The Honeymooners

Anmeldt af Søren Nielsen

På stjernehimlen over trash og exploitation-auteurs, skal man ikke skule længe mod fuldmånen før Jess Francos navn blinker i neon. Hvad den lille spanier manglede i højde, kompenserede han så rigeligt for i produktivitet. Og med et cv der rummer ca. lige så mange film som Ron Jeremy har knaldet damer, ja så er der nok at gå i krig med har man et soft spot for den spanske infanterible eller blot sleaze og exploitation genren generelt. Nu er det dog langt fra alle af Franco’s produktioner hvor exploitation klokken ringer hverken solen op eller ned. Og på samme konto, langt fra alle hans produktioner der er lige seværdige. Men med det antal han har på samvittigheden, skal vi så ikke blot blive enig om at der er optjent point nok til en enkelt misser eller ti?

Med Sadomania befinder vi os i W.I.P (Women In Prison) segmentet og denne Franco variant er kogt på brystbenet af de legendariske Ilse film. Franco prøver dog på ingen måde at byde ekstremerne op til dans i deres mest outreret form, men planter solidt fodaftrykket i den bløde ende af skalaen for hvad der ellers diskes op med af forfriskninger eller nederdrægtigt kvindefjendsk menneskesyn i genren. Alt afhængig af selvfølgelig, hvilken filmbrille der klemmer din næse. Der er en enkel ufrivillig brystpiercing. En kvinde (den samme faktisk) som bliver…skal vi kalde det, bedækket af en schæfer? Og så selvfølgelig, de sædvanlige menu variationer over lesbisk sex, voldtægt, pisk og bitch fight. Og hov, et enkelt krokodille angreb er der sågar også blevet plads til. Så set i det lys, kan Sadomania lures som en ganske uskyldig lille sag i det store W.I.P billede. Hvis altså man kan få sig til at klistre det prædikat på genren. 

Er brutaliteten og de sadistiske elementer nedtonet, så blinker sleaze faktor meteret til gengæld mørkerødt. For selv for en Franco film, taler vi altså nudity all around the clock. Der er næppe en scene i Sadomania hvor der ikke minimum er en topløs kvinde eller to på plads foran linsen. Både fanger og fangevogternes beklædning er reduceret til et par små shorts og sover de, er det selvfølgelig på ryggen, nøgen og uden tæppe. W.I.P genren kan og er blevet beskyldt for meget igennem tiden. Subtil er ikke en af dem.

 

Det nygift par Olga og Mario er på eksotisk bryllupsrejse (som består i at drøne rundt i en lille bil) de vælger at opgradere spændingsniveauet en tand ved at tage en afstikker ned af en lille sidevej i et øde grusgrav landskab hvor et skilt (Hacienda Blanca) ellers advarer mod tresspassing. Fornøjelsen bliver da også af den kortvarig slags for parret, da de nu er i Magda land! Magda er den obligatoriske og sadistiske campleder som er en fast ingrediens i alle W.I.P film med en smule respekt for sig selv. Øverst på trappestigen i dette bizarre hierarki stråler selvfølgelig the one and only, The Queen of Evil, Dyanne Thornes som den mytologiske Hundjævle Ilse fra SS. Og hvad hun nu ellers har optjent af superlativer og jobbeskrivelser igennem en lang, blodig og mindeværdig karriere.

Ajita/George Wilson

Magda er selvfølgelig ingen Ilse, men hun placerer sig højt på hitlisten af udfordrere som vil gøre hende rangen stridig. Rollen som Magda er nærmest ligeså twisted som figuren selv. Hun vækkes til live af Ajita Wilson, som er født som George Wilson og var transseksuel. Wilson karriere, som udfoldede sig i 70’erne og 80’erne inkluderede blandt hardcore porn og Escape From Hell (Kvindefængslet i Sydamerikas jungle). Hun medvirkede desuden i Fulci’s Contraband. Alle tre film i øvrigt, fra start 80’erne.

I Sadimania har hun samlet pisken op efter Ilse og styrer sin fangelejr med hård hånd. Dette inkluderer både sex med de indsatte, pisk og ydmygelser i almindelighed af fangerne. Nu og da får hun besøg af den impotente (rent fysiologisk) guvernør Mendoza (kan han hedder andet?) som sammen med Magda fornøjer sig med diverse væddemål. Blandt andet kaster de sig ud i en variant af The Most Dangerous Game og Rambo 4, hvor en stakkels fange for et minuts forspring ud i en sump (her skal det lige indskydes de ikke snyder, det er et langt minut) før de skyder til måls efter hende. Da hun endelig bliver nedlagt, rundes festen af med at den mest livløse plastic krokodille filmverden endnu har set, som lystigt fortærer hende - eller noget.

Mendoza engagement i kvindelejren slutter ikke ved disse jagtlege, han holder også af fangernes selskab i levende live. Eller mere korrekt, det gør både han og Mrs. Mendoza, som nu og da får en nøje udvalgt fange på besøg i herskabsvillaen. Her forlyster parrets sig så med vedkommende indtil at Mendozas manglende stiverik gang på gang obstruerer kroningen af værket til hans enorme frustration. Men cirkler er til for at blive brudt, således  også for Mendoza, da en fange, bundet til en stol, bliver onduleret af hans schæferhund. Alt i mens Guvernøren selv forlyster sig med fruen. Der er simpelthen ikke et øje tørt. Tænk, at der ikke skal mere til for at kurere impotens. Selv om mirakelkuren måske næppe vil vinde særlig stor udbredelse i resten af verden. Sit Ubu sit! Good dog.

Når pigerne er ”brugt” af The Mendoza’s sendes de videre i systemet til en slavehandler (spillet af Franco selv). Som udmærker sig med at være homoseksuel og i en scene bliver ekspederet af en sort mand. En ironisk og passende straf til Franco og hans ultra konservative og kvindefjendske syn er der sikkert en del som vil mene. Kuriøst og som en lille krølle på dilleren, så er det Aija Wilson (Magda) der også lægger kræfter og energi i rollen som den sorte ”bagbords pirat”. Nu blot med falsk overskæg og minus paryk.

Olga, vores nygifte indslag, som vi næsten havde glemt, fordriver tiden i et stenbrud med de andre fanger. Her skal de af uforklarlige årsag stå i den bagende sol og hakke i jorden og nu og da smide en sten op i en trillebøre dagen lang. Dette foregår selvfølgelig topløs og i et par små cowboyshorts. I solidaritetens navn skal det dog indskydes, at fangevogterne også er topløse. Den gode Franco forpassede aldrig en chance for at vise et godt brystparti. Mens Olga hakker løs som en anden Jens Vejmand, planlægger hendes mand, som blev sat på fri fod ved tilfangetagelsen med ordre om at forlade landet, sin kones flugt. Den plan eksekverer han ene mand og når lige i processen at knalde Magna, som senere ender sine dage på brutalvis som den slags skal og bør. Her som fairtrade krokodille føde. 

 

En sjov detalje, som i øvrigt sætter hele filmens og Franco’s ånd i relief er, at da Mario er kommet sin unge brud til undsætning og de skal videre i deres befrielse togt hos slavehandleren, så er hun fortsat topløs under hele forløbet. Selvfølgelig låner Mario ikke sin halvnøgne kone sin t-shirt. I det hele taget kan man spore en vis ironisk distance i filmens anatomi, både af den tilsigtet og utilsigtede slags. Bl.a. kører Guvernørens kone rundt i en lille rustkasse som man frygter hvert øjeblik knækker sammen på midten. Denne tungen i kinden approach er samtidig med til at afvæbne filmens brutalitet, der som tidligere nævnt, aldrig bliver af den helt ekstreme sadistiske karakter, du ellers kan være vidner til i genren.

Alligevel vil den største udfordring for ”almindelige” mennesker utvivlsomt være at finde en legitim undskyldning for at se Jess Franco film og W.I.P film i særdelshed. Men har man en skjult guilty pleasure liggende gemt et sted, så vil Sadomania være et godt sted at starte. Her er volden til at overskue og der er mange point at score på sleaze kontoen. Og husk nu, det er kun film børnlille.

Trailer

Sadomania 1981

Instruktør: Jesus Franco

Manuskript: Jesus Franco & Günter Ebert

Fotograf: Juan Soler

Medvirkende: Ajita Wilson, Andrea Guzon, 

Ursula Buchfellner, Antonio Mayans, Uta Koepke

IMDB