Da far var dreng

Anmeldt af Søren Nielsen

Før vi går videre, vil det være på sin plads at komme med en advarsel til de yngre læsere. Ikke på grund af at der venter en anmeldelse af en gal mand med en rusten motorsav hvis største ønske er at akut amputere begge dine ben lige over knæene. Eller en gal japansk amatørkirurg, som er af den overbevisning, at han kan sjippe i dine tarme, mens du tæller til 1000. No sire. Det er langt, langt værre. Så læser du videre, ja så er du hermed advaret.

Det forholder sig nemlig sådan, at da jeg var teenager skulle vi rent fysisk rejse os fra sofaen for at leje en film. Hvis vi altså ikke ville nøjes med de par stykker der blev vist i løbet af ugen på nationens eneste tv-kanal. Tilsmilede heldet os rigtigt groft, ja så lykkedes det at lokke en af vores forældre til at køre os. Hvis ikke, så var det op på jernhesten eller afsted med bussen. Du tænker bullshit kan jeg høre, men den er god nok. Vi kunne ikke bare med et par klik på nettet købe, streame eller stjæle en film. Der fulgte en fysisk aktivitet med og usikkerheden om, den du nu gerne ville se, ikke allerede var udlejet til anden side. Det var for alvor Hard Times at Ridgemont High piger og drenge.

 

I en årrække foretog min mor de fleste af vores ugentlige indkøb hos den lokale købmand i nabobyen. Og selv om det i sig selv ikke var specielt ophidsende, så var jeg alligevel ofte at finde på passagersædet om fredagen når der skulle handles og det var der kun én god grund til. Købmanden havde nemlig mange, mange som i MANGE videofilm.

Ikke så meget når det kom til de helt nye titler. Den seneste James Bond eller Clint Eastwood film. Ville du leje dem, så skulle du forbi en autoriseret videoudlejer som tankstationen eller Expert hvor filmene stod på snore lige rækker og personalet altid vidste hvad var hjemme og hvad som var udlejet -og hvor længe. Der i mod havde købmanden et hav af de mere skæve titler. Titler som du ikke lige snublede over andre steder og hvor de som ofte allerede befandt sig i kassetten. Den ene dag kunne du grave en interessant film frem fra bunken for så næste gang at tro, den var udlejet for så blot at opdage, at nu var parkeret et helt andet sted i forretningen. Du kunne bruge både hele og halve timer på at lede efter titler. Det var med andre ord, et stort velsignet rod af et skatkammer for en ung spirende filmnørd og jeg skulle praktisk talt slæbes ud der fra igen, som en forudrettet fire-årig knægt i Fætter BR. 

Det sjove fra den tid er, at det ikke nødvendigvis var de store glamourøse titler som gjorde det største indtryk og dem du husker den dag i dag. Titlerne der har inprintet sig på nethinden var som ofte af en hel anden kaliber. Primært fordi deres cover skreg på din opmærksomhed. Jo billigere produktion, jo vildere cover. Det var filmene hvor du smugkiggede kassetten igen og igen for til sidst at snige dig til at leje den. Film som Slaughter’s Big Rip-Off, The Octagon, Dyrene Hævner, Coffy, Kvindefængslet I Sydamerikas Jungle også selvfølgelig Jagtområde Jorden. Film der ikke lod sig ignorere.

Jagt Område Jorden, eller Without Warning er en underlig størrelse. Først og fremmest er den lavet af Greydon Clark der gav os den helt forrygende blaxploitation film Black Shampoo og samtidig bør huskes for de fine intentioner med Satans Cheerleaders. Without a Warning handler kort fortalt om to unge par som tager op til en sø for weekenden, for at svømme og ja…

NYPD Blue og CSI fame ligger et par år ude i fremtiden.

Hvad de smukke unge mennesker ikke ved, er at i samme område huserer en alien from outer space der bruger jorden som jagtområde og samler mennesker som trofæer. Jamen er det ikke? Yes indeed. Det minder ikke så lidt om plottet i Predator og det er da sjovt nok også den samme stuntmand Kevin Peter Hall som spiller den trofæ-glade gæst i Without Warning som syv år senere, vil byde Arnold op til dans i regnskoven.

Filmen havde det beskedne budget af 150.000 $ hvor af de 75.000 dollars alene gik til to af skuespillerne og 19.000 til make-up guruen Rick Baker for at lave hovedet til filmens alien. Et hoved som han i øvrigt lavede i sit køkken. De to skuespillere som krævede 75.000 til deling var ingen ringere end de kommende Oscar vindere Martin Landau (Månebase Alpha og Ed Wood) og stoneface Jack Palance. Desuden kan filmen prale med at have Dean Cundey som fotograf. Cundey som siden hen skulle blive Carpenters hoffotograf og en af genrens ypperligste, havde netop afsluttet sit arbejde på Halloween.

Filmen i sig selv er en klassisk sci-fi low budget produktion fra perioden, selv om den i princippet har mere slægtskab med slasher genren end klassisk sci-fi da den traditionelle boogyman blot er udskiftet med en alien. En alien som i øvrigt kaster med flyvende minipandekager som suger sig fast på folk - og når det sker, så er du game over. Medmindre selvfølgelig, du er Jack Palance, som det hele tre gange lykkes at skære dem af med sin kniv. En handling der med alle andre skuespillere ville have fremstået grinagtig og komisk, men ikke med Jack. Martin Landau spiller en sindsforvirret eks. sergent som længe har været overbevist om der er aliens i området. Og bidrager på den konto til et af filmens absolutte højdepunkter.

Without Warning bliver der i mod aldrig skræmmende eller decideret spændende. Men når den alligevel kan stemples yderst seværdig, så skyldes det den specielle vipe den lykkes at fremelske. Der ud over er den selvfølgelig interessant i den kontekst, at den mere eller mindre var inspirationskilde for en af 80’ernes største kassesucceser Predator, og det her er den ”samme” alien vi udsættes for i skikkelse af tårnhøje Kevin Hall. 

På samme måde som i Predator er jægeren fra rummet klogeligt holdt i det skjulte og bliver først afsløret til sidst. Selv om han (?) hverken skræmmer sokker eller bukser af dig og vel mere hører hjemme i Burtons Mars Attack end i en horror/sci-fi film, så er der alligevel et-eller-andet over vores alien ven som er svært at sætte fingeren på. Måske er det noget X-Files dna?

Har du som jeg en fortid med, eller svaghed for denne type film, så er Jagtområde Jorden vanskelig at komme uden om. Er du der i mod mere til de blankpoleret Transformers og CGI forkromede robotter og rumskibe, ja, så er det ikke denne jagtmark du skal opsøge.

Filmen kan i øvrigt ud over d’herrer Palance og Landau byde på en meget ung David Caruso i sin første filmrolle i ført et par usædvanlige korte short (dog uden mørke solbriller) og veteranerne Ralph Meeker og Cameron Mitchell. Dette var i øvrigt Meekers sidste film.

Without Warning 1980

Instruktør: Greydon Clark

Manuskript: Lyn Freeman & Daniel Grodnik & Bennett 

Tramer & Steve Mathis

Fotograf: Dean Cundey

Medvirkende: Jack Palance, Martin Landau, 

Tarah Nutter, Christopher S. Nelson, David Caruso

IMDB