Anmeldt af Jes Beier
Der er ikke mange film der vedbliver at virke lige så friske og nyskabende som dengang de havde premiere og som gang på gang griber et publikum som oven i købet har set dem før, men John Boormans Deliverance hører så sandelig til denne sjældne kategori af film. Siden sin fremkomst for over 40 år siden har filmen vedblivet at fascinere og ryste og det til trods for, at det ellers er en ret enkel historie uden de store dikkedarer. Eller er der måske ved nærmere eftersyn mere i filmen end man ved første gennemsyn troede?
Til at begynde med er det ellers en ret ukompliceret fortælling om fire gode venner, der beslutter sig for at tage på en kanotur på Cahulawassee floden i Georgia – i virkelighedens verden Chatooga River i Georgia – der snart skal indlemmes i en større sø, hvor det omkringliggende land bliver oversvømmet. De fire privilegerede middelklassefyre er taget med på turen af forskellige grunde og det er faktisk en opgave i sig selv at regne ud, hvem der egentlig er for eller imod idéen, hvilket man kan forsikre sig for, når man prøver at følge den overlappende dialog i begyndelsen af filmen. Der er Drew, den fredselskende ”hippie” (Ronny Cox i sin første filmrolle), som får mere at forholde sig til end han havde regnet med og som er gruppens mest entydige karakter. Det er Drew der - i modsætning til de andre- rækker hånden ud mod den deforme banjospillende dreng i en af filmens mest mindeværdige og symbolsk interessante scener. De duellerende musikere kan alt efter temperament tolkes som kombattanter eller som ligeværdige individer, der for et øjeblik mødes på lige fod inden al kommunikation mellem civilisation og natur for alvor bryder sammen.
Den kraftige og måske lidt simple Bobby (Ned Beatty også i sin debutfilm) har det hele i munden og ender med at være dén af de fire, der betaler den højeste pris for deres voldtægt af naturen, et tema som måske er filmens egentlige fundament. Endelig er der Ed (Jon Voight) den lidt vege tryghedsnarkoman, der mod forventning viser sig at være den handlekraftige mand som gruppen får så afgørende brug for og så Lewis (Burt Reynolds i en karrierebefordrende rolle), der er gruppens leder og he-man, som affyrer det dræbende skud, der starter det skrækindjagende spil i det barske landskab.
John Boormans mand-mod-natur historie er en filmatisering af den amerikanske digter James Dickeys roman af samme navn og forfatteren har selv rollen som den lokale sherif, der bestemt ikke hører til guds bedste børn og ikke tror en tøddel på de fire mænds beretning om hvad der skete oppe i bjergene. Han var ikke skuespiller, men tilfører rollen en blanding af truende agression og lad eftergivenhed som gør at man husker karakteren længe efter, til trods for at han kun er med i få minutter til sidst i filmen. Dickeys sherif synes at fortælle, at livet i bjergene ikke er det nemmeste og han virker mest af alt som en mand, der er godt og grundigt træt af forholdene i det nordlige Georgia.
fra hinanden for at skabe plads til sin massive erektion af moderne liv og bekvemmeligheder. Burt Reynolds taler om at voldtage naturen, men det er en af hans venner der ender med at tage den i røven, fordi han ikke viste den fornødne respekt for de lokale. Er det ikke et vink med en vognstang om, at mennesket ikke bør glemme sit udgangspunkt og at der ikke eksisterer civilisation uden oprindelighed? Mennesket er et dyr, men det er et civiliseret dyr. Eller kan millioner af års møjsommelig evolution blive sat overstyr på et splitsekund?
Efter at have set filmen er man ikke i tvivl. Godt nok er Bill McKinney og Herbert Coward nogle af de mest frygtindgydende og depraverede skurke der nogensinde er sat på film, men spørgsmålet er om deres handlinger i virkeligheden ikke skaber en form for symbolsk balance i regnskabet mellem dem der har og dem der ikke har? Det synes at være en mulighed og er kun med til at sætte de dramatiske begivenheder i yderligere relief.
Heri ligger det mest spændende ved Deliverance og det er et tema der aldrig bliver opbrugt, fordi Boorman på den mest raffinerede måde hele tiden holder de mange niveauer i fin balance og på intet tidspunkt får det ene forrang over de andre. Endelig kan man bare smide analyserne overbord og lade sig rive med af ren film, for dét er hvad Deliverance også er. Der findes mange helstøbte film, men få så vellykkede som denne og at den efter godt 40 år stadig kan ramme bullseye hos sin tilskuer efter så mange år er noget af en præstation, særligt når man tænker på hvad der ellers er lavet inden for genren. Paul Newman fortalte engang om sit samarbejde med George Roy Hill, at dennes film var uden fedt. Han kunne have talt om John Boormans Deliverance. Den er et stykke skært kød, serveret uden garniture for de maver der ellers kan tåle det. Det er en rejse man aldrig bliver færdig med og en naturoplevelse med ikke så få skrammer, af dem der giver et par ar eller to og hvor tøsejod ikke er nok. Du glemmer aldrig denne udflugt med døden.
Deliverance 1972
Instruktør: John Boorman
Manuskript: James Dickey
Fotograf: Vilmos Zsigmond
Medvirkende: Burt Reynolds, Jon Voigt,
Fatastisk film!!!!!!
SvarSlet