Now It's Dark

Anmeldt af Jes Beier

Hvor vidt det passer, at en filminstruktør kun er så god som sin sidste film, er vel til diskussion, men sikkert var det, at David Lynch tilbage i 1984 havde brug for en succes efter fiaskoen med ”Dune”. Selvom filmen fik et kultfølge i årene efter dens fremkomst, så blev det hverken en publikums- eller kritikertriumf, så han har nok været under et vist pres for at levere noget bedre. Heldigt var det derfor også, at han skulle komme til at lave en af sine allerbedste film og en af de sorteste thrillers fra 80´erne, ja fra nogen periode overhovedet.

”Blue Velvet” er en utroligt enkel og samtidigt dybt kompliceret historie, som Lynch i øvrigt selv skrev, og den indeholder en af de mest originale åbninger i filmhistorien, nemlig med glansbilledfremstillingen af den lille amerikanske by, hvor alt ånder fred og idyl (den lokale brandmand vinker til os fra bilen) og tulipanerne står i snorlige rækker i solen, der skinner fra en skyfri azurblå himmel.

Det er en ironiseren som sjældent er overgået af nogen anden film og i hvert fald ikke fra perioden og Lynch slipper afsted med det, fordi han formår at gøre billederne så overbevisende, selvom de dækker over noget falsk. For det er falskheden der lurer lige bag ligusterhækken i ”Blue Velvet” og der er onde mennesker i natten, mens de gode gemmer sig inden døre, hvor de kryber ind i kriminalseriens trygge varme og sikkerhed: vold er godt, så længe den er sikkert spærret inde i flimmerkassen.

Jeffrey er den unge mand der er et naturligt produkt af dette trygge middelklasseliv i byen, men hans nysgerrighed efter at finde ud af hvad der sker i de dunkle skygger, bliver ikke alene et uigenkaldeligt tab af uskyld på flere planer, men også en forvirrende og transformerende rejse mod hans egen dobbeltgænger. Han indser, at de onde mennesker ikke er så meget anderledes end ham selv (noget som Dennis Hoppers Frank Booth-karakter også påpeger 

over for ham i en scene i filmen) og at også han indeholder muligheden for sin 

egen fortabelse. Dette er filmens tema, eller i hvert fald ét af dem, for ”Blue Velvet” indeholder så meget mere og gensyn med filmen vil forsikre en om, at det forholder sig på denne måde. Det er også et melodrama, noget som Lynch ikke lægger skjul på men dyrker stilistisk skamløst, men tillige en thriller og så er det tilmed en kærlighedshistorie, der rækker ud over dreng-pige skabelonen og får en langt mere almen karakter, end man normalt ser skildret på film.

Se, det var jo mange ting på én gang! Jeffreys fascination af Isabella Rossellinis tragiske natklubsangerinde Dorothy starter i medlidenhed, men bliver efterhånden til mere end dette, fordi hun åbner op for hans indre dæmon, som i Lynch's optik måske i virkeligheden ikke er så entydig som man skulle tro. For også Frank – en af filmhistoriens mest rystende skurke, leveret med næsten makaber intensitet af Hopper – har sin anden side, nemlig det skrøbelige og egentligt menneskelige, som Jeffrey inkarnerer. Jeffrey og Frank er derved netop ikke forskellige, men hinandens spejlinger eller sagt på en anden måde: de er begge aspekter ved det specifikt menneskelige, nemlig at lys og mørke eksisterer side om side inden i os og der udkæmpes en evig kamp om at finde balancen. Jeffrey finder balancen, mens Frank fortabes.

”Blue Velvet” er mange ting, men den er langt mere end en traditionel thriller, selvom historien måske ikke længere fremstår som særligt original (det gjorde den til gengæld i 1986!), men det har muligvis heller ikke været Lynchs hensigt. Fortællingen om Jeffreys opklaring af et mordmysterium er kun rammen og plottet er ikke det centrale her; instruktøren lader faktisk, hvis man ser filmen efter i sømmene, hånt om det og lader i stedet sit tema om godt og ondt få plads. Det er ikke nogen nem manøvre, men Lynch slipper afsted med det og resultatet er en af de mest fascinerende film som åbner sig stadigt mere op for hver gang man dykker ned i den.

   

Det vil ikke være rimeligt med en film som ”Blue Velvet” ikke at pege på det flotte cast som Lynch samlede til lejligheden. Ud over Kyle MacLachlan som Jeffrey er der en meget ung Laura Dern som gør det virkelig godt som Sandy, en pige der ligesom Jeffrey er fascineret af det dunkle, men ikke rigtigt tør udforske det; hendes blanding af robust lilleby-pige og sødmefyldt kvinde rammer plet og rollen er en af hendes bedste. Hopper yder en af sine helt uforglemmelige præstationer og skaber sammen med Rossellini én af de mest modbydeligt fascinerende og overraskende scener på film og dem er der faktisk kun en håndfuld eller to af. ”Blue Velvet” er en film der aldrig slipper sit tag i én.

Bluve Velvet 1986

Instruktør: David Lynch

Manuskript: David Lynch

Fotograf: Frederick Elmes

Medvirkende: Isabella Rossellini, Dennis Hopper, 

Kyle Machlachlan, Laura Dern, Dean Stockwell

IMDB