tirsdag den 11. november 2014

And please stay there.






Anmeldt af Søren Nielsen

Når en vaskeægte genreguru som Sam Raimi for første gang siden 1992, (Army of Darkness) endelig drister væk fra Hollywood Boulevard og tilbage af syndens smalle sti til sit rette element, ja så er det svært ikke at savle på hovedpuden af begejstring og ikke mindst forventning til det som nu venter. Desværre viser forventningerne sig at udmanøvrere begejstringen, når vi snakker Drag Me to Hell.

Christine Brown (Alison Lohman), en godhjertet og ung smuk blondine med en problematisk fortid som tyksak og titlen som Miss Øf på det lokale kræmmermarked, har fundet enden af regnbuen. Hun har en ikke blot rig, men sød og empatisk kæreste (farveløse Justin Long) og nok så vigtigt, en lovende karriere i Wilshire Pacific Bank. Her er hun dog havnet i en tvefight med en ny og ambitiøs kollega om videre avancement i det benhårde finans-hierarki.

Find a penny pick it up all day long you'll have good luck
Og hvad værre er, Christine er bagud på point! Hun mangler nemlig det så vitale killer instinkt for branchen. Det får hun dog rig mulighed for at rette op på, da en tusse gammel og temmelig ulækker sigøjnerkvinder tigger hende om (endnu) en udsættelse på sit huslån, da banken truer med at beslaglægge skurvognen. Christine forbarmer sig, og lover at vende hendes anmodningen med sin chef. Chefen vælger til gengæld at lægge beslutningen i Christines hænder og antyder samtidig mellem linjerne, at her har hun en gylden mulighed for at vise, at hun har det der skal til og det er hende banken skal satsets på fremadrettet.

Christine hanker op i Sloggi trusserne, sliber hjørnetænderne, og afslår sigøjnerkvindes ønske om en tredje udsættelse. Hele seancen ender med, at sigøjneren slæbes skrigende  ud af banken, alt i mens hun med fråde og spyt om munden beskylder Christine for at have ydmyget hende (hvordan man end så lige ydmyger en, som ligner noget end ikke Freddy Krueger vil tungekysse). Da Christine efter fyraften indfinder sig i parkeringskælderen, venter den gamle dame på hende i et lusket og udspekuleret baghold (hun ved Christine ikke tager bussen eller følges med en kollega) og hun ender med at kaste en forbandelse på vores unge bankdame (en fiks lille ting som åbenbart alle sigøjnere evner). Forbandelsen består i, at om tre dage, så vil en Lamia komme efter hende og trække hende ned i helvede hvor hun efterfølgende er tvungen til at lytte til Rasmus Seebach til evig tid.



Raimi’s længe ventede retur til horror genren er, hvor ondt det end gør at skrive, en voldsom skuffelse! Drag Me to Hell er nemlig en flad og underlig uforløst størrelse at sidde igennem. En film som træder vande mellem forsøget på at levere gyset og samtidig lefle for Evil Dead generationen med slapstick humor og over the top effekter af udsplattet øjne og sågar en rambuk i hovedet. Ja, man føler sig faktisk helt hensat til Army of Darkness, da Christine wrestler den gamle kone i parkeringskælderen og det er da også svært ikke at skæve ud af øjenkrogen i forventning om, at Bruce Campbell gør sin entre og redder dagen. Helt galt går det i øvrigt senere i kiste scenen. Det hele lugter lidt af, at Raimi brødrene skyder i øst og vest i håbet om at ramme et-eller-andet som er oppe i tiden og samtidig bevare koblingen til fortiden.



Historiens vægtning er også vinge skudt. Både visuelt hvor dosseringen er helt væk og ikke mindst pacingen. Der kunne sagtens have været skåret både minutter og sågar scener bort. Eksempelvis forekommer hele scenen med Christines svigerforældre unødvendig og underlig påklistret og den bidrager kun hult til en større (og inderlig ligegyldig) forståelse af hendes personlighed og situation. Andre indslag er blot en udfordring ikke at trække på smilebåndet over, selv om det næppe har været hensigten. F.eks. Christines og kærestens spontane parkering foran en døgnåben spåmand, som helt tilfældigvis ved alt om Lamia forbandelser.

Da vi endelig (ENDELIG!) når til til finalen og det store twist skal oprulles, kræver det ikke en særlig stor oral (som synes at være kodeordet for Drag Me to Hell?) indtagelse af denne type film, for at gætte hvad der venter os og ikke mindst stakkels Christine. Her kan man argumentere for, at filmen er på forkant med den senere finanskrise og utallige bankkrak og Christine ender på korset for samme. Men det er nok at tillægge The Raimis bros. lidt for store visioner og indsigt i fremtidens finanser. Medmindre selvfølgelig, de har været på besøg hos vores 7-Eleven spåmand? 

Trækker skyerne sig sammen over den gode Sam Raimi?
 
Når regningen skal gøres op, har vi desværre ikke kun med en skuffende Raimi film at gøre, men sågar en skuffende film alt i alt. For når nu mesteren returnerer til andedammen, så bør resultatet, indsatsen og ikke mindst ambitionerne være langt, langt højere end hvad Drag Me to Hell repræsenterer. Enten er Rami blevet et gidsel af sin egen fortid og og der med reelt afskåret fra at kunne manøvre i den genre der gjorde ham berømt og grundlage hans karriere videre forløb. Eller så er sandheden blot, at han har taget opstilling i den lange kø af has been instruktører. Time will tell.







Drag Me to Hell 2009
Instruktør: Sam Raimi
Manuskript: Sam Raimi & Ivan Raimi
Fotograf: Peter Deming
Medvirkende: Alison Lohman, Justin Long
Lorna Raver, Dileep Rao, David Paymer

IMDB 

 



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar