I Friday serien på 11 film (inkl. Freddy vs. Jason) er der snart ikke det sted på guds grønne jord (og in space), Jason ikke har svinget kniven og reduceret antallet af teenagere betragtelig. Og (forhåbentligt) uden at genere den gode mr. Voorhees alt for meget, kan man vist godt tillade sig at kalde turen for a bumby ride. Jason har nemlig som i alle gode ægteskaber haft sine op -og nedture. Og mange af selv de mest hardcore genre fans må indrømme, at den kære Jasons har haft sine udfald i sit ellers uudtømmelig had til den sexfikseret og hashrygende ungdom. Men Jason var og er en pengemaskine, så det var selvfølgelig alt for fristende for seriens bagmænd at ryste plasmaposen endnu engang tilføje nyt og frisk blod til serien ved at hoppe med på remake-vognen som i det sidste årti har spyttet så mange golden oldies ud i ny indpakning, at blodbanken har måtte indkalde ekstra personel, mens vi andre har investeret i et arsenal af brækposer.
Friday the
13. th er ikke en decideret genindspilning af originalen, men der i mod et
opkog af de tre første film og det er der sådan et ganske fornuftigt træk. Til gengæld er det ca. lige så klogt et træk som at tænde en cigaret efter at have overhældt sig selv med æter, at det endnu engang er selveste Marcus Nispel der har fået ansvaret for at præsentere en ægte genre klassiker for en ny generation. Nispel hvis CV mest tæller talrige musikvideoer, er samtidig manden der i 2003 fik ansvaret
for at smøre kædesaven og vise verden hvordan knoglefilten skulle skæres i genindspilningen
af Tope Hoopers mesterværk The Texaschainsaw Massacre. Det eksperiment faldt
ca. lige så heldigt ud, som et forsøg på at sluge en rive og skide den ud igen
vil gøre. Og hvis du tror at Mr. Nispels ass rape af fortidens værker stopper her? Uha, nej da. I 2011 gik det ud over Conan the Babarian.
Hvad indeholder Friday the 13 th. anno 2009 så? Jamen den har hele pakken: Smukke unge
mennesker. Tøsebørn der ser det som deres største mission her i livet, at
smider toppen og jonglere med silikonebrysterne (og hurra for det) og ikke mindst
selvfølgelig, den ene mere blodig nedslagtning efter den anden. Alt sammen pakket ind i lækker lyssætning og glatte MTV glansbilleder. Se dét er jo
ikke så skidt endda - eller hva’? Jo for pokker, det er skidt. RIGTIG skidt
endda! Lidt som akut tyndskid der løber ned af inderlåret og størkner før du når hjem. Men, men, men du sagde jo lige? Ja, og jeg ved det godt. Hvordan ind-i-helvede
kan patter, sex og blod i spandevis gå galt? Enig, det er komplet naturstridigt, men nu og da lykkes det mirakuløst alligevel at fuck det up og endnu engang er
Marcus Nispel afsenderen.
Efter introen
og blitzkrieg massakren på campisterne ved Krystal Søen, tænker man: Så, nu er vi i gang. Nu er stålet varmt og vi har fået en forsmag på hvad som venter os. Nu
skal der bare fyldes lidt kød på historien, lidt kriller ned ad ryggen. Tilsat et
spjæt i sofaen eller to og vi er home free. Men desværre. Lige så uambitiøs og kønsløs som TCM fremstod, lige så intetsigende er Friday. Et par glatbarberet metroseksuelle klodser, ladet med lunken skummemælk er hvad Nispels og co har fyldt på kanonen. Vi præsenteres for lugten af gammel karklud og vores gruppe af unge mennesker har ca.
lige så meget substans og kant at fylde på dette ligrøveri, som flødeskumskagen du gemte halvdelen af i køleskabet i sidste uge, og som nu kalder på dig fra sit skjul mellem den rynket argurk og de plet-brune champingnoner.
 |
| Marcus Nispel? Men...men...men I lovede? |
Nu er det yderst sjældent, at det er med guldtusch karakterene er skitseret i en slasherfilm, det er vi alle så udmærket godt klar over. Det faktum, samt de manglende forventninger gør det faktisk endnu mere rystende at opleve hvor tynd en gang sjatpis vi
her præsenteres for. Der er ingen persontegning what-so-ever. Ingen indbyrdes
konflikter eller antydning af relationer figurerne i mellem. Ingen etablering af
miljø, historie eller gruppen. Sub zero interessen for de unge campister er kun med til at forstærker Jasons
kedsommelig nedslagtning af samme gruppe (surprise, surprise - didn't see that one comin' did ya?). Der er med andre ord intet som helst at koble Jasons anstregelser op på og han halter igennem filmen som en hæs dieselmotor. Og når likvideringerne så samtidig serveres med så stor mangel på kreativtet og finesse, at det gør pogramfladen lørdag aften på DR til en lang den-havde-jeg-ikke-lige-set-komme rejse, ja så er det for sent at spejde efter isbjerget på Crystal Lake, vi er allerede sejlet direkte igennem det.
Men er der så slet ikke noget positivt at berette om dette remake? Selvfølgelig er der det, det er der vel om alle film? Hmm er der det? Hvad så med Pelle Eroberen? Ja, okay, den undtaget så. Okay, hvad med Tarok? Ja, også den. Og hov, hvad med Veninder, hvad fanden snakker de om? Ja..ja..ja...NÆSTEN alle film så. I Friday the 13 th remaket er de to positive elementer tits (hvor dårlig en film så end er, er tits altid et opløftende element og lad aldrig nogen bilde dig andet ind) også kick ass plakaten der lancerede filmen. Den gav kortvarig kunstig åndedræt til håbet om, at Nispel bastarden havde mere på hjertet end blot at stille sig bag i køen til endnu en skamferet klassiker. Men miraklernes tid er forbi mine damer og herrer og hverken patter eller en fed plakat kan ændre på, at Jasons return
som badboy og moralens sidste vogter ender som et stensmut hen over den grumset sø. Friday the 13 th er få sekunders underholdning før den synker til bunds og er pist væk, glemt og borte i mørket sammen med TCM. The Fog, A Nightmare on Elm Street og ja, the list goes on. Det havde
hverken vi og mindst af alle den gode Jason fortjent.
Friday the 13 th 2009
Instruktør: Marcus Nispel
Manuskript: Damian Shannon & Mark Swift
Fotograf: Daniel Pearl
Medvirkende: Jared Padalecki, Amanda Righetti,
Derek Mears, Danielle Panabaker, Julianna Guill
Ingen kommentarer:
Send en kommentar