onsdag den 12. november 2014

Den spanske trappe.




Anmeldt af Søren Nielsen

Få horror film har de senere år oplevet den hype som den spanske gren at zombiegenren [REC] har badet sig i. Vi følger en fotograf og en ung kvindelig journalist, som arbejder for en lokal tv-station mens de er i gang med endnu en rutinemæssige udgave af deres program ”Mens du sover”. Denne gang følger de et hold brandmænd på vagt i Barcelona. Dagen og aften forløber forholdsvis begivenhedsløs, og da der endelig sker noget, er det også småt med spændingen, da det ikke er en brand eller redningssituation de skal ud til, men blot en ældre kvinde som åbenbart har låst sig inde. Det viser sig dog at være mere end de kunne have drømt om. Kvinden er åbenbart ramt af en eller anden form for hysteri (hun overfalder en politimand og bider ham voldsomt) og før at du kan nå at stave til Messi, har politi og myndigheder afspærret hele bygningen. 


Nu er vores tv-venner, samt to brandfolk og en betjent spærret inde i den ældre bygning med en håndfuld beboer og kan ikke komme ud. Hvad værre er, så udvikler situationen sig sekund for sekund og flere bliver smittet med det samme som den ældre dame åbenbart er ramt af. Overlevelseskampen kan begynde.

[REC] lægger sig i fodsporet på hvad man på godt dansk kan kalde dokumentargyseren. Efter at The Blair Witch Project samlede handsken op i 99’ har efterhånden en hel stribe af film fulgt i kølvandet og ikke mindst inden for horrorgenren er det en populær trend: bl.a. Apollo 18, The Zombie Diaries, Diary of the Dead , Cloverfield og ikke mindst Paranormal Activity, som er blevet en regulær serie. Film hvor typisk en person med et kamera, tilsyneladende altid finder en undskyldning for at havde det tændt (og imponerende nok) strøm og bånd nok til at dokumenterer ALT som sker. Og det er i øvrigt selv om han så har et fjorten meter højt monster, eller syvogtyve zombier i hælene. 


Fælles for denne generation NU film er, at kameraet tager en aktiv del i handlingen og der med tilsniger sig en rolle på lige fod med skuespillerne. Derfor er det møg vigtigt om du, som publikum, køber set up’et eller ej. Jeg må indrømme, at i [REC] tilfælde gjorde jeg det ikke. Ikke så meget at det ikke kan forsvares, det kan det jo i princippet sagtens, men fordi selve filmens minimalistiske udgangspunkt (hvad der i øvrigt ofte har afstedkommet nogle af de fineste gysere i genren, skal lige bemærkes) simpelthen forekommer mig for banalt. Bl.a. den afspærrede bygning på nul komma fem. Hvor ingen flugt tilsyneladende er mennekeligt mulig. En anden anke og problem med identifikation er et transparent persongalleri som fremstår mere ligegyldigt end en placeringskampen om 10-11. pladsen til EM i kvindehåndbold. 



[REC] er blevet rost for at være en rendyrket horror uden psykologiske dikkedarer og ligegyldige subplots – men blot pure and simple wicked horror! Well fair nok - det elsker vi, Problemet er blot her, at du skal finder en flok hysteriske spanier som skriger konstant og løber op og ned ad af den samme trappe i halvanden time for skræmmende? Jeg blev personligt så irriteret på den kvindelig journalist på et tidspunkt, at jeg bad en stille bøn til hun ville blive det næste stykke spanske sushi. Jeg kan dog allerede afslører her, at så stærke er mine forbindelser til de højere magter desværre ikke.

Da [REC] så skal rundes af, skal der selvfølgelig kobles en forklaring på det hele, hvad jeg personligt synes skæmmede filmens præmis. Slutningen, eller sløjfen, er da også så tilpas far out, at Dan Brown må vride sig i nattesøvnen over ikke at have fundet på den.




[REC] 2007
Instruktør: Jaume Balagueró & Paco Plaza
Manuskript: Jaume Balagueró & Paco Plaza & Luiso Berdejo
Fotograf: Pablo Rosso
Medvirkende: Manuela Velasco, Ferran Terraza,
Jorge Yamam Serrano, Pablo Rosso, David Vert




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar