mandag den 10. november 2014

Deja vu




Anmeldt af Søren Nielsen


Jess, en enlig mor til en autistisk dreng, tager en timeout fra den hektiske hverdag på opfordring fra sin ven Greg og stiger ombord på dennes sejlbåd med fire andre venner. Der går dog ikke lang tid, før hvad som skulle have været et frikvarter og dejlig dag på det blå ocean eskalerer i uventet retning. De opfanger først et nødsignal fra en hysterisk kvinde som fortæller at en eller anden mystisk fremmede myrder dem alle. Kort tid efter ramler de ind i en mystisk elektriskstorm, som kaster båden rundt og vores venner på hovedet – bogstaveligt talt. Heldigvis passerer et krydstogtskib dem, som de kan komme ombord på. Det underlige er blot, at det store skib er helt mennesketomt. Eller er det?


Det er ofte sådan med film i dag, at de kommer i små kvadratiske størrelser med finpudset hjørner. Man har omhyggeligt fjernet de største udsving af high and lows, så man har et slutprodukt, som ikke kan genere ret mange. Men omvendt med håb om, at det ramme så bredt som overhovedet muligt og der med sikre, størst mulig kommerciel succes. Vi skal som publikum helst have serveret en fin afrunding på historien og en aha-oplevelse, så ingen forlader
biografmørket i uvished og tænker: Hvad var det egentlig lige jeg så der og hvordan skulle det hele forstås? Men tvært i mod med en god fornemmelse i maven om alt er trygt, lige ud af landevejen og måske vigtigst af alt: helt ufarligt. For at sikre at man ikke har overset nogen ubehagelige knaster i processen som kan forstyrre familiefreden, så afholder man prøvevisninger på filmen, så man kan teste publikums reaktion og høre deres mening. Bagefter kan man så gå tilbage i klipperummet og redde trådene ud, skulle alt ikke være i den fineste orden. Det mine damer og herrer hedder med et andet ord filmmuzak.

Christopher Smith som tidligere har leget med genren med den ikke uefne, Creep og ganske seværdige Severance, har med Triangle skruet en film sammen, som på ingen måder hverken er original, eller nødvendigvis vil gå over i historien, men til gengæld har det positive karakter træk, at den tør udfordre sit publikum og ikke blot serverer hvad du forventer. For hvad der ved første øjekast ellers ligner en by the numbers ghostship story, udvikler sig i en retning, som få have set komme. På plussiden tæller desuden et super flot, lidt
drømmende look til filmen og et ditto score, som matcher historien perfekt. Det største plus er dog Melissa George (The Amityville Horror og 30 Days of Nights). Hun løfter rollen fantastisk og er simpelthen fremragende som vores hovedperson og mor, Jess. Hendes udsving og personlighedsskift filmen igennem hvor hun driver os fra at have lyst til at kvæle hende det ene øjeblik til at kramme hende det næste, er helt superb.

Pudsigt nok er Triangle styrke også dens største svaghed. Hvor Smith har overlegent fat i tøjlerne når det gælder om at (mis)guide os rundt på skibet og twiste historien, så er det samtidig som om, at dette fokus har været vægtet så højt, at selve horror elementet -og altså gyset, har måtte vige pladsen på den bekostning. For selv om der er et par fine momenter i Triangle, så vil det være synd at sige, at det er spjæt i sofaen den er mest leveringsdygtig i.

Her sidder du i stedet og prøver at regne ud, hvordan det hele er skruet sammen og hvad den næste labyrint byder på. Det skal dog ikke ændre et sekund på, at filmen er en mere end et fint indspark på horrorscenen og samtidig en film, som absolut lokker til flere gennemsyn. Det er i hvert fald ikke sidste gang den har set det indvendige af min Blu-Ray afspiller.






Triangle 2009
Instruktør: Chrostopher Smith
Manuskript: Christopher Smith
Fotograf: Robert Humphreys
Medvirkende: Mellissa George, Joshua Mcivor,
Jack Taylor, Michael Dorman, Henry Nixon

Ingen kommentarer:

Send en kommentar