tirsdag den 11. november 2014

Are we there yet?





Anmeldt af Jes Beier

Chris er på vej til et vigtigt jobinterview. Han er sent på den og beslutter sig for at skyde genvej gennem en skummel skov. Pludselig støder han ind i en anden bil. Bilen tilhører 5 unge, der er på tur i skoven. Da begge biler er totalskadede, og da de er uden for mobiltelefonernes dækningsområde, beslutter de sig for at gå igennem skoven til fods for at finde hjælp. Det skulle de aldrig have gjort. I skovens dyb bor nemlig en grotesk kannibalfamilie, og den lille gruppe har kurs direkte mod deres hus.

 
Der er ingen tvivl om at mængden af horror -og slasherfilm der omhandler en lille gruppe unges skrækoplevelser med diverse massemordere på en øde lokalitet er legio, og derfor er der heller ikke ret mange af dem, ihvertfald i nyere tid, der byder på ret megen originalitet. Tænk bare på de mange tanketomme remakes der er kommet ud i de senere år! Hvordan er det så med Wrong Turn? Ja, den tilføjer tilsyneladende ikke meget nyt til genren, men dét den byder ind med fungerer faktisk udmærket.

Efter er godt kvarters tid hvor instruktøren spilder sin egen og vores tid med en sløv etablering, strammer han gradvist grebet om vores opmærksomhed, og den bliver efterhånden ret nervepirrende. Overbevisende set pieces, optimal udnyttelse af locations og relativt tæt klipning viser en filmmand der kender genren og ikke taler ned til sit publikum. Make up´en er hårrejsende uhyggelig og giver filmen en ekstra modbydelig dimension. Hvis man skal indvende noget må det være skuespillerne der i bedste fald leverer middelmådige præstationer og i værste fald er decideret tredierangs. Det skæmmer en del, også fordi det svækker vores egen identifikation med personerne. Ellers kompenseres der rigeligt for svaghederne med mange filmiske tricks. En enkelt scene er meget opfindsomt formet: et ekstremt close-up af et øje, hvor pupillen udvider sig i dødsøjeblikket. Den illustrerer meget godt at filmen er grum, men stadig stilet lavet.

 
Wrong Turn bliver tilsyneladende bebrejdet at læne sig op af Deliverance og Texas Chainsaw Massacre, men ingen film kan måle sig med disse koryfærer, så sammenligningen er - uagtet at den er berettiget - i grunden malplaceret. Disse film rummer en langt større kompleksitet og metaplaner som samfundskritik, satire og symbolik, noget der er ikke-eksisterende i Wrong Turn. Og instruktøren prøver klogeligt heller ikke på at efterligne dem, men laver en in-your-eye slasherfilm der kan sagtens ses igen. Også af en ikke-fan.





Wrong Turn 2003
Instruktør: Rob Schmidt
Manuskript: Alan B. McElroy
Fotograf: John S. Bartley
Medvirkende: Desmond Harrington, Eliza Dushku
Lindy Booth, Jeremy Sisto, Kevin Zegers

Ingen kommentarer:

Send en kommentar