Movie Madness: No seriously i'm a virgin!

Anmeldt af Søren Nielsen

Breeders er en af de få film som næsten enhændigt evner at hopper en hylde op og skaber en sprit ny kategori i den tilsyneladende uendelige historie om bad cinema eller trashmovies om man vil.

New York er ramt af en række brutale voldtægter af unge kvinder. Voldtægterne er omgivet af stor mystisk. Til dels lider alle kvinderne af de samme symptomer. De har hukommelsestab og alvorlige skader i ansigt, på krop og i underlivet af en form for "ujordisk" syre. Hvad der dog næsten er endnu mere mystisk er, at de alle er jomfruer og husker deres overfaldsmand forskelligt. Og som filmens eneste politibetjent (som er i omegnen af nitten år) frustreret udtrykker det over for en læge, da endnu et voldtægtsoffer viser sig at have svigtende hukommelse: "If you’re not dead. You’re alive. And if you’re alive you can remember". Det er ikke uden grund, at han er steget i graderne til police detective før han endnu har set skyggen af en barbermaskine.

Hvad vores unge ven dog endnu ikke ved, er at det ikke er en almindelig voldtægtsforbryder han og byen der aldrig sover står overfor, men besøg from outer space!

En fluemand i et sprøjtemalet gummikostume med støvsuger arme og nu og da i ført sneakers, er nemlig den uindbudte gæst som samler på jordiske jomfruer. De skal bruges til at forberede en invasion fra rummet. Det kunne umiddelbart godt virke som lidt af en misson impossible han er kommet på her, men heldigvis for ham, betræder alle som en af kvinderne i Breeders kun dydens smalle sti. Ingen sex før ægteskab er dagsorden for samtlige medvirkende.

Første offer har været på en kikset date, og går nu rundt i New Yorks gader i ført en lille leopardkjole og med bare fødder. Andet offer er en fotomodel, der når de andre er til middagspause, sniffer coke og dyrker aerobic nøgen i studiet. Hun er om nogen beviset på, at branchen er udsats for en hetz og man sagtens kan både smide tøjet når chancen byder sig, sniffe tre baner coke og stadig være uberørt jomfru i modelbranchen. Og jeg er sikker på hun langt fra er den eneste.

Fællesnævnerne for disse jomfruer synes at være, at nok vogter du over din dyd som en skotte over sparegrisen, men du smider til gengæld gladeligt tøjet ved enhver given lejlighed. Når du laver mad. Når du taler i telefon med din mor, når du laver aerobic osv. Og her synes vi så samtdig at have indkredset filmens præmis. At få de deltagende kvinder til at smide tøjet i så mange mulige og umulige situationer som overhovedet muligt. Voila my friend. We have a ballgame!

Breeders lider til gengæld ikke under dårligt skuespil, for der er intet. Først og fremmest er casten vel kun på 10-11 personer sammenlagt. Replikkerne bliver tydeligvis læst op fra cue cards og altid i et meget, meget adstadigt tempo. Der er som en gylden fingerregel laaange pauser mellem alle ord og sætninger. Især hvis der skal siges……jomfru!

Filmen brillerer samtidig ved der stort set ingen kobling er mellem scenerne. Mest uheldig er en kvindelig foto make-up artist, som efter at have afsluttet en telefonsamtale med sin mor (nøgen) hvor hun kunne forsikre hende om, at hun stadig er jomfru, pludselig opdager der står en voldtægtsforbryder i hendes ellers oplyste og hvide soveværelse. Der går dog ikke mere end et minuts penge, så står også vores flue-alien-sneakers ven i soveværelset og slår voldtægtsmanden ihjel og ja....skal vi ikke blot konkludere, at når hun nu er så dårlig til at huske at låse døren, så var det vel lidt af et mirakel hun forblev jomfru i så lang tid som tilfældet var. New York City i midt 80'erne, var ikke et specielt rart sted.

Looook into my eyes.....You're a virgin right?

En anden fin detalje ved Breeders, som de med fordel kunne adoptere i andre film, er at alle som en har en vane med at tale med sig selv når de er alene. Det er en kæmpe fordel når de så åbenlyst kan forklare deres handlinger og motivatioen for at gøre stupide ting, så vi som publikum ikke sidder og undrer os unødigt.

Vores to hovedpersoner er en kvindelig mulat som er først i tyverne og imponerende nok allerede lægeprofessor. Og som omtalt tidligere vores politidetektiv på de nitten som filmen igennem er den eneste repræsentant for New York finest. Snupper du lige de fem voldtægtssager? Så kigger vi andre nærmere på anmeldelserne om de stjålne cykler. Som kompensation for dette, har de to hovedpersoner så til gengæld flere inspirerende samtaler. En af dem handler sjovt nok om voldtægt:

Dr. Gamble Pace: It’s almost like you’re fascinated with all this?

Det. Dale Andriotti: You may know something about medicine but you don’t know it all. When I was seven years old, my only sister was raped. I watched her go from a happy teenager to a closed up old lady in one day. She never got over it.

Dr. Gamble Pace: All right.

Det. Dale Andriotti: When all this is over, maybe we could go out for dinner?

På et andet tidspunkt har vores ungdommelig politidetektiv en samtale med kvinden som stod bag fotoseancen med den coke-sniffende-nude-aerobic-voldtægts ramte model. Her mistænkes en af hendes ansatte som er forsvundet for at have begået voldtægten.

Kvinden: Detective am i making myself clear. Ted couldn’t have done it. He’s gay!

Det. Dale Andriotti: Maybe he is or maybe he’s just real clever!

Breeders er samtidig en af de intime art-house film, hvor de fleste location kun har et rum eller værelse tilrådighed. Lejlighed består kun af soveværelset. Hospital som er beriget med den samme stue. Fotostudiet med kun et lokale osv. Sjovt nok har de alle den samme hvide væg som baggrund. Der er nok en eller anden form for symbolisme skjult i dette, som jeg har misset. Til mit forsvar skal der dog siges, at det var møg svært at koncentrere sig med så mange nøgne kvinder hele tiden. Det er nærmest som om, de er delt rundhåndet ud med det ene formål bevidst at skjule filmens andre elementer. Mangel på plotudvikling, karaktere, miljøtegninger osv. Men det kan næppe passe. Så udspekuleret nægter jeg at tro på, at der er nogen der er.

Breeders stakåndet og intense klimaks skal jeg selvfølgelig ikke røbe her, det vil falde i samme kategori som at afsløre hun er en han i The Crying Game. At der er et hoved i papkassen i Se7en. At Kevin Spacey er Kaizer Soze og Dart Vader er Lukes farmand. Jeg kan dog løfte sløret for, at de fem kvinder ender op i et konkyliebadekar i en forladt subwaystation under Empire State Building (for sådan en findes nemlig) som er oplyst af en rød lavalampe. Her gruppebader de nøgen (surprise) i noget der må være en afart af intergalaktisk kokossperm. Det skulle i øvrigt være sundt for huden. Især har du tidligere været udsat for en syre voldtægt og er ja, rigtigt gættet, eks. alien jomfru.

Tim Kincaid (lyder lidt som en seriemorder, gør det ikke?) er navnet på manden bag dette mesterværk. Han er tidligere pornoinstruktør (forklare det noget?) og har mest begået sig i gayporn under navnet Joe Cage eller Mac Larson.

Fra midt 80’erne og frem til 90’ gav han så den ”rigtige” filmbranche chancen og stod altså bag denne perle samt bl.a. Robot Holocaust (86’) – Bad Girls Dormitory (86’) – Mutant Hunt (87’) - The Occultist (88’) og i lidt en anden boldgade, men ikke mere succesfuld: She’s Back fra 89’ med selveste Carrie Fischer i hovedrollen. Spørgsmålet er om Mrs. Fischer husker den oplevelse fra sin kokain rus? Efter dette encounter med "Hollywood" vendte Kincaid tinseltown ryggen og skiftede permanent til Joe Cage og laver nu igen film med titler som: Lifeguard: The Men of Deep Water Beach og Red Balls Express. CV'et tæller 58 dags dato.