mandag den 10. november 2014

Deja vu




Anmeldt af Søren Nielsen


Jess, en enlig mor til en autistisk dreng, tager en timeout fra den hektiske hverdag på opfordring fra sin ven Greg og stiger ombord på dennes sejlbåd med fire andre venner. Der går dog ikke lang tid før hvad, som skulle have været et tiltrængt frikvarter og dejlig dag på det blå ocean, eskalerer i uventet retning. De opfanger først et nødsignal fra en hysterisk kvinde som fortæller, at en-eller-anden mystisk fremmede er i gang med at myrde dem. Kort tid efter ramler de ind i en elektrisk storm, som kaster båd og vennerne på hovedet. Heldigvis passerer et krydstogtskib dem kort tid efter, så de kan kravle ombord i sikkerhed. Det underlige er blot, at det store skib er helt mennesketomt. Eller er det?


Det er som ofte med film i dag, at de kommer i små kvadratiske færdigpakkede størrelser med afrundet og fintslebne hjørner, så man står med et slutprodukt, der generer færrest mulige. Det gør man selvfølgelig med håb og ønske om at det ramme så bredt som overhovedet muligt, og dermed sikrer det størst mulige afkast. Vi skal som publikum, helst have serveret en både fin afrunding på historien og aha-oplevelse, så ingen forlader
biografmørket i uvished og tænker: Hvad var det egentlig lige jeg så, og hvordan skulle det hele forstås? Men der imod med en god mavefornemmelse og forsikring om, at alt er trygt og måske vigtigst af alt: helt ufarligt. For at sikre at man ikke har overset nogle ubehagelige knaster i processen som kan forstyrre familiefreden, så afholder man prøvevisninger så man kan teste publikums reaktion og høre deres mening. Bagefter kan man så gå tilbage i klipperummet og redde trådene ud, skulle alt ikke være i den fineste orden. Det mine damer og herre, er hvad man kalder filmmuzak.

Christopher Smith som tidligere har leget med genren med den ikke uefne, Creep og ganske seværdige Severance, har med Triangle skruet en lille fin film sammen som på ingen måder hverken er original, eller nødvendigvis vil gå over i historiebøgerne som sådan, men til gengæld har det positive træk, at den tør udfordre sit publikum og ikke blot serverer hvad vi forventer. For hvad der ved første øjekast ellers ligner en by the numbers ghostship story, udvikler sig i en retning som de færreste havde set komme. På plussiden tæller desuden et super flot, lidt
drømmende look og et ditto score som matcher historien perfekt. Det største plus er dog Melissa George (The Amityville Horror og 30 Days of Nights). Hun løfter rollen fantastisk og er simpelthen fremragende som vores hovedperson og mor, Jess. Hendes udsving og personlighedsskift filmen igennem hvor hun driver os fra det ene øjeblik at have lyst til at kvæle hende, til det næste, at kramme hende er superb.

Pudsigt nok er Triangle styrke også dens største svaghed. Hvor Smith overlegent har fat i tøjlerne når det gælder om at (mis)guide os rundt på skibet og twiste historien, så er det samtidig som om at dette fokus har været vægtet så højt, at selve horror elementet -og dermed altså gyset, har måtte træde i baggrunden. For selv om der er et par fine momenter i Triangle, så vil det være synd at sige, at det er spjæt i sofaen den er mest leveringsdygtig i.

Her sidder du i stedet og prøver at regne ud, hvordan det hele er skruet sammen og hvad den næste skibslabyrint byder på. Det skal dog ikke ændre et sekund på, at filmen er et mere end fint indspark på horrorscenen og samtidig en oplevelse som absolut lokker til flere gennemsyn. Det er i hvert fald ikke sidste gang den har set det indvendige af min Blu-Ray afspiller.







Triangle 2009
Instruktør: Chrostopher Smith
Manuskript: Christopher Smith
Fotograf: Robert Humphreys
Medvirkende: Mellissa George, Joshua Mcivor,
Jack Taylor, Michael Dorman, Henry Nixon

Ingen kommentarer:

Send en kommentar