Suset fra Nick Caves voldsspiral

Anmeldt af Jes Beier

Kaptajn Stanley burde tage Charlie og Mike til sit fængsel og få dem hængt, men det er i virkeligheden Arthur Burns, han vil have fat i, for det var Arthur, der slagtede en hel familie. Heriblandt en gravid kvinde fra Stanleys distrikt. Derfor har kaptajnen et forslag. Han vil lade den mellemste bror Charlie gå fri, hvis han vender tilbage med sin storebrors hoved på et fad. Gør han, bliver lillebror Mike benådet. Hvis ikke, bliver han hængt om 9 dage!  Tre brødre, tre skæbner. Et tilbud.

 
I den kontemporære filmkunst er det vanskeligt at få øje på innovationerne, men de findes altså og "The Proposition" er et eksempel på, at der kan tilføres originalitet og vitalitet til genrer man - det vil sige jeg - forlængst troede udtømte. Der er ingen tvivl om at uden Sergio Leone og Sam Peckinpah havde der ikke været en film af denne støbning, men der er heller ingen tvivl om, at historien således følger en formel man har set før. Smukke scenerier, dramatiske konfrontationer og intens vold er set tidligere lige så godt i andre film. Hvad er det da, der tilføres her som noget der på (egentlig ret ubestemmelig måde) gør "The Proposition" så forfriskende anderledes? 

 

For mig at se er der to ting der gør sig gældende. På den ene side emmer filmen af stemning og har et særligt dramatisk kontinuum der går som en diskret grundtone igennem filmen fra første til sidste billede. Det er svært at pege på hvori denne konsistens består, men den er der og gør det næsten umuligt at tage øjnene fra billedtæppet i samtlige minutter filmen spiller. Man forlader ikke filmen mens den spiller, lige så lidt som man sætter den på pause. På den anden side er der ikke bare tale om den sædvanlige omgang røvere og soldater, men om en film der forbinder en stærk æstetisk omhu med en interessant tematisk vinkling af en periode, hvor lovløshed og civilisation tørner sammen. 

Dette vises diskret i to af karaktererne, nemlig Winstones tvivlende kaptajn og Wenhams kyniske Fletcher, hvis rigide holdning er med til at sætte lavinen igang. Filmen fungerer også så godt, fordi instruktøren arbejder med kontrasten mellem det smukke og det hæslige både æstetisk og tematisk, to niveauer der repræsenteres af kaptajnens skrøbelige borgerliv og de lovløses nomadeliv, to niveauer der holdes adskilt hele filmen igennem, men som forenes på voldelig måde i slutscenen. Det er rimeligt raffineret lavet, da det er i overensstemmelse med filmens grundtema om volden som nødvendig for etableringen af lovlydighed. Og instruktøren spænder ikke buen mere end helheden kan holde til, men holder sig stilfærdigt tilbage og hævder på intet tidspunkt at 

"The Proposition" - på trods af sin fine periodeskildring - er et bombastisk episk drama. Det hjælper filmen endnu mere. Slutteligt kan man kun have beundring for den detaljerigdom som filmen er fyldt af, hvilket tydeligst ses i omhuen for dekorationerne og props. Derfor er hvert billede sådan set en ren nydelse fra start til slut, som man bare kan sidde og slubre i sig.

Man kan kun anbefale "The Proposition" og hvis man generelt er til genren, så står der et festmåltid og bare venter på at blive indtaget.

The Proposition 2005
Instuktør: John Hillcoat
Manuskript: Nick Cave
Fotograf: Benoít Delhomme
Medvirkende:  Guy Pearce, Richard Wilson, 
Noah Taylor, Emily Watson, Danny Huston