Glemmer du, så husker jeg II

Anmeldt af Søren Nielsen

Een gang strømer tog landet med storm, da den ramte de danske tv-stuer i de glade monopoldage. Her var der noget nyt og frisk fra Gyngemosen. Pist væk var rundbordssamtalerne og den halvbagte danske komik. Nu var dagens tv-menu opgraderet til skuddueller, narkotikasmuglere og hårdkogte betjente med moderigtige skægstubbe og pistolhylsteret i de rette folder. Hr. og fru Danmark fik serveret dansk producerede biljagter med 110 km/h igennem Københavns gader. Korrupte politikere, en skaldet psykopat og pengestærke bagmænd i whiskeybæltet til aftenskaffen. 

Anders Refn og Flemming Quist Møller var den kreative kraft bag dette adrenalinskud som overbevidste de fleste om, at fordi det er lille Danmark behøves alt tv-underholdning ikke at være kogt på et ben af køkkenvask og socialrealisme.

Een gang stømer trækker smukke spor fra Refn's fremragende politifilm Strømer som også har Jens Okking i hovedrollen som Karl Jørgensen. Nu har Karl forladt kriminalpolitiet, og porteren er forklædt som kaffe hos paspolitiet i Københavns lufthavn. Freden vare dog kort, da han bliver tvunget tilbage i politiets rækker, da datterens kæreste bliver myrdet. Et mord som har rødder dybt ind i den danske underverden.

Een Gang Strømer er noget så sjældent som en vellykket dansk krimiserie hvor Refn sætter en tyk streg under sin position som både en kompetent og dygtig billedehåndværker. Serien er i øvrigt filmet af Mikael Salomon, som brugte den som springbræt til en karriere over there. 

Skulle jeg kun give karakter til seriens tre første afsnit, som er utrolig vellykket med et fremragende mix af action og spænding koblet op på en god historie og ikke mindst et interessant og veltegnet persongalleri, så ville den blive betydlig højere end de fire som den lander på. For desværre går det hele lidt i tomgang og serien mister momentum da Jens Okking pakker kufferten og drager til Frankrig.

Her fordrives det mest af tiden med et utal af små-sekvenser og transportscener, når den gode Okking altså ikke lige lægger arm med de franske gloser. Hele storbystrømer konceptet som ellers var så fint etableret fiser langsomt men sikkert ud. Serien finder dog tilbage på sporet og slutter stærkt af med et atypisk sortsyn for denne slags good guys - bad guys serier.

Een gang strømer have ros for at være rigtigt godt castet og med en fin kemi mellem spillerne. Martin Rode giver løfter om noget stort som flugtfangen Frank Skov. Desværre skulle det blive hans kun anden og sidste rolle, da han døde to år senere. Torben Jensen bliver man aldrig træt af som udspekuleret bagmand og så kan det ikke undgå at undre en smule, at det er blevet til så få filmroller til Jens Arentzen, da han simpelthen er fremragende i alt hvad han deltager i. Alt i alt et mere end godkendt forsøg ud i en genre som vi ellers ikke havde gjort det store i og samtidig et fremtidig pejlingspunkt i dansk tv-dramatik, som sagtens kan tåle gensyn den dag i dag. Ikke mindst takket være de fint tegnede karaktere og skuespillerpræstationer. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme Lars Muhl og Kasper Windings klassiker Sjæl i Flammer.

Een gang strømer 1987

Instruktør: Anders Refn 

Manuskript: Anders Refn & Flemming Quist Møller

Fotograf: Mikael Salomon

Medvirkende: Jens Okking, Jens Arentzen, 

Martin Rode, Torben Jensen, Jens Jørn Spottag

IMDB 

Shit really happens

Anmeldt af Søren Nielsen

Bevar originalerne, drop kopierne skriver de på filmkasetterne og henviser der med til ulovlig filmdeling. Nu og da kan man spørge sig selv, hvem der kopierer flest film. Hollywood eller forbrugerne?

I tsunamibølgen af remakes som har skyllet ind over biografmørket i de senere år, hvor der ingen nåde er at finde og endnu mindre chance for at slippe tørskoet i land. Så var det selvfølgelig ligeså uundgåelig som endnu en sæson af Vild Med Dans, at Carpenters isende paranoia mesterværk The Thing, kunne slippe for en tur i den sorte gryde i form af den umættelige Hollywood fabrik for genbrug og manglende idéer. 

Men, men, men det her er jo en prequel pipper de små fugle med skinger stemme og i falsk harmoni. Altså, en film hvis handling er placeret før The Thing. Samtidig med at der nikkes ivrigt og henvises med fedtet bland-selv-slik fingre til filmens bagmænd, som har udtalt: ”At havde vi valgt at lave en fortsættelse til The Thing, vil det have været som at male overskæg på Mona Lisa”. Det er på jævnt dansk noget pis og papir og røv og nøgler (sådan for lige at blive i tidsånden fra 80’ere, som dette remake i øvrigt har mere end vanskeligt ved).

De siger Kurt, at det er en original prequel!

Sandt er det dog, at det lige nøjagtig er hvad de gerne vil have staklerne til at tro, som har investeret deres surt tjente lommepenge i filmen. På samme måde som de gerne vil luller os i søvn med tanken om, at de er så tro over for Carpenters film som det overhovedet er muligt og endda har sovet med en kopi under hovedpuden som en anden bibel. Men børnlille, om så ofte før i Hollywood land-land, er sandheden en helt anden end hvad propogandamaskinen hvisker jer i øret.  Mona med overskægget må skæve misundelig til Søren Krag Jacobsens ditto, som trods alt både fik tissemand og lejrbålsstemning. The Thing anno 2011 er nemlig ikke blot et remake, det er et sølle remake. Der er lige så meget nytænkning og originalitet at finde her som i Home Alone 2. Vi skifter kulissen og genfortæller historien og håber så på ingen opdager noget før der er trykket godkend på dankortterminalen.

Her med er problemerne dog langt fra slut. De er faktisk først begyndt.

The Thing 2011 første (og største) problem ligger begravet i, at lige siden Carpenters film ramte biografmørket sammen med Blade Runner i 82' og de begge blev fistet i røven af en lille fyr med en lysende finger, så har The Things eksplosiv voksende fanskare ivrigt spekuleret i to ting. 1. Hvad skete der med Macready og Childs? De to eneste overlevende fra den amerikanske base og 2: Hvad fanden skete der lige på den norske base? Vælger man som filmskaber at åbne den dør på klem, så har ”virkeligheden” som ofte mere end vanskeligt ved at leve op til fantasien. Lidt den samme problematik som Ridley Scott blev konfronteret med i Prometheus. Vil vi i virkeligheden vide hvad som skete LV-426? Eller er vores egen forestillinger bedre? Og kan den overhovedet matches? Når døren så som her, bliver sparket af hængslerne, for hvad der skete på den den ”norske” base, så skal vi, publikummet, selvfølgelig også fodres med blodig råt kød. Problemet er blot, at vi jo allerede godt ved hvordan historien vil udfolde sig i store træk.

Derfor er det livsnødvendigt at bringe noget nyt til bordet og ikke blot gentagelser fra 82’ udgaven. Det sker så bare ikke. Tvært i mod ligger filmholdet på alle fire og samler brødkrumme op fra gulvet med det ene desperate håb, at der er nok til at bage en ny kage. Resultatet som foreligger er en bevidstløs række af meningsløse gentagelser som får TV2’s sendeflade i sommermånederne til at virke frisk og uforudsigelig. Vi nævner i flæng: Rådslagning blandt de overlevende udenfor i sneen. Flammekaster der ikke virker. Ikke en, men to personer er denne gang placeret i et aflåst skur, mistænkt for at være inficeret. En person som forsvinder i mørket for at dukke op igen sidst i filmen. En blodig hundegård. En der bliver dræbt internt i gruppen. Person omspændt af flammer som vælter igennem væggen, ud i sneen. Opfindelse af en test til at afgøre hvem der er human and not. Christ, end ikke en selvstændig titel kunne de komme op med.

Den måske største styrke ved The Thing og Carpenters største bedrift isoleret set som filmskaber, var at det lykkedes ham til overflod at skabe  følelsen af hjælpeløshed, isnende kulde og total isolation på basen. En følelse som forplanter sig helt ud på de bagerste stolerækker. Her er der ingen hjælp at hente. Det er en flok trætte, desperate mænd fanget i en sneørken med galoperende paranoia og døden til bords sidste timer vi følger. Den følelse lykkedes det aldrig at genskabe i blot et enkelt frame i 2011 udgaven. Allerede fra start brydes isolationen ved at koble verden udenfor på historien. Og da de først er ”isoleret” på basen, er det svært at slippe tanken at der står en luksustrailer med centralvarme og personlig oppasser lige rundt om hjørnet med skuespillernes navne på.

At det skal forestille en norsk base som vi er vidner til, er vel nok filmens største joke. En ting er, at nordmændene gør det mest sensationelle fund på jorden nogensinde. Et fund som vil få de samlede norske oliereserver til at ligne avisbudpenge. Så vælger de selvfølgelig at invitere vildt fremmede indenfor til at dele glæderne og opdagelsen. Ikke mindst en køn post-teenage ”videnskabs” pige-ting.  Hvis lige og *host* kvalifikationer selvfølgelig ikke findes i hele Norge. Men som de skal helt til USA for at indhente. Men hvad er bagtanken med alle disse udenlandske gæster på den norske base? Det er ganske simpelt, de taler engelsk og vupti, vi har en norsk base hvor sproget er engelsk. Det siger sig selv. Well, well, well.

Carpenters film er lige delt elsket og berygtet for effekt guruen Rob Bottins banebrydende og groteske chok effekter. På trods af disse visuelle smask i krydderen, så er det stadig den galoperende paranoia mændene i mellem og usikkerheden om hvem der er duplikeret og hvem vi kan stole på, der er filmens virkelige benzin og nerve. Du ved det ikke første gang du ser den og jeg er faktisk stadig lige usikker på det, selv om det er 30. gang jeg stifter bekendtskab med den. Carpenter formår uden at gå i detaljer med mændenes fortid, at tegne et billede for os af en flok individualister som er isoleret på en base i Antarktis mere af nød end af lyst. De er alle mænd med en fortid som gør, at de er endt på den sidste perron i karrieren. Toget kører ikke længere.

The Thing 82'

Persongalleriet kommer der imod aldrig i spil i 2011 udgaven. Det er papfigurer på flade fødder som hverken publikum og endnu mindre instruktøren bekymrer sig det mindste om. De er med som slagtekvæg. Pacingen hakker og der hverken tid eller lyst til at opbygge en stemning eller kendskab til personerne på den norske base, hvor alien angrebene rammer os som maskingeværbyger. Biografpublikummet anno 2011 skal jo nødig kede sig eller tænke over tingene i mere end to minutter. Der går da heller ikke mere end små femogtyve minutter før uhyret er fuldt afsløret og filmen forvandler sig til en banal monster rampage/slasher on ice film. Det på trods af, at vi allerede ved fra 82’ udgaven, at monsteret gemmer sig. Det skjuler sig i os og undgår at blotte sig for det er der det er mest sårbart. Det forlader kun kroppen på den duplikerede person, når det er absolut nødvendigt. Alligevel ser vi så her, at det knap nok har overtaget en krop, før det bryder ud og vralter rundt på basen i al sin CGI vælde i  eftersøgning på et nyt offer. Nogle gange angriber den endda helt op til tre personer af gangen. Trappenstigen af idioti mangler trin.

Filmen problem er, at hverken instruktøren med det simple navn Matthijs Van Heijningen jr. som før The Thing havde bedrevet et par kort film og siden hen ingenting. Eller manuskriptforfatteren Eric Heisserer som også var ophavs mand til voldtægten af A Nightmare on Elm Street, aner deres levende råd når det kommer til at bygge bro mellem alle angrebene og endnu mindre hvordan man skaber nerve eller stemning på film. Det er snip snap snude og videre til næste kryds på listen med ofre. Meningen er selvfølgelig ganske lige til, Vi skal se noget monster, nu de har skabt et i deres fine computer. Så jo mere screentime jo bedre er den sørgelige logik. Hvad de der imod ikke ved på The Thing anno 2011, men hvad Carpenter vidste allerede i 82’ hvad Scott vidste i 79’ med Alien og hvad Spielberg vidste med Jaws i 75’ er at less is more i monster film. Gem uhyret i skyggerne, vis så lidt som muligt, lad fantasien arbejde på højtryk og først til sidst, slip helvede løs.

Søde og nuttede Mary Elizabeth Winstead som du måske husker fra det væltede lokum Die Hard 4, skal her prøve at udfylde Kurt Russells sko. En mand der i 82’ var så højt på toppen af sin bad ass karriere, at han kiggede ned på K2. Mary der i mod har valgt at tackle rollen med det samme monotone udtryk filmen igennem (måske har hun læst manuskriptet?). Hvorfor de overhovedet har valgt ikke bare én, men to kvinder er mig en gåde? Ikke for at genere det kvindelige køn, men deres tilstedeværelse bidrager ingenting i kontekst til deres køn. Andet end at denne gang skal vi åbenbart præsenteres for en kvindelig "helt" - som så igen ingen mening giver, da vi allerede ved, at det er to mænd som er de sidste tilbage på basen.

Danske Ulrich Thomsen der i mod er filmens sande skurk. Og han spiller med en indlevelse og entusiasme som en der en tvungen med til en flytning for en fjern slægtning søndag morgen kl 07.30 på 5. sal uden elevator.

Sluttelig. Uden jeg hverken gider, eller har overskud til at gå i detaljer med alle de idiotiske input i 2011 udgaven, så kan jeg godt fremhæve et par stykker af de mere tankevækkende. Fladskærm og high tech computer i 82' hvor grøn skrift på sort skærm var noget af det ypperligste. I Carpenters udgave ser man tydeligt, at det er nordmændene der sprænger rumskibet fri af isen, her klarer det paragrafferne selv, da skibet varmer op. Et skib som i øvrigt ingen startvanskeligheder har efter 100.000 år i nedfrosset tilstand. Og nu det starter så fint uden assistance fra Falcks Autohjælp, hvorfor i alverden forlod det fremmede væsen så skibet til at begynde med?

Er The Thing 2011 en god prequel til The Thing? Nej, den er en katastrofe. Et imiteret misfoster uden eksistens berettigelse. Men er den så selvstændigt en god film? Ja, da. Uden tvivl, har du planlagt en aften i selskab med en aggressiv blodbyld i røven samt Spice World og Stjerner uden hjerne.

The Thing 2011
Instruktør: Matthijs Van Heijningen jr
Manuskript: Eric Heisserer
Fotograf: Michel Abramowicz
Medvirkende: Mary Elizabeth Winstead, Joel Edgerton,  
Ulrich Thomsen, Erich Chistian Olsen, Paul Braunstein

IMDB