torsdag den 13. november 2014

No fuel Left for Texas





Anmeldt af Jes Beier

Den 20. august 1973 blev politiet sendt ud til en afsidesliggende gård. Dens ejer, Thomas Hewitt, havde tidligere arbejdet på det lokale slagteri i Travis County, Texas. I det gådefulde hjem fandt de resterne af 33 slagtede mennesker! En rystende opdagelse, der chokerede og forskrækkede hele nationen – og stadig omtales som den mest notoriske sag om en massemorder nogensinde

Fem teenagere, der er på vej i bil gennem Texas. Undervejs samler de en blodig og forvirret blaffer op. Hun fortæller – omend noget usammenhængende – at hun aftenen før er blevet angrebet med et eller andet våben af en eller anden person.

Da pigen opdager, at de kører i den retning, som hun kom fra, bliver hun helt panisk, og lige pludselig skyder hun sig selv. De unge mennesker tilkalder den lokale sherif, der dukker op, men opfører sig meget besynderligt. Han tror ikke på deres forklaring og tager en af fyrene med på stationen. De andre bliver tilbage, og to af dem beslutter sig for at søge hjælp. De begiver sig rundt i området, der er beboet af mærkelige mennesker. De banker på i et af husene. Her sidder en gammel, sær mand i rullestol. Men han er ikke alene i huset. Nede i kælderen bor Leatherface. Hans yndlingsvåben er en motorsav!

At Hollywood i disse år tilsyneladende er stagneret i remake-blindgyden (og i alverdens talentløse legeringer af klassiske figurer i smagløse færdigretter fra samlebåndet) er i sig selv et faresignal som vidner om, at der i filmkunsten er ved at brede sig en dødbringende virus som på sigt kan true mediet i sig selv: Dét at fortælle historier begynder at begrænse sig til blot at genfortælle. Udfordringen består følgelig i at gøre det på måder der kan fange publikum påny. Denne film, der vel i grunden ikke er et remake, men blot kalkeret over klassikerens historie, bidrager med mindre end intet til denne udfordring. 

 
 
Den er så skide sølle, at jeg næsten ikke orker at skrive om den. Ugideligt lavet med så trivielle og dårlige skuespillere at man tror det er løgn - kun Ermey er god - og historien er virkelig dårligt bygget op. Skrigeriet, som Hooper virkelig forstod at udnytte maksimalt i sin film, virker her mere som om pigerne har flækket en negl, og man er mere end tilfreds med at de bliver skåret op, så der kan blive ro. Og dens mere grafiske side, som faktisk er vellykket, virker ikke på én fordi filmen på ingen måde er uhyggelig. Derfor fremstår den bare som en tom kulisse eller en marionetdukke uden fører. Den må være skrækeksemplet (no pun o.s.v.) på hvordan man IKKE skal lave et remake, fordi den på en ganske fræk måde "hævder" at være grovere end sin forgænger. 

Uhm...Jessica Bibel
 
Den kvalificerer sig ikke til underholdning inden for NOGEN genre, hverken som horror, thriller eller komedie. Og så det dér patetiske forsøg på at fortælle om Leatherface´s historie. Hold da kæft, det viser jo bare hvor lidt filmfolkene har forstået af Hoopers satiriske underfundigheder. Man tager sig til hovedet. Og slutningen er så latterlig, at den trækker bundproppen helt ud på denne dødssejler af en stinker. Karakteren er for billedsiden der har en vis kvalitet og Ermeys sherif. Der var nogen der burde lave en horrorfilm om hvad remakes gør ved publikum. Dét tror jeg ville blive en uhyggelig film. 





The Texas Chainsaw Massacre 2003
Instruktør: Marcus Nispel
Manuskript: Scott Kosar
Fotograf: Daniel Pearl
Medvirkende: Jessica Biel, Jonathan Tucker,
Erica Leehsen, Mike Vogel, R. Lee Ermey

IMDB 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar