fredag den 21. november 2014

The Day After.





Anmeldt af Søren Nielsen

Divergent er første kapitel i et fremtidigt action eventyr, hvor befolkningen i det ødelagte samfund er opdelt i fem faktioner, baseret på deres menneskelige egenskaber. Da Tris Prior skal vælge faktion, finder hun ud af, at hun er Divergent (afvigende), og har egenskaber fra alle faktionerne. Da hun senere opdager en sammensværgelse, der vil udslette alle Divergents og samtidig tage magten over alle faktionerne, tvinges Tris til at stole på den mystiske Four og sammen må de finde ud af, hvorfor Divergents er så stor en trussel før det er for sent!


Lad mig bare afsløre det med det samme, Divergent er ikke nogen dårlig film, men omvendt heller ikke en film der tvang mig på knæ i tilbedelse af sci-fi guderne. På plus siden tæller en flot futuristisk kulisse af et slidt og nedbrudt fremtidens Chicago og ikke mindst den fine cast. Specielt Shailene Woodley er guf for øjet som filmens omdrejningspunkt og hovedperson Tris

Der ligger utvivlsomt store ting og venter på den unge dame i øh..fremtiden. På samme måde har filmen flere vellykkede sekvenser at byde ind med, men alligevel ikke noget du ikke har set mere imponerende eller spektakulært før. Det der til gengæld halter alvorligt for Divergent er selve plottet. Efterkrigstid verden vi bliver præsenteret for og denne helt specielle indretning af et konfliktfrit samfund og ikke mindst det spirende kupforsøg der er under opsejling, bliver aldrig troværdigt underbygget eller bakket op af historien, men pænt pakket væk til det skal bruges igen. Man skulle ellers formode, at med en spilletid på to timer og tyve minutter, at der var tid nok. 


I det hele taget forsømmer filmen sin egen præmis og koncentrerer sig i stedet for fuldt ud om Tris og hendes træning som the speciel one. Det har helt sikkert været en bevidst prioritering fra filmens bagmænd, set i lyset af hvad som sælger bedst hos ungdommen i dag. Hvad der i øvrigt er så pokkers specielt ved Tris, får vi aldrig for alvor belyst. Som hendes mor ser vi en ældre og grå Ashley Judd og som hendes bedste veninde; Zoë Kravitz (jæp, Are you gonna go my way datteren). The evil one, spilles af selveste Kate Winslet i en atypisk rolle for hende. En rolle der faktisk ikke så lidt minder om Jodie Fosters i Elysium. Begge i øvrigt, lige malplaceret og spild af talent. Men til gengæld er de affarvet og der med ægte skurke. Divergent lægger sig pænt på samme hylde som de film den gerne vil spejle sig i og dele publikum med, The Hunger Game og Twilight sagaen. Photoshop film, som ingen skærer sig på.



Divergent 2014
Instruktør: Neil Burger
Manuskript: Evan Daugherty & Vanessa Taylor
Fotograf: Alwin H. Küchler
Medvirkende:Shailene Woodley, Theo James
Kate Winslet, Ashley Judd, Zoë Kravitz

IMDB 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar