Movie Madness: Things we lost in the fire

Anmeldt af Jes Beier

Der er lavet mange sære og bizarre film igennem årene, men få der på så original og anderledes måde griber sit publikum som ”The Wicker Man”. Da den blev genindspillet for nogle år tilbage (Vig bort, Satanas!) blev der måske – måske ikke – kastet lys på originalen, som slet ikke har fået dén opmærksomhed den fortjener. Hvad dette skyldes, er der sikkert flere grunde til, men måske er det i virkeligheden ikke så mærkeligt, for det er bestemt ikke en film med bred appel.

Der til er den simpelthen for ejendommelig og nogle har vendt sig fra den med dén begrundelse, at den hverken er fugl eller fisk. Det er den heller ikke, for den er helt sin egen og selvstændighed er ikke altid en fordel og måske slet ikke når det kommer til et massemedie som filmen er. ”The Wicker Man” kan derfor hverken karakteriseres som ren gyser, thriller eller spændingsfilm, men som en blanding og dertil – hvis man presser konvolutten lidt - en besynderlig parafrase af hele trosspørgsmålet og religionens betydning for det civiliserede menneske – intet mindre!

Politimanden Howie (Edward Woodward i en af sine bedste roller) ankommer til en fjerntliggende skotsk ø efter at have modtaget et brev om at en af øens piger tilsyneladende er forsvundet. Men da han lander på øen er der ikke nogen der kender hende og kan fortælle ham noget som helst, der kan bringe ham på sporet af omstændighederne omkring hendes forsvinden. Heller ikke øens leder, den karismatiske Lord Summerisle (Christopher Lee i en formidabelt uhyggelig rollepræstation) kan hjælpe med oplysninger. Til gengæld går det gradvist op for Howie, at der er noget rivravruskende galt i det lille øsamfund og da han endelig indser den frygtelige sandhed er det alt, alt for sent.

Så meget om handlingen, der er formet som en traditionel lag-på-lag fortælling, hvor hver enkelt brik bliver lagt i ro og mag, indtil man til sidst har det samlede billede. Det er ikke gjort til perfektion, langt fra, og filmen går da også i stå enkelte steder, men dens detaljerigdom og de små antydninger af hvilke forhold der hersker på øen kompenserer så rigeligt for de rent fortælletekniske svagheder den rummer. Faktisk er det en film med så stærke billeder og en lydside, der hypnotiserer tilskueren fra start til slut, at det er vanskeligt at sammenligne den med nogen anden film. Man er ikke kun optaget af hvad politimanden finder ud af, men man bliver også suget ind i dén fatale mentalitet der behersker øboerne og det på en måde som bedst kan beskrives som stoflig. Scenerne på det lille gæstgiversted hvor Howie overnatter, er formidable og rummer en intensitet som er ret uforglemmelig og som samtidigt varsler hvad der senere skal ske.

Vi fascineres, men viger samtidigt tilbage, da vi ikke til fulde forstår hvad det er for et univers som betjenten pludselig bliver en del af, men vi mærker det, som han gør, nærmest som en fysisk oplevelse. Først til sidst da sammenhængen går op for Howie – OG os – fatter vi betydningen af alt hvad vi indtil da har bevidnet og erkendelsen af dette er lige så skrækindjagende som det er isnende logisk. Det sidste kvarter af ”The Wicker Man” hører til nogle af de mest tvetydige og ildevarslende i filmhistorien, fordi det ikke blot markerer en konklusion, men tillige skubber os ud over klippekanten uden falskærm.

Det er ikke så meget hvad der sker som ryster, men at der absolut ingen magt findes på Jorden som kunne have forhindret det i at ske. At det så samtidigt er en af de visuelt mest besnærende scener i filmen, er kun med til at understrege det uafvendelige i begivenhederne og sætte det i yderligere relief.

Men det er ikke kun som æstetisk virkemiddel, at filmens afgørende øjeblik rokker ved tilskueren. Det skyldes først og fremmest, at det er en historie om hvad sanselig og metafysisk bevidsthed er, både på det individuelle og det kollektive plan, og hvilke konsekvenser det har, når forskelligartede anskuelser pludselig støder panderne sammen i en tid, hvor rationalitet og naturvidenskab har sat dagsordenen. Filmen har ikke nøglen til hvilken vej der er den rette at følge, men viser, at bevidstheden er overladt til et mylder af blindgyder og at der måske ikke er nogen synlig vej at følge. Heri ligger filmens måske største chok: at den menneskelige bevidsthed måske når alt kommer til alt ingen forankring har og aldrig kan få det, med eller uden civilisation. ”The Wicker Man” fucker med din bevidsthed som ingen anden film før eller siden har gjort det.

Historien er skrevet af Anthony Shaffer, der året før havde skriblet ”Sleuth” ned til Michael Caine og Laurence Olivier og ”Frenzy” for Hitchcock, begge helt centrale film på deres egne betingelser, men med ”The Wicker Man” skulle Shaffer imidlertid levere sin mest originale fortælling og det skulle samtidigt blive til en af 70'ernes mest omdiskuterede og kontroversielle film. Den er instrueret af Robin Hardy som faktisk ikke er kendt for andet, men som for et par år siden lavede en ny film med titlen ”The Wicker Tree”, angiveligt en slags fortsættelse, men den tror jeg – ligesom remaket – at vi skal glemme (jeg har i hvert fald allerede!).

Hvis man ikke har set ”The Wicker Man”, så kan man få værdifulde oplysninger om baggrunden for og tilblivelsen af filmen ved at sikre sig et eksemplar af den på DVD, men vær opmærksom på at få fat i en af de mange 2- eller 3 disc set der findes, så både biografversionen OG Directors Cut lander på reolen. De to versioner adskiller sig med 15 minutter og det er et meget afgørende kvarter, hvilket man vil konstatere når man har set dem begge. Men uanset hvilken udgave man vælger, så hører den hjemme på enhver filmsamlers hylde, særligt hvis man er til skæve og anderledes film. ”The Wicker Man” er en af den sjældne slags film som man ønsker at man havde til gode.