Movie Madness: Ghostbusters

Anmeldt af Søren Nielsen

Bjærgningsmandskabet på bugserbåden Arctic Warrior får et tip om et stort skib som driver rundt til havs. Det viser sig at være det sagnomspundne italienske passagerskib Antonia Graza, der forsvandt under mystiske omstændigheder i 1962. Skipperen Sean Murphy (Gabriel Byrne) og hans besætning beslutter at gøre krav på deres fund og påbegynder bugseringen af det store skib mod nærmeste havn. Men efter en række bizarre hændelser og ulykker ombord bliver sømændene fanget på Antonia Graza og en kamp for overlevelse kan begynde, alt i mens de prøver at finde ud af hvad der skete med besætningen og alle passagerene ombord.

Det blå ocean har alle dage fascineret og tiltrukket både os mennesker og underholdningsindustrien. Om det var Columbus der søgte det ukendte og nye verdner. Kaptajn Nemos boblende vanvid. Ahabs besættelse af den store hvide hval eller trekløveret Quint, Brody og young Hoopers dødskamp med Spielbergs plastichaj. Få steder kan en kulisse forvandles fra paradis til helvede på et split sekund og det er da naturligt nok også et element der har lagt baggrund til mange fantastiske overlevelseskampe. Das Boot, A Night to Remember, The Poseidon Adventure og The Perfect Storm for blot at nævne et par stykker. Og indenfor horror genren finder vi altså så haunted ship eller ghost ships, skal der fortælles historier om skæbner til søs. Blandt disse kan nævnes Death Ship fra 80’ med George Kennedy ombord. Den ubehjælpelige Deep Rising fra 98’ Den skrækkelige Virus med ellers altid dejlige Jamie Lee Curtis blandt besætningen fra året efter også den søstærke Triangle fra 09’.

Death Ship 1980

Jeg ved ikke om det er søsygepillerne der taler, men jeg kan ligeså godt krybe til korset og indrømme, at jeg var ganske solidt underholdt af Ghost Ship (Sea Evil - get it?). Det betyder på ingen måde, at det er en åbenbaring eller en reference film som vil kile sig ind på hylden mellem Night of the Living Dead og The Texas Chainsaw Massacre. Selvfølgelig er det ikke det. Men er du til genren, vil du også vide, at det sker ca. lige så tit som du oplever en overvældende mæthedsfornemmelse hos McDonalds og tænker bøøvs, nu skal jeg ikke spise igen de næste tre dage.

Plottet i Ghost Ship er til gengæld ikke sirup tykt og historien er ganske simpel - eller banal om man vil. Men det er der som sådan set ikke noget fordækt i. Tænk på film som Alien, 2001, Psycho og The Good the Bad and the Ugly. Ikke lige frem filmperler hvor du river tykke, fede hårtotter ud, fordi handlingen er for kompliceret.

Ghost Ship har som en god sø, sine up’s and down’s. På plussiden tæller vi (på godt dansk) en motherfucker fed åbningsscene. Death by cheese-string chup-chup-chup..som personligt fik mig til at tabe popcornene ud over hele sofaen i begejstring og tænke, det var da lige godt pokkers! Her ud over har vi et persongalleri som er ja, skabelonagtig som i stort set alle af denne type film, men alligevel bliver bragt til live af solidt skuespil. Det gælder kke mindst de to hovedpersoner Julianna Margulies som Epps og altså Gabriel Byrne som Murphy. Sidst nævnte på delvis autopilot, men det er også alt rigeligt inden for denne genre til at holde skruen lige i vandet. Især for en mand med Byrnes karisma. Filmens virkelige hovedperson og ”fund” er dog den 40-årige gamle italienske luksus liner Antonia Graza, som hovedparten af filmen foregår ombord på. Fra første sekund bjergningsholdet sætter fod på det forfaldne og mennesketomme skib, emmer det af tyk, tyk stemning. Et kæmpe skib i total forfald efter at have sejlet rundt i 40 år, er superb vakt til live og kaster en stemningsfuld og dyster kulisse af sig. Man kan lige frem lugte råddenskaben, fugten og rusten ombord.

Første halvdel er samtidig klart filmens optur. Vi er som tilskuere hele tiden to-tre skridt foran besætningen og alligevel sad jeg spændt og ventede på, hvordan det hele skulle udfolde sig. Og selv om stemningen ikke er decideret angstfremkaldene, så er det absolut lykkedes for filmfolkene at skabe en følelse af utryghed, mystisk og død ombord, som hænger tungt fra loft til gulv på det gamle rustne skib. Et andet af filmens Kodak moments er en flashback scene, hvor Epps får et kærligt førstehånds indtryk af hvad der skete ombord, den skæbnesvanger nat for fyrre år siden. Scenen er simpelthen eminent eksekveret. Exceptionelt godt skudt, klippet og befolket med en flok statister som spiller røven ud af bukserne som panisk slagtekvæg. Episk scene. Intet mindre.

Who you gonna call?

På minusside tæller filmens anden halvdel og finale. Her humper diesel motoren mod land og instruktøren Steve Beck (Thirteen Ghosts) mister hvis ikke interessen, så følingen med stemningen og klasker på grund med mand og mus. Dette skyldes ikke mindst den alt for jappede afslutning og det mere end malplaceret twist, som ikke ligefrem er befordrende for filmens i forvejen haltende logik, som vi allerede er udfordret til at skulle acceptere. Desuden er filmens inside man desværre også mere transparent end noget dansk slotsspøgelse og "afsløres" alt, alt for tidligt. Sluttelig må vi lægge ører til rædselsfuldt techno-muzak til end credits, som falder helt uden for filmens DNA. Man må formode at komponisten har haft tætte familierelationer med filmens pengemænd.

Sidder du med fødderne oppe en vinteraften hvor det rusker i træerne og regnen klasker mod ruden. Lillemor er til twerking og tv'et vælter sig i livsstilsprogrammer og amatørkonkurrence (as if). Så stig ombord på Antonia Graza og nyd blandt andet Francesca Rettondini som et spøgelse der kunne give selv Casper the Friendly Ghost en bule i lagnet.

Cheese-string åbningsscene