Ctrl+Alt+Del

Anmeldt af Søren Nielsen

Lad mig blot afsløre med det samme; Jeg har en svaghed for katastrofefilm. Både den mere intime slags, hvor folk er fanget i toppen af et højhus på 120. etage og flammerne slikker dem om anklerne. Og i det modsatte element, hvor de paniske feriegæster på luksusliner hænger med røven i vejret og tre kilometers dybde venter under dem. På samme måde er jeg også små pjattet med de såkaldte larger than life katastrofefilm. De der har en undsluppet militær virus som hovedperson og truer med at gøre et gevaldig indhug i verdens overbefolkning. Eller vulkanen der har sovet længere end Tornerose og pludselig beslutter sig for at spytte sin galde ud over den lille hyggelige bjerglandsby, eller selve down town L.A. De er….hvad er ordet jeg leder efter? Hyggelige!

 

Katastrofefilm genren har en del fællestræk med horror genren og hvem ved, måske er det netop dér koblingen ligger gemt? Ofte finder vi mennesker placeret i situationer hvor panikken regerer og beslutningen om du skal leve eller dø, ikke længere er din egen. Opbygningen er som ofte også den samme. Et persongalleri hvor en stor del blot er mødt op for at dø på en skrækkelig og udspekuleret måde. Den nærmest harmoniske ro, afløst af en fortættet stemning også helvede der bryder løs. Et andet fællestræk mellem de to genre er, at der er utrolig meget lort man skal sidde igennem før man finder perlerne. Især nu hvor katastrofefilm genren nærmest er eksploderet efter at prisen på CGI-effekter er styrtdykket til Aldi niveau.

Da Jan De Bonts Twister så dagens lys i 96’, var CGI stadig noget forholdsvis nyt og dyrt, så en katastrofefilm med jordens elementer i centrum var ikke hverdagskost. På den konto blev Twister da også en kæmpe succes. Faktisk langt større end filmen som de fleste forbinder med hollænderens navn, den overraskende succes debut Speed. Twister indtjente næsten en halv milliard dollars world wide og blev Bont's sidste succes i hans relative korte karriere som filminstruktør. Bont havde på samme måde som vores egen Mikael Salomon taget springet fra fotograf til instruktør, efter han havde stået bag kameraret på succeser som Die Hard, The Hunt for Red October, Basic Insticnt og Black Rain. Efter Twister ventede der en dundrende fiasko med  Speed 2 også den historiske rædselfulde genindspilning af The Haunting, før karrieren tilsyneladende led et permanent pitstop med fortsættelsen til Laura Croft og Tombraider: The Cradle of Life i 03'.

Bil Paxton og Helen Hunt spiller Mr. og Mrs. Twister som står over for en skilsmisse. Ikke blot personligt, men også professionelt, da de har brugte det meste af deres voksne liv sammen på at jage tornadoer. Sammen med et team af tornado entusiaster (hvor man aldrig rigtig bliver klog på hvad de er med for, ud over at sige..WOW, fantastisk og to the max!) har de forsøgt at kortlægge de destruktive kræfter og samtidig blive klogere på dem, så det på sigt vil være muligt at udvikle et advarselsystem der giver folk en længere responstid til at komme i sikkerhed når en tornado har dig og din familien på sigtekornet. Hunt i sær, er besat, da hun som den eneste i gruppen har oplevet en 5F (F5, som ikke er en knap på din computer, men den mest destruktive type af tornadoer). Det skete da hun mistede sin far til en. Det tab har givet hende et specielt bånd til tornadoer som gør, at hendes største ønske er at blive slugt af en, have sex med den og genforens med farmand. Så når en eller anden drister sig til at sige 5F, så skal alle i gruppen blive mussestille og kigge med åben mund på hinanden.

Bill Harding (Paxton) der i mod er trådt ud af vindtunnelen og skiftet karrieren på landevejen som fuldblods tornadojæger ud for roligere omgivelser som tv-vejrmand. Samtidig skal han giftes med sin terapeut Dr. Melissa Reeves (Jami Gertz fra The Lost Boys). Det eneste de nu mangler for at kunne føre den mission ud i livet, er de underskrevne skilsmissepapirer fra hans soon to be ex-wife Dr. Jo Harding (Helen Hunt). Da Paxton og Gertz indhenter Hunt’s team af wacko tornadojægere, er der højsæson for twisters og gruppen gør klar til at afprøve Paxtons design og opfindelse ved første given lejlighed. Paxton har nemlig opfundet en vaskemaskine fyldt med LOTTO kugler som skal sluges af en twister for der efter at sende tornadoens dna ned til en computer og vupti, så er man straks voldsom meget klogere på hvordan de opstår og udvikler sig. Hvis altså teamet kan komme tæt nok på til der er en som gider at bide på.

Team Twister

Som den opmærksomme læser sikkert allerede har gættet, så bliver Bill Harding genforenet med sin eks. Ikke bare som tornadojæger, men også romantisk og det lykkedes sågar at få en tornado til at spise en vaskemaskine og det hele ender som man allerede vidste det ville efter filmens første ti minutter. Ingen overraskelser der. Det ville til gengæld have været en overraskelse, var det ikke endt sådan, da det yderst sjældent er de store overraskelser der lurer i katastrofefilm genren. Det er helt andre ting der skal sælge varen. Her i skikkelse af et tornadoteam og jagten på twisters som både kan knurre og brøle - alt efter behov.

Når Twister aldrig formår at skabe mere opdrift end du kan med en cykelpumpe, så skyldes det flere ting. Hovedsagligt at vores to hovedpersoner falder fladt på maven, både som par og som skuespillere. Paxton er eminent i biroller og det er da også der han har høstet sine største succeser. Han er fremragende i Aliens. putter c'et i cool i Near Dark. Han er god i Predator 2 og stjæler billedet i True Lies. 

Near Dark - cool as fuck!

En af de få undtagelser mht. hovedroller er den overraskende vellykkede lille gyser Frailty, som han også har instrueret. Her bærer han hovedrollen i mål og mere til. I Twister er han til gengæld et spøgelse og giver aldrig den mindste troværdighed til rollen som USA's førende tornadoekspert, som blot ved at stå og kigge op mod himlen og rode lidt i jorden kan forudsige hvor den næste udvikler sig. Hvad skal de i øvrigt med et avanceret alarmsystem, når de har Bill Paxton? Man skulle ikke tro det var menneskeligt muligt, men endnu værre står det til med Helen Hunt hvis korte filmkarriere (den folk kan huske) toppede i midt 90'erne. Året før var det Kiss of Death, så var det Twister for så at kulminere med As Good As it Gets. Der efter puf, gone with the wind. Hunt har ry for ikke at kunne genkende en rolle med kød på, om den så bed hende i røven. Jeg vil tillade mig at påstå, at hun får de roller talentet rækker til. I Twister overbeviser hun i hvert fald ikke om at det skulle berette til noget større. Hverken Paxton eller Hunt evner at skabe den mindste gnist af energi i mellem sig eller i jagten på tornadoerne. Og det er filmens største udfordring. Team Twister som er med som back-up på sidelinjen, sejler deres helt egen sø og dukker kun op til overfladen når det er belejligt med en replik eller to og der samtidig er plads i manuskriptet til det. Primært hvis der skal fyldes lidt baggrundsviden på de to hovedpersoner eller vores viden om tornadoer. Eneste undtagelse er afdøde Philip Seymour Hoffman, der ene mand prøver at sparke lidt liv ind i gruppen. Men selv en mand med hans talent kæmper forgæves mod elementernes rasen.

 

Grundlæggende er Twisters største problem (ud over skuespillet) at det er mere end svært at opdrive sympati for de situationer som vores tornadojægere ender i. De opsøger selv faren og i de fleste tilfælde på så idiotisk facon, at det nærmere ende ud i et smil og hovedrysten end med hjertet i halsen. Bedst/værste eksempel er da Paxton vælger at kører off road i en grøft (!), en halv meter ved siden af asfaltvejen. Fordi? Ja, hvem ved? Filmens tone hiver heller ikke mange point hjem til scorecardet. Den tager sig selv alt, alt for seriøst i forhold til hvad den magter og Hollywood videnskaben ender endnu engang i det ufrivillig morskab. Når så samtidig dialogen ikke hjælper vores i forvejen hårdt udfordreret skuespillere på vej, så er det næsten dømt til at gå galt. 

 

I en film som Twister er selve tornadoerne selvfølgelig ikke nok, der skal også være en opposition til de heltmodige videnskabsmænd (og kvinde) som uselvisk og ulønnet sætter førlighed og livet på spil i menneskehedens navn. Her kommer så Dr. Jonas Miller på banen. Miller er en gammel kollega og ven, som nu har solgt ud og *GISP* arbejder for et multinationalt selskab (og dem ved vi jo alle er onde) som betaler udgifterne for ham og hans team af tornadojægere. For ingen overhovedet skal være i tvivl om at Miller vitterlig er ondskabens selv (og fortjener at blive ædt af en tornado for sin arrogance og forræderi) så kører hans team selvfølgelig rundt i sorte biler og bærer sort tøj. Miller spilles i øvrigt af Cary Elwes som var fremragende i The Princess Bride og mindre god i Saw. 

Sidder du nu og spekulerer over hvad der blev af den søde og charmerende Gertz fra The Lost Boys (hver eneste gang livet giver mig chancen, så nævner jeg The Lost Boys) som skulle giftes med Paxton? Så indser hun selvfølgelig at hun umuligt kan konkurrere med hverken Hunt eller tornadoerne, så hun pakkede pænt sin kuffert og rejste hjem igen. En afsked som ca. tager 35 sekunder. Herre gud, de skulle også kun giftes.

Team Twister er har ikke solgt deres sjæl til nogen. Slet ikke Pepsi

Med alle disse ting kørende for sig, så kunne man jo godt foran ledes til at tro, at der lå en lille underholdende og ufrivillig morsomhed gemt i støvet fra Twister. Det gør der desværre ikke. Det er den ikke dårlig nok til. De irriterende øjeblikke skygger for de ufrivillige morsomme, som der ellers er en del af. Men desværre ikke nok til at gøre denne Bont succes til en guilty pleasue af de rigtige sjove. Men nu er der få ting her i livet der er så sort i sort, at der ikke er et enkelt lysglimt eller to at skimte i mørket. Således også i Twister og dem skal du selvfølgelig ikke snydes for.

Lyspunkt 1. Da de besøger Hunts bedstemor og hun serverer kæmpe steaks. Her får jeg altid selv lyst til en.

Lyspunkt 2. Da de holder pause ved en Drive-In som viser The Shining. Kunne de ikke bare have parkeret os der med en balje popcorn og en stor Cola til at starte med. Også hente os igen, når filmen var slut? 

Twister 1996

Instruktør: Jan De Bont

Manuskript: Michael Crichton &  Anne-Marie Martin

Fotograf: Jack N. Green

Medvirkende: Bill Paxton, Helen Hunt, 

Philip Seymour Hoffman, Jami Gertz, Cary Elwes

IMDB