Anmeldt af Søren Nielsen
Det er næppe
et tilfælde, at det er det gamle sort-hvid Universal logo som åbner ballet i Darkman. For selv om Darkman blev
sammenlignet med Burtons Batman fra året før, hvor den helt naturligt kom til
kort, så har den langt mere slægtskab med Universals klassiske monsterfilm
som Phantom of the Opera, The Mummy og Frankenstein end den har med superhelte
genren.
Da jeg for omkring
24 år siden stiftede bekendtskab med Raimis første dansetrin med en filmproduktion
der havde et budget som tillod lidt mere end blot burger og dåsecola til de
medvirkende (hvis de altså ikke tog to gange), så blev jeg som så mange andre fans
af boy wonder instruktøren skuffet. Filmen virkede fjollet. Helten hverken
fugl eller fisk. Væk var den anarkistiske tilgang til mediet og ikke mindst den
absurde humor fra de forrige film. Vi fik i stedet serveret en straight forward
Batman light b-produktion og her med kunne punktummet for Darkman fødsel og død i
filmhistorien sådan set være sat. Sandheden er dog, at ved et nærmere eftersyn er der meget mere gemt i
Raimi og ikke mindst Darkman, end blot anklagen om at hægte sig på Warners succes
med den kappeklædte selvtægts millionær.
Først og
fremmest har vi med en smuk Blu-Ray udgivelse at gøre, som kaster nyt lys over den vansiret doktor og som løfter filmen rent visuelt. Der ud over gør den sig overraskende
godt på den frygtede ældningsfaktor for effektfilm som har kvalt
efterlivet for mange produktioner, men til gengæld har været overraskende god for Darkman.
Når
sammenligningen med Batman ikke er retfærdig, så handler det ikke kun om budgetter
og der af muligheder. Og det handler i endnu mindre grad om at vi har med en karakter at gøre, som også søger hævn (som Batman) er maskeret (som
Batman). Det handler der i mod om at hvor Burtons Batman (og stort set samtlige andre siden hen) er
reduceret til statister i deres egen fortælling, så indtager Darkman første parket
og han gør det endnu mere kompromisløst end Natten Ridder.
Liam Neeson
gør det fremragende som den geniale forskeren Peyton Westlake der står på
tærsklen til det helt store gennembrud med at skabe kunstig væv, men kommer i
vejen for den lokale byggematador og hans kompagnon - en skruppelløs gangster
der samler på fingre (perfect castet i Larry Drake). Darkmans helt store styrke er dog, at det lykkes for Raimi at gøre sin protagonist
langt mere interessant i sin desperate jagt på at genskabe hvad han var engang
og personerne der ødelage hans ansigt og hænder, end det gjorde for Burton med Batman. Her var det Jokerens død og genfødsel der stjal rampelyset og ikke mindst Jack Nicholsons oneman show. Grunden til dette
skyldes bl.a. at Raimi formår at implantere Universals monster DNA'en i sin figur og at ”ulykken” ikke blot efterlader Westlake med ar på
indersiden af kroppen, men fysisk, med et vansiret ansigt. Samt bivirkningen,
at han ikke føler smerte. Netop den manglede kobling til sit nervecenter
efterlader Darkman som en krøbling og monster. Ikke bare i sin åbenlyse fysiske
fremtoning, men også i længslen på det han efterstræber aller mest - sin menneskelighed. Westlake lykkedes med at skabe kunstig væv og kan der med udbedre de fysiske
skavanker, men smerten og der med evnen til at føle kan han ikke genskabe.
Når eventyret
om Darkman (i min bog) ikke er en 100% fortælling om den grimme ælling eller fugl Fønix, så skyldes
det, at det ikke er en perfekt film. Raimi er stadig ny i faget og her og der
er det tydeligt at evnerne og overblikket ikke helt matcher entusiasmen og ambitionerne og resultatet kommer lidt klodset ud. Klimakset, opgøret med byggematadoren højt
over gadeplan i skelettet fra en skyskraber virker kunstig, unødvendigt og påklistret. Det bidrager kun med et dårligt vægtet dobbelt klimaks
efter helikopterturen og devaluerer på den konto unødvendigt dem begge. Der ud bliver humoren, som sporadisk er til stede filmen igennem, forceret da Raimi prøver med vold og magt at presse den ind i finalen. Det formår dog ikke at ændre på, at samle set så står
Darkman i dag langt stærkere end da den kom frem. Plus at filmen er interessant ikke
kun set i kontekst til Raimis senere mainstream karriere, men også i sin egen ret. Når filmen til gengæld er vanskelig at fordøje for mange, så kan det skyldes, at den ikke er hvad de
forventede og der med endnu engang sætter en tyk streg under at forventninger
er som en sæbeboble og sjældent har grobund eller andet liv end det man kunstigt puster dem op til. Lidt som syntetisk væv.
Darkman 1990
Instruktør: Sam Raimi
Manuskript: Sam Raimi & Chuck Pfarrer
Fotograf: Bill Pope
Medvirkende: Liam Neeson, Bill Drake,
Frances McDormand, Colin Friels, Ted Raimi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar