Movie Madness: Leave it to the beaver

onsdag den 26. november 2014

Leave it to the beaver

Anmeldt af Søren Nielsen

Er du en af dem der sidder med jetlag og tænker wow! Interstellar er godt nok årets filmrejse. Eller Peter Jacksons 27. film om hobitter og CGI drager må bliver årets filmorgasme? Så skyl memorycardet ud i toilettet. Der er kun én film og en film alene som for alvor flytter grænser for tid og sted og leverer uhyre af den rette støbning. Og ja, kvikke læser, du gættede det. Jeg taler selvfølgelig om Zombeavers. For lige som du troede, at nu var det sikkert at dyppe fusserne i vandkanten igen-igen, så har risikoen aldrig været større for at miste en fod eller to og psssst…det er ikke den lokale hvidhaj der på spil. Det er et langt mere alvorligt og faretruende bekendtskab der lurer lige under vandspejlet.

Du kender det sikkert godt (hvis du altså er en pige). Du modtager et billede af kæresten som snaver en ukendt mørkhåret pige i gulvet til en fest du ikke var inviteret med til. Så du pakker bikini, bil og to veninder til en fredfyldt weekend i afsidesliggende hytte omringet af muteret zombiebævere. Bare for at komme sådan lidt væk fra det hele. Men så simpelt er livet selvfølgelig ikke. Så kort tid efter dukker kæreste og homies op og med det uventede besøg melder også moder karma sig også på banen og vupti, den ene får amputeret foden af vores bæver venner og det er som om hele weekenden begynder at smuldre.

Zombibeavers er en hyggelig lille animal horror sag, som holder den stolte tradition i hævd, at radioaktivaffald og dyr, er et guddommelig mix. I hvert fald på film. Her forkæles vi både med lidt godt at kigge på. Fint skuespil, sjov dialog og endda et par bare bryster (har jeg nævnt det allerede?) og nok så vigtigt, en flok udødelige (well alsmost) bævere som har fået smag for human flesh.

Beaver attack

Der er intet forsøg gjort på at få disse bævere til at fremstå som noget der bare i yderst konsekvens kunne afspejle virkelige bævere. De ligner mere et tøjdyr som du vil finde på din nieces seng, i selskab med 26 andre af slagsen og det gør blot gruppens desperate overlevelses kamp endnu mere underholdene . Zombeavers er proppet med god energi, lige fra de indedende betragtninger omring fordele og ulemper ved at være i et homoseksuelt forhold, til øjeblikket hvor man sidder og frygter, at nu er bæver joken ved at gå død, og filmen så evner at skifte gear og tager en ny drejning. Det hjælper den ikke bare i mål som et solidt bevis på, at genren stadig kan levere et frisk underholdnings pust, men det samtidig er en film som absolut tåler gensyn og gerne i godt selskab.

På plussiden tæller det desuden til Zombeavers fordel, at det ikke er skåret ud i den sædvanlige horror-pap hvem der dør og hvem der overlever bæver massakren. Ikke det som sådan har den store betydning, da det hverken er filmens mission eller agenda at leverer nervepirrende survival horror med en puls der balancerer omkring de 200, men alligevel er det en kærkommen detalje i en ofte forudsigelig genre. Sidder du nu med en sund og naturlig skeptisk over for naturen og gnavere i særdeleshed og helst ser dem reduceret til et indslag på Animalplanet. Eller er du blot nysgerrig på hvordan man håndterer de små sataner, skulle du snuble over en. Især den radioaktivt-zombie affart. Eller du er måske, når alt kommer til alt, blot en lille tøs og mest af alt nysgerrig efter at få opklaret hvem det egentlig var, kæresten var utro med. Ja, så er det nok en god idé at tjekke Zombeavers for svarene.