gennemført som i Verhoevens Starship Troopers. Som i øvrigt stadig er klasser over disse tre film.

Slutteligt, så er det herligt for en gammel sci-fi fan, at man er begyndt at kaste den rendyrket afart op på lærredet igen. Og alligevel så sidder man tilbage med kun en halv stivert på og tænker, at the big bang endnu ikke har ramt os direkte i klokkeværket. Kommer den ud...forløsning i 169 min. selskab med Christopher Nolan og Matthew McConaughey i Interstellar? Vi for se.