Movie Madness: 112 Ocean Avenue

Anmeldt af Søren Nielsen

The Amityville Horror handler om huset som gud tilsyneladende glemte, men som Hollywood absolut ikke gjorde. Originalen så dagens lys i 79' og affødte ikke færre end syv (!) sequels, af meget svingende kvalitet og er der med (hvis ikke andet) end væsenlig brik i haunted house genren. Hverken originalen eller serien har dog, på trods af den store volume, pondus nok til for alvor at blive et pejlingspunkt i gyser genren, eller er blot tæt på at nyder samme status som mange andre af de remakes der i disse år ryger igennem Hollywood kødhakkeren. Og det faktum gør måske, at denne 2005 version er lidt lettere at fordøje end mange af de andre skamferede perler. Skaderne på huset er med andre ord til at overse.

Begge film tager udgangspunkt i den påståede sandfærdige beretning om familien Lutz, som ikke kunne begribe deres held, da de snublede over dette drømmehus til den beskedne sum af 80.000 $. For de penge fik de bl.a. seks soveværelser, swimmingpool og et bådhus.

George, Kathy og Daniel

Der måtte stikke noget under, og det gjorde der selvfølgelig også. Det store gamle hus havde lagt kulisse til en af amerikas værste familie tragedie, hvor DeFeo familien blev udslettet. Familiens ældste søn, 23-årige Ronald DeFeo, skød og dræbte ikke bare sine forældre, men fire søskende. Tragedien kunne i øvrigt have været en interessant vinkel, havde Andrew Douglas og co. valgt at fortælle historien om DeFeo i stedet for at genfortælle familiens Lutz 28 dage i huset igen-igen. Men det havde sikkert været et for risikabelt sats for Hollywood fabrikken, hvor man er mest tryg ved at træder i fodspor der allerede er sat.

Ronald "Butch DeFeo

George og Kathy's Lutz oplevelser i huset er i øvrigt af mange betragtet som et planlagt stunt og udført med den ene dagsorden, at tjene en masse penge på deres historie. Historien blev da også solgt og konverteret til en bestselleren af Jay Anson i 77' og i 79 kom filmen så, og lagde endnu et kapitel til familiens fantastiske historie. Siden hen har familien Lutz trukket en del i land og deres oplevelser med det overnaturlige, i de 28 dage det stod på, er ved flere lejligheder blevet pillet fra hinanden. Men er stadig, den dag i dag, en begivenhed som deler vandene mellem de der tror på failien og deres oplevelser og de der mener det er svindel.

På den konto har det heller ikke hjulpet alverden på troværdigheden, at familien der sidenhen flyttede ind, aldrig har oplevet så meget som en knirkende dør. Men om du så tror på famlien Lutz eller ej, så lykkedes to ting for dem: 1. At tjene kassen og samtidig skabe opmærksomhed omkring deres mareridts oplevelser i huset og 2. At fjerne fokus fra den forfærdelige forbrydelse der tidligere var blevet begået. Daniel Lutz som var 10 år da begivenhederne indfandt, påstår stadig den dag i dag, at hvad som skete i de 28 berømte dage er sandfærdig og det var hans stedfars flirten med det okkulte som antændte det. Sidste år kom sågar en dokumentar med udspring i hans fortælling som hedder My Amityville Horror

Andrew Douglas 2005 version af hændelserne i Huset som Gud glemte er faktisk noget så sjældent som et remake der bedre end originalen. "Overraskende nok", er den nye version speedet op og tilføjet chok effekt på chok effekt og samtidig er der ikke overladt meget plads til hverken etablering af scener eller familien Lutz. Lyder det ikke specielt positivt, så er det sådan set heller ikke. Filmen er langt fra nogen åbenbaring, men når den alligevel vinder på teknisk knockout, så skyldes det at 79' udgaven har store problemer med blot at holde fokus på plottet og samtidig er en mere end søvndyssende forstilling at kæmpe sig igennem. Så vi taler i princippet om to lige dårlig vægtet modpoler. Slow and fast.

Familiens overhoved spilles denne gang af Ryan Reynolds, som samtidig er filmens oplevelse. Hans fysiske og psykiske transformation fungerer overraskende godt og han beviser til fulde, at der er lidt flere kilo skuespillere i ham end hvad de fleste af os ellers gik og forestillede os. Ryan er med andre ord filmens store overraskelse. Han danner i øvrigt par med altid dejlige Melissa George (30 Days of Night og Triangle) og som datteren ses Clohé Grace Moretz aka. Kick Girl

Amityvilles overordnet problem er til gengæld dens forudsigelighed og de få (hvis nogen?) overraskende passager den serverer for os. Og ikke mindst, den påklistrede undskyldning for huset ondskab, som får lov til at dingle som en afklippet navlestregn. Heller ikke filmens fine sløjfe til slut, samt facisliste er med til at løfte helhedsindtrykket op til hvor det for alvor bliver interessant. Så på trods af at tempoet har fået tre nyk i vejret, så sidder man stadig tilbage med en følelse af at have børstet tænder i lunken vand. Det er nyt, det er smartere, det er hurtigere, men resultatet er isoleret set ikke nogen succes og man kan med god samvittighed stille spørgsmål ved om filmens leflen for chock value har fjernet den så langt fra de "virkelige" begivenheder, at historien er gået tabt? Med andre ord: Succesen anno 2005 skal ene og alene måles i det dvaske spejlbillede fra 79'.

Om der så vitterlig var noget om snakken, og de 28 dage var et levende mareridt for familien Lutz med fysiske overgreb fra ånder og senge der hoppede op og ned. Hundredevis af fluer det ene øjeblik, og pist væk det næste. Eller det hele blot var et i scenesat stunt for at tjene penge? Tja, det finder vi nok aldrig ud af med sikkerhed, men som alle gode historier, så nægter den, sand eller ej, at dø. Og husker vi ikke andet som tiden er gået, ja så husker vi helt sikkert filmens berømte catchphrase Get Ouuuuut!