Lort eller lagkage?

Perler for svin, eller kejserens nye klæder? Movie Madness agerer djævlens advokat. Første klient på anklagerbænken er Quentin Tarantino's anmelderoste og succesfulde western. Django Unchained.

Monkeyman

ADVARSEL! Er du afro-amerikaner eller bare afrikaner? Har du mørkere hud, end Michael Jackson eller Prince? Har du især en tendens til at blive følsom eller arrig, når racerelaterede sager eller ord kommer ind på banen?

Ja, så tag dig for i akt for über-filmnørd/skaberen Quentin Tarantinos nyeste skarpe skud på stammen: "Django Unchained"!

For ordet NIGGER eller NIGGA, blevet stort set konstant sagt, og det har åbenbart pisset et par ´´brothers´´ af ovre i USA, hvor især den afro-amerianske instruktør Spike Lee har været ude med riven, men det var han også da Clint Eastwood lavede "Flags of our Fathers", da han mente der ikke var nok afroer med, og derpå lavede sin egen lille World War 2. film som jeg hvert fald ikke har de varmeste følelser for.... Uuuuhhh ha, nu skulle jeg nødig selv blive stemplet som racist!

Men "Django Unchained" står altså på menuen, og lad mig fortælle de damer & herre, at Tarantinos menuer næsten altid plejer at være delikate... og det er det også denne gang!

Quentin Tarantino (QT) giver os ikke bare en interessant hævnhistorie, en nørdet western eller en film med fandens godt velskrevede dialoger... nej dette er Tarantinos hyldest til de spaghetti westerns han voksede op med, plus at der er en god stads blacksploitation i historien også.

Vi har måske alle sammen vores instruktør favoritter. Nogen ville måske sige John Ford, andre ville sige Sam Peckinpah, Clint Eastwood, Howard Hawks, Anthony Mann eller John Sturges! Men når det kommer til spaghetti westerns så er Sergio Leone hvert fald mesteren for mig, men QT synes anderledes. For ham var Sergio Corbucci THE SHIT eller CRÈME DE LA CRÈME. Han instruerede westerens som "Navajo Joe", "The Great Silence" og selvfølgelig "DJANGO"... som Tarantinos film har stjålet navnet fra, men Corbucci er meget anderledes end sin beundres værk.

Begge plot måske pænt "straightforward", men hvor Corbucci har en mand der ankommer til en by med en kiste slæbende bag efter sig, for derefter at tag kampen op imod en lokal bande der har overtaget kontrollen med byen... så handler Tarantinos film om afro-amerikaneren og slaven Django, der genvinder sin frihed ved hjælp af en tysk dusørjæger (som er tandlæge på deltid), og som sammen med sin redningsmand skal redde sin slavekone ud af hænderne på en små-sadistiske og ganske ubehagelig plantageejer spillet af Leonardo DiCaprio.

Begge plots er relative tynde, men QT's version er bare sådan en fed oplevelse pga. den måde manden skriver dialoger og karakterer på. Godt nok spiller miljøet en hel del i westerns, men selvom der er gjort noget ud af at bringe os tilbage til 1858, så bruger QT ikke lange tider på at vise os landskaber og westernagtige melankolske skønheder, nej det handler og hævn, blodige skyderier og skarpe dialoger!

Filmen vil også gerne tage debatten op omkring USA's fortid og dens mange skyggesider, hvor slaveriet helt sikker ligger i top 3 listen over skamligheder, med en stærk mulighed for at være nummer 1 på denne liste.

QT prøver heller ikke at gøre filmen intelligent, nej det er jo ikke et stykke dybdegående teaterstykke som er blevet smækket ind i en film, derimod er "Django Unchained" et stykke solidt eskapisme, som er underholende, morsom... men også noget som bør stå som en kraftig "reminder" til alle om USA's mørke historie.

Teknisk er filmen ganske smuk og farverne eller kontraster som nogle i fagmunde ville sige, står flot på et biolærred. Filmen er også ganske blodig, når der endelig bliver trykket på aftrækkeren og en western kan vel næppe være eller har set så blodig ud før, end som hér.

Skuespillet er godt, og især Christoph Waltz og Leonardo DiCaprio gør specielt indtryk... men der bliver også tid til et par gode cameos af f.eks. Don Johnson og ingen ringere end Franco Nero som spillede den originale Django tilbage i 1966.

"Django Unchained" er et ´´wonder for the eye´´! Filmen sprudler at kreativitet, spænding, bloddryppende pistolskud, mageløse fede dialoger og en fabelagtig god kemi i blandt de spillende parter. Måske ikke QT bedste film, men helt sikkert en 6 stjernet oplevelse.

 

Op på sadlen kære Tarantino fans... filmen skal ses!

Søren Nielsen

  

Kender du typen? Personer der har en reproduktion hængende over sofaen af Monet. Købt i en plakatshop, hvor rammen er dyrere end maleriet. Det ligner, men det er ikke ægte. Sådan en filmkunstner er Tarantino. En kopikunstner. Men en pokkers dygtig og nu og da mesterlig en af slagsen. Manden der er opvokset mellem hylderne i en videoforretning i godt selskab med alle sine barndoms idoler, har tilsyneladende søsat den mission, at han vil afdække alle de genre han elskede som teenager.

Problemet er blot, at Mr. Tarantino laver den samme film om og om igen og aldrig tilføjer noget til genren. I hvert fald ikke noget ægte. Han hylder den, genopfinder den, gør den über cool igen og propper den med de skuespillere han beundrede i tidernes morgen og som kun et fåtal i hans ungdommelige publikum kender i dag. Sådan er det også med den seneste reproduktion. Endnu en tidsperiode film der lige så godt kunne have foregået i the Bronx i 90'erne som i 1800 tallet. Denne gang er det nemlig den mest ærke amerikanske genre af dem alle der står for skud, med ”genindspilning” af Django, som sjovt nok nu udspiller sig i hjertet af Amerika.  Spørgsmålet er dog, om det ikke nærmere er hybrid af den italienske vinkel og 70’er blaxploitation vi er vidner til?

På samme måde som nazisterne var omdrejningspunktet i Tarantinos forrige epos, er det denne gang endnu et (tø-hø) sort kapitel i verdenshistorien vi skal præsenteres for, nemlig slaveriet. Og igen forekommer emnet ham inderligt ligegyldig, og blot valgt med det ene formål, at fungere som en skabelon for at fortælle en historie. Hvad der absolut ikke er noget galt i, var det ikke lige fordi der skal presses et par pointer om netop emnet ud mellem flæsket og sidebenene. Django fremstår på samme tid underlig usammenhængende og især midterstykket truer med at trække alt fremdrift ud af filmen. Vi har måske, når alt kommer til alt, i virkeligheden lige overværet verdens længste filmtrailer? Masser af små brudstykker af noget der kunne have været.

Som altid i QT film er der et farverigt persongalleri, hvor der forekommer en kappestrid om at få lov at sige nigga flest gange. Kritikken om racisme synes dog malplaceret med anklagerne om overdreven brug af N-ordet. I stedet burde man kigge på fremstillingen af den hvide mand. Hvor én enkelt person med lidt god vilje kan betegnes som et anstændigt menneske. Resten er psykopater eller sadistiske røvhuller. Vi får også serveret alle de klassiske Tarantino ingredienser af smalltalk (dog kraftig nedtonet) komiske indslag og over the top violence. Der er selvfølgelig også blevet plads til den uundgåelige Tarantino

monolog. Desværre er ingen af elementerne i nærhedens af det vi ved han kan levere. Vi er medandre ord vidne til Q.T på autopilot. Humoren mangler bid, er forceret og mangler i den grad den timing han tidligere har mestret som få. Værst er scenen med Klanen. Den er trukket så langt ud, at Mel Brooks ville have rødmet fra øre til øre. Om den manglede timing skyldes at Sally Menke døde i 2010 og ikke længere sidder ved klippebordet og hvisker -Kill your darlings- i øret på ham. Skal være usagt.

Foran kameraet stjæler Christoph Waltz igen-igen billedet. Denne gang dog på en billig baggrund mod en komplet (tør jeg?) farveløs Jamie Foxx. Kerry Washington spiller Foxxs usynlige kærlighed som samtidig er historiens katapult. Hun syntes at have tre opgaver i filmen: Stå i vand til halsen. Ligge nøgen i et hul og tale tysk - Oh lala hvilken romance vi er vidner til. Dyb, dyb, misundelse må stå tatoveret hen over panden på Kunta Kinte . Kongen af moderne Grindhouse er selvfølgelig også med. Fristelsen er simpelthen for stor, selv om manden ikke ejer et gram talent foran kameraret....but what fuck, bevæger man sig op over tre timers spilletid, er der jo ingen grund til at være beskeden. Join the fun, her er der plads til alt og alle.

Q.T spiller en australier der bliver sprængt i luften i en fuldstændig mistimet scene. Hvad der i øvrigt er mest pinligt, skuespillet eller dialekten er et af de ubesvarede spørgsmål man efterlades med når lyset igen er tændt. Sluttelig dukker en gammel kending selvfølgelig også op. Ingen ringere end en nu 78-årig gammel Jules ”nigga, nigga, nigga, nigga” Winnfield fra Pulp Fiction, som åbenbart har fundet en måde at rejse tilbage i tiden på. Evner Samuel L. Jackson efterhånden andet end at råbe nigga og lave reklamer for spiludbydere? Det er lige før man fristes til at klæbe mærkatet kamæleon på ICE CUBE.

Splat O’meteret er der traditionen tro skruet godt op for i en Tarantino film. Alle der bliver skudt, afgiver tre liter blod og ryger fjorten meter igennem luften. Cool? You bet your ass. Kedeligt efter de ni første gange? Absolut! Problemet med Django er, at den hurtig bliver gammel og har foruroligende få (om nogen?) overraskelser gemt i ærmet til os. Og det kan end ikke en lovende start eller Waltz, der gentage sin rolle fra Inglourious Basterds ændre på. Recycle 101. Med andre ord: Op på hesten igen Tarantino, vi venter spændt på hvad kopimaskinen spytter ud næste gang. Mon ikke det bliver med en nigga eller to på menuen?

....almost there!