Movie Madness: No one really cares.

Anmeldt af Søren Nielsen

Der er skole party-party-party time og der er saftsusme også Halloween. Denne sprængfarlige cocktail er selvfølgelig alt for fristende for filmens kække trio, som vælger at arrangere en ganske speciel surprise for deres dates. Det er nemlig sådan, at der rumsterer en urbanlegend omkring en citronplantage. Så hu-hej af sted det går.

Ifølge legenden så skulle en mand, som var så forelsket i sin smukke brud, have købt den afsidesliggende plantage, fordi han var jaloux på omverden og frygtede mere end noget andet her i livet, at en-eller-anden skulle ’stjæle’ hende fra ham. Så planen var, at han ville plante hende der, men isolationen hjalp tilsyneladende ikke på roen, for han blev gradvis mere og mere sindssyg og endte med at klippe de gyldne lokker af hende. Dog ikke mere forstås, end at hun blot blev transformeret om til en smuk, nu korthåret kvinde.

Nå, jalousien stoppede ikke ved den ufrivillige studsning. Efterfølgende valgte han som en bonus at lænke hende fast til gulvet, så hun ikke længere kunne gå udenfor. Det forhindre hende dog ikke i at blive gravid. Nu havde hun imidlertid lugtet lunten, at det her alligevel nok ikke var den uforfalsket lykke hun havde sagt ja til, hvor efter hun vælger at stikke af med barn og tandbørste. Forsøget mislykkes dog og hendes omsorgsfulde mand slår hende ihjel (så kan hun lære det) hapser datteren og puf - siden har ingen set ham siden.

The Caretaker er en by the numbers lowbudget teenager slasher, som er så tynd i spyttet, at den snildt kunne vises en lørdag eftermiddag mellem to Friends genudsendelser. Der er dog enkle lyspunkter i mørket. Men dem kommer vi tilbage til. At kalde The Caretaker en slasherfilm er i øvrigt en tilsnigelse af de større, da der stort set ikke er et voldelig eller blodig element at opdrive i filmen. De fleste mord sker off-sceen og de vi får lov at lure...ja, der ser du ingenting. Huset (eller rønnen) på plantagen som udgør filmens location, kandiderer til genrens mindst uhyggelige. Vi har at gøre med et skur, som i bedst fald kan beskrives som en lummer blanding mellem et mobiltoilet på Roskilde festivalen og en gennemsnitlig dansk håndværkerskurevogn. Dog har man valgt som en stemnings basker, at oversprøjte rummene med futuristisk selvlysende graffiti. Ak ja, ikke et øje er tørt.

Hvad så med de smukke unge mennesker der blev nævnt i starten? Jo, der er hele seks af slagsen: Tre fyre og tre tøser (pengene skal passe) og offerlammene er, selv for denne type film, fuldstændig transparente. To af fyrene er faktisk så identiske, at de næsten er umulig at skelne fra hinanden. Medmindre selvfølgelig, man har adgang til en DNA-test. Med pigerne er det lidt lettere, da den ene snu nok er mørk. Omvendt er det også den eneste hjælp vi får, da de er ligeså intetsigende i deres fremtoning som deres håbefulde bejlere.

En film som The Caretaker skal selvfølgelig have sin helt egen boogeyman, og her har man så valgt at spendere den kreative del af budgettet på plantageejeren som dødens forlænget arm. Hans weapon of choice er en tingest man kan samle citroner op med og som han entusiastisk svinger til højre og venstre. Det er dog en udfordring ikke at fostre den tanke, som ligene hober sig op, at tingesten må være smurt ind i et tykt lag ufortyndet Round-Up, da ofrene som ofte kun ender op med en enkelt flænge eller to, men som sjovt nok omvendt altid er dødelig. Der ud over er hans trademark, at han liiiige triller en citron hen ad gulvet mod ofrene før de må bide i det ehm sure æble. Så er de lige som advaret og det samme er vi. Hold jer for øjnene børnlille.

Ved skabelsen af en fuldblods boogeyman er fremtoningen selvfølgelig alfaomega. Alle håber at kunne avle en ny Michael Meyers, Jason eller Freddy, med efterfølgende romertal på romertal og voksende bankkonto og franchise. I The Caretaker har man valgt Michael Meyers/Jason skabelonen, altså den stumme, maskeret morder. Ganske passende i øvrigt da vores ”helt” ikke udgyder så meget som et enkelt kvæk under hele filmen. Visuelt er han i ført moderigtigt kaki farvet Kansas arbejdstøj og et halstørklæde viklet omkring hovedet et par gange og...ja, that's it folks. Indrømmet, du har en god sag argumenterer du for, at det efterhånden er en større udfordring at kreere en ny (og original) teenagemorder end det er at zigzagge igennem programfladen på tv en fredag aften, uden at støde på et amatørshow. Meeeen alligevel?

Scary shit..hva'?

Rollelisten til The Caretaker består primært af unge og ukendte skuespillere - på nær to. Nemlig altid dejlige Jennifer Tilly og ingen ringere end 80'er teenageidolet Judd don't you forget about me Nelson. Det gjorde verden så alligevel. Men Nelson, som var skolens rebel i The Breakfast Club, er nu blevet en konservativ farmand, regelrettet og mere end almindelig nervøs ved udsigten til at skulle slippe sin uskyldige datter løs i armene på en flok hormon fyldte ungersvende med tivoliet åben 24-7. Jennifer Tilly (som du helt sikkert har printet på nethinden for hendes lystigt samspil med Ginger Gershon i Bound og bør huske for The Bride of Chucky) spiller en sexhungrende

lærerinde, som med brysterne i combatmode har et uforfalsket håb om at få nedlagt en elev, så hun kan komme i medierne, blive berømt og der med indløse en billet væk fra provinsrøvhullet. Her slutter morskaben så desværre også. For Tilly, som ellers ikke er bleg for at ryste attributterne på filmlærredet, lader dem pænt blive indenbords. Selv om de flere gange ligner et par indsatte med så stor en frihedstrang, at de får Andy Dufresne til at fremstå som en der krydser fingre for en 20 års tillægsstraf. I øvrigt burde der ikke være noget som helst i vejen for at de havde set dagens lys, da vi i filmens åbningsscene får serveret filmens absolutte højdepunkt.

En blondine med rottehaler vælger ganske uprovokeret at lufte sine silikone babser. Dette ellers glimrende initiativ bliver der helt uforståeligt ikke fulgt yderligere op på. Hverken hos Tilly eller blandt de andre, af filmens kvindelige medvirkende. Og der med kan man vist rolig konkludere, at når man har set starten af The Caretaker, så kan man rolig slukke og som alternativ presse citronsaft ud i øjet. Det vil utvivlsomt være en mindre smertefuld fornøjelse end at sidde resten af filmen igennem.